Skrammer og buler

Amanda har nu ligget med feber og halsonde i næsten en uge, vi var allerede torsdag omkring lægen for at få halsen podet, men der var ingen baktusser at spore, en sejlivet virus er i omløb, og hun må blive rask ved egen hjælp.

Hun længes efter kammeraterne og skolen, hun længes efter at kunne lege ude i det dejlige forårsvej, hun savner den gode gamle almindelige hverdag…

Vi passer og plejer, så godt vi nu kan, propper hendes te med salvieblade og honning, forsøger at fylde hende med sund og god mad, der kunne give hende kræfter til at blive helt rask igen, vi håber, at det lysner for hende inden længe, en uge er lang tid.

Hun er krøbet ind i sin mors seng, medbringede det mest nødvendige udstyr, nemlig kat, lommetørklæder, mobil og så en pc, der kan underholde i timevis med det ene Matador-afsnit efter det andet.

Måske skulle jeg smide mig deroppe og ta’ en lille fredelig stund i selskab med Maud og Misse…

Hals-onderne fra Herning og Ålborg er flyttet hjem til os, pigerne ligger i hver deres sygeseng, feberhede og matte, og dumler de stikkende halse med te og honning og stribevis af Strepsils.

Her er helt stille, ingen snakker og ingen tåger rundt, de eneste lyde, der kommer oppefra, er små host og knitren af dyner, og så ind imellem kan jeg ane røsten af Hr. Schwann fra Damernes Magasin, han underholder patienterne sammen med resten af Matadorholdet.

Aftensmaden blev en skål dampende grød med bække af blåbærsirup, det gav varmen, gled let og lindrende gennem halshullet og må da med alle de gode sager, der er i, også være med til at give kræfter til at komme ovenpå igen…

Amandas lange tynde pegefinger har været i nærkontakt med en hård fodbold, og lægen har i dag udstyret hende med en skinne, der ikke er ret samarbejdsvillig, når man gerne vil spille guitar, klaver og pille næse.

3 ugers pacificering kan føles som lang tid, når man er et lille menneske, der piller ved alt hele tiden og så igen…