Laura og jeg har slæbt et maveonde med hjem fra vores ferie, det er ikke rart, nej det er ej!
Den ene er mere bleg end den anden, og vi knirker en del, vi bevæger os stille rundt, vil allerhelst bare ligge, og intet kulinarisk frister, ikke andet end te og ristet brød.
Sølle måde at henslæbe ferien på, hvis du spørger mig…
Fødselaren har bøjet et ribben, kvæstet en fod og er i det hele taget lidt af en stakkel, han er nærmest lidt patient-agtig.
Selv om man er fem minutter i fyrre, så kan man åbenbart ikke forstå, at promille-fodbold er farligt og at ret mange luftguitar-numre til Metallica og vildere kan være med til at øge ømheden, der hvor de gamle ribben er trykket halvvejs ind i brysthulen.
Fjummergøj…
Sort og tung står den ude i gangen, min skoletaske, og er et udemærket billede på, hvordan jeg ser ud inden i dag.
Om et kvarter cykler jeg op for at tage mine sidste timer på skolen, underligt og vemodigt, men samtidig af udefrakommende årsager så sekundær og nå-agtig.
Jeg havde forestillet mig, at det ville blive en særlig dag, men alt omkring afslutning og sådan er skubbet til side af noget, der fylder så meget mere og gør meget meget mere ondt…
Jeg har lyst til at skrige det ud, fortælle hele verden, hvor onde og ubarmhjertetige nogle forældre kan være, men min tavshedspligt forbyder og sådan er det, selvom jeg for alvor har lyst at se stort på det og give min rå og usødede version af, hvordan manglende empati og primitiv tankegang kan knuse børn og deres tro på det gode i livet.
Jeg koger og raser, og det har desværre stor indflydelse på, hvordan jeg kommer igennem denne sidste dag, som burde ha’ været så meget anderledes.
Min skoletaske skal jeg ikke bruge mere, den må leve et liv i ubemærkethed i en periode, måske skulle jeg bare bruge den til at slå de, der krænker og volder smerte, oven i hovedet med – hårdt…