Ugen op til jul bød på en afrundede samtale hos de kloge læger, der havde samlet sammen på alle de undersøgelser mit trætte hjerte har været igennem i løbet af de sidste måneder.
ALT er tjekket og vurderet, der er scannet, målt, røntgenfotograferet, kikkertkigget og medicineret og konklusionen er blevet, at jeg har en småkarssygdom, syndrom x, og at dette er årsagen til de mange hjertesmerter og den øgede træthed jeg har mærket igennem den sidste lange lange tid.
Jeg er ikke færdig med at fordøje denne besked, ved ikke om jeg skal være lettet eller ked, det kommer til at tage en tid at få rystet fjerene og få det placeret der, hvor det skal være…
Vi er lettede over, at det som sådan ikke er farligt, meget lettede og lykkelige, men jeg kommer til at bruge en del energi på at skulle finde en anden måde at være Anne på, for dagene med fuld fart frem i højeste gear og kun få timers søvn skal arbejdes over i den historiske skuffe “Dengang før Anne…” og så skal jeg lære at være i verden på en mere afslappet og knap så Duracell-agtig måde, det bliver ikke let.
Jeg ved, at jeg kommer til at føre lange samtaler med mig selv, og bruge en kæmpe portion overbevisningsevne til at få mig selv til at tro på, at der er andre måder, og at jeg ikke er en ringere Anne, bare en anden, og at det er okay at sige nej, at melde pas på noget af alt det, som jeg før har grebet af mig selv uden ret megen opfordring…
Det bliver ikke let, men det bliver, også selvom vejen derhen bliver bumlet og med rigtigt mange sving, det er ikke så ligetil at skulle aflære et godt lejret mønster, der er surret sammen med en evig summen i hovedet af “Jeg burde – de regner med – jeg plejer – bliver de mon utilfredse”.
Jeg skal ha’ lidt tid til at øve!
Og når jeg går lidt i panik, for det gør jeg, så må jeg klamre mig til det lille vedhæng, der dasker mod mit hjerte, en gave fra Liselotte, der mente, at det måtte passe til mig lige her og nu.
Bevar roen, fortsæt og alt bliver godt – bare på en ny måde…
