Jeg må forsyne mine lommer med rå mængder af lommeletter til de kommende dage, jeg har så let til tårer og jeg har stærk fornemmelse af, at jeg kommer til at trille en enkelt eller fem.
Lige nu føles det som om, at der er en hel masse, der sker for sidste gang, sidste diktat, sidste bibliotekstime, sidste forældrebrev og videre i den dur, det er faktisk rigtigt hårdt for mig, også selvom der venter en masse nyt og spændende lige henne om hjørnet…
Enkelte børn kigger på mig med lidt opgivende og triste øjne, og det flår i mit hjerte, vi snakker om, at de får en ny og herlig voksen til at vise dem vejen og gå den sammen med dem, men de bider ikke bare sådan på, heller ikke selv om en af dem med megen alvor i stemmen sagde til mig “Du har jo ret til at leve dit liv, Anne!”.
Mon det var ved at få mig til at fortryde i bare et lille øjeblik? Det skulle jeg mene…
I dag var der morgensang for sidste gang, for mig i alle tilfælde, og da sidste vers af “Dagen er ny” blevet sunget af 100 børnestemmer, der måtte jeg bide mig selv rigtigt hårdt i kinderne for ikke at løbe helt over.
Dagen er lang.
Sol over vang.
Gi’r du et smil, vil jeg nynne en sang.
Før det bli’r nat,
husker vi at
livet er givet, så bare tag fat.
Leve og lege,
nyde hinanden, bruge forstanden og
dele det hele,
drikke af dagen i tørstige drag.
Jeg tager fat, det lover jeg, jeg skal bare lige tude først…
