Eller “har ligget” for jeg har vredet mig ud af dynerne og lukket lyset ind nu og bevæger mig stille omkring for at få lidt liv tilbage i kroppen, der allermest føles som en tung og ledeløs klump.
Migrænen er ikke min ven, den kunne godt forsvinde fra mit liv uden at jeg ville savne den et eneste øjeblik.
Den kommer ikke så ofte, som den gjorde engang, og i modsætning til tidligere, så ved jeg nu, hvad der udløser den.
Pres udefra i en kombination med noget medicin, som jeg har taget det sidste års tid for et mikro-adenom i hypofysen, kan tænde migrænen som blev det gjort ved et tryk på en kontakt.
Klik –
og så er jeg sendt til tælling. Ikke bare i et par timer eller fem men i et par dage, hvor jeg intet orker og hvor hovedet bare gør så ondt, at jeg kaster op og svimler rundt…
Er jeg i ro og balance, så får jeg kun et mindre ubehag af medicinen, ikke noget, som jeg ikke kan leve med, jeg registrerer det bare og fortsætter så ellers, som jeg plejer. Måske med en lille lur på sofaen, en lille én.
Men er jeg under pres udefra, pres af situationer, af mennesker, der ikke vil give ro, så bliver jeg ekstra sårbar i forhold til migrænen og den kommer til at fylde for meget.
Synes at jeg har prøvet at forklare der, hvor det kunne være nødvendigt, men uden den ønskede effekt, så derfor må jeg fortsætte sværdslagene og æde de dage, som det så koster på langs.
Bliver jeg irriteret?
Ja fandme ja –
for jeg vil gerne passe mit job, passe mine unger, passe mit gode liv.
Og at nogen med deres ubetænksomhed og uvilje sætter en kæp i hjulet for det, ja det pisser mig af.
Det er ikke i orden!
Jeg er taknemmelig for, at jeg nu er et sted i mit liv, hvor jeg er blevet så meget mere rolig inden i og hvor evnen til at skille skæg fra snot i løbet af de sidste par år er blevet slebet ultraskarp.
Havde jeg ikke været her, så kunne dagene i sengen bag nedrullede gardiner ha’ været så mange flere.
Men er det rimeligt, at jeg presses sådan, at jeg bliver syg af det?
Ikke hvis du spørger mig.
Men ikke alle er mig og derfor må jeg vel for en tid endnu stå model til det, som er nødvendigt for at få sat en endelig og gyldig streg over og under det, som skal gælde for mig og mine.
Gnaven i dag, AnneS?!
Egentlig ikke –
bare træt af det.
Og det vil jeg ha’ lov til at være.
Lige 5 minutter endnu…
Her skulle egentlig ha’ været et indlæg med dejlig sommermad.
Ikke fordi at det er sommer, men fordi vi trængte til at det var og derfor lod som om.
Med græske retter, vin, varme rum med sollys.
Vi kunne næsten se det blå blå Middelhav, høre det klukke under klipperne ved restauranten.
Maden var lige som den skulle være.
Letlavet, enkel og fuld af smag…
Men billederne af den?!
AK OG VE –
og pislort.
Et eller andet teknisk uheld har ramt stort set alle billederne, der ser ud som om, at de er taget i et rum fuld af røg og med en god gang rystesyge på hænderne.
Hvorfor?
Aner det ikke!
Kun et enkelt billede stod næsten skarpt og i omegnen af i orden, så det får i her.
Et billede af nogle af ingredienserne til den tzaziki, som vi møffede op med et godt brød.
Der er rester og dem skal jeg ha’ i morgen og inden jeg hopper ombord i dem, så vil jeg forsøge at få stillet skarpt og få styr på kameraet, der måske er ved at lægge sig med influenza.
Men tag bare mine ord for, at det smagte rigtigt dejligt meget af sol, sommer og ferie mod syd…
