Kroppen altså, hvor kan den bare fortælle ting og sager, hvis vi gider at lytte!
Jeg snakker ikke så ofte med min, beder den egentlig mest om at holde mund og passe sig selv, så jeg kan få lov at suse afsted.
“Hey, hallo, er du der, Anne?”
“Haaaaallllooooo, kone, kroppen her, du skal lige anerkende, at jeg er her!”
“Juuuuhuuuuu, nu bider jeg dig snart i haserne, hvis du ikke svarer!”
“Sidste chance nu, jeg tæller til 10!”
Men konen har jo ikke lige tid, vel, hun skal jo bare lige, og bagefter så er der også den anden aftale og det tredie møde, nå ja, og det der, det har hun også lovet, hun svarer senere, måske, hvis hun når det altså!
Det gjorde hun ikke, nåede det, men til gengæld fik hun sig så en ordentlig hovedpine-lussing, så hun ikke kunne komme op og afsted, så kunne hun lære det, kunne hun!
Måske…
Nu sidder jeg så her, hovedpinen er på vej til en anden stakkel, dagen er næsten ny og ubrugt, jeg kunne finde på en masse, men det gør jeg ikke, jeg bliver bare siddende, eller daffer ind og klapper en killing, eller bager en kage, eller strikker en pind, eller Facebook’er, eller.
Mulighederne er mange, timerne ubesatte og solen skinner.
Tak, krop, for et tryk på stop-op-knappen, jeg havde for en stund glemt hvor den sad…
