Jeg rakte hånden og hjertet frem, jeg tilbød mig selv og min faglighed til jeres arbejdsfællesskab, jeg bød ind med alt det bedste i mig, min rummelighed, mine drømme, mine forudsætninger, mine styrker, min humor, mine reflektioner og intentioner.
Og imens sad du bare der, med armene over kors og ansigtet vendt væk, og de eneste to gange, hvor din røst lød i lokalet, da var det med slet skjult foragt og nedladenhed.
Du kiggede mig ikke i øjnene en eneste lille gang, sagde knap farvel og da slet ikke tak, og da jeg havde lukket døren bag mig, der sørgede du i alle tilfælde for at komme godt og grundigt på banen med alle dine forbehold over for mig…
Det var ikke min faglighed, mine pædagogiske evner, mit anerkendende møde med børnene og jer andre, der var i spil, nej for der var jo egentlig ikke noget at komme efter, i alle tilfælde ikke hvis man skulle være saglig.
Så du gik efter manden i stedet for efter bolden, og du gav mig sådan et spark i maven og sådan et svirp på hjertet, at det vil tage nogle dage, før jeg får samlet mig op igen.
Du gik til angreb på min personlighed, jeg var for skarp, for hurtig, for grinende, for snakkende, for klog, for udfordrende og sikkert også for moderne.
Jeg kan fortælle dig, at lige nu er jeg alt andet end det, jeg er lille, ked, tvivlende, selvbebrejdende og rystet…
Men du kender mig jo, og ved sikkert også godt, at inden længe, så er jeg på benene igen, og du skal vide, at så kommer jeg lige forbi og vender verden med dig.
Jeg vil tilbyde dig et hurtigt lift hen på ørertævernes holdeplads, og for en stund vil jeg glemme, at jeg faktisk er et overbærende, rummeligt og sødt menneske, og så vil jeg fortælle dig en historie.
En historie, der vil efterlade dig uden den mindste tvivl om, hvad jeg egentlig mener om din fladrøvede, musegrå Fjällräven-pædagogik, om din lammende kaosangst, der forhindre dig i at være en sjov og udviklende pædagog, om min foragt for din måde at skamme børnene ud på og om din usle empati med de mennesker, der ikke lige passer ind i en af dine sorte eller hvide kasser.
Jeg vil fortælle dig, at indeni der er du bare et ynkeligt lille menneske, og at du burde gi’ dig selv et los bagi og komme frem bag det hegn du har bygget af selvretfædighed.
Jeg vil fortælle dig lige præcis, hvordan du virker på de børn, som du forestiller at skulle anerkende, og jeg vil sørge for, at du fra nu af og til du engang holde op med at være pædagog, vil høre min stemme og se mine gnistrende sorte øjne foran dig, hver eneste gang du åbner munden for at lukke noget nedgørende og ringeagtende ud til et medmenneske, og at du vil mærke min ånde i nakken hver eneste gang du kigger med hovmod på en lille eller en stor!
Du kan bare lige vente dig, kan du…
Jeg kommer mig, også hurtigere end du vil gøre, og indtil jeg er helt mig selv igen og har fået hjertet helet og sat på plads, der kan jeg heldigvis bære det i en lille skål, der er givet af en kær veninde, der kunne se, at jeg havde fået det revet ud og trampet på, og som heldigvis også kan se, at jeg rummer meget mere end du gør.
Om det gjorde godt at få luft??
Det kan du bare lige bande på at det gjorde!!
Men sorgen over at møde et fattigt og indskrænket menneske som dig, den holder nok et par dage endnu…
