Laura, Amanda og jeg – influenzaramte og sølle, på rad og række i den store seng, rullet ind i dyner med kun næserne stikkende op, hovederne værker, næserne drypper, knoglerne knager og det hele er da egentlig sådan ret træls.
Men hvorfor skulle vi gå fri, når nu halvdelen af vores lille by ligger underdrejet med samme omgang…
I går var helt slem, i dag er vi vist stille på vej i en bedre retning, te og panodiler tager det værste og en god formiddagslur hjælper også en anelse…
Og var skruerne til de nye seje guldknopper så lange nok??
NIX!!!
Er Anne så irriteret og vrissen lige nu, hvor hun var så tæt på helt i mål??
JEP!!!
Kunne hun så ikke bare finde et par andre skruer??
NEJ! For det skal være nogle helt bestemte, der passer lige præcis!!!
PIS OSS’…
Update
Nu med foto, men stadig uden de retter skruer, og nej, knopperne er ikke lige store, og ja, det er med vilje.
I morgen får jeg skruer i den helt rigtige længde, og så skal der komme billeder af hele herligheden…
11 år med, 32 uden, næsten 3 gange så lang tid uden min far som med, det er vildt, for jeg husker ham så tydeligt og synes ikke at det er ret længe siden, at han gav mig en svingtur og en god historie, ham min Topper-far.
14.januar, jeg tror ikke, at jeg i et eneste af de 32 år, der er gået siden han døde, har glemt, at det var lige på denne dag, at min verden kom til at se så anderledes ud, i virkeligheden blev den jo aldrig den samme igen.
Den blev god igen, fin og hel, men for altid anderledes…
Jeg har ham altid med indeni, ja faktisk også udenpå, for jeg ligner ham rigtigt meget, jeg blev leveret i lidt mørkere farver end han, men profilen og mine hænders form er tæt på nøjagtig mage til.
Forleden var min Onkel Jesper, min fars storebror, her og han havde et silhouetklip med, som min far havde fået lavet i Paris først i 70’erne, og da jeg senere spurgte pigerne, om de kunne se, hvem det var, svarede de:
Dig!
Med kæk pandelok og stort adamsæble, mig?!
Men de har nok mest kigget på næse og mund, og kan selvfølgelig også kun forbinde det udseende med mig, de har jo aldrig set deres morfar, desværre…
32 år er rigtigt længe, men jeg bliver aldrig færdig med at savne og nok heller aldrig fri for at tænke hvad nu hvis.
Havde jeg været anderledes, hvis han ikke var død?
Ville vi ha’ været tætte, hvis han ikke var død?
Var han blev en blød og hyggelig morfar, hvis han ikke var død?
Jeg får det aldrig at vide, men jeg tænker alligevel, især i dag…