EZ lufferne røg med på eftermiddagens bio-tur, der kan nemlig sagtens strikkes en pind eller fem på vej i toget til og fra.
Nu har jeg så lige haft hånden i tasken for at hive dem op, men VRÆL, den der var færdig og klar til at blive trukket på, den er væk – pist væk!!!
Det er nok en anelse for optimistisk at tro, at den er hittet af Arriva.
For fa**** da oss’…
Min samvittighed plager mig i disse dage, jeg fører lange indre dialoger med mig selv, finder gode argumenter, som jeg så selv skyder ned igen, skifter mellem at sige “Dygtig pige” og “Pivskid” til mig selv.
Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det er okay og helt i orden, og samtidig med at jeg gør mit bedste for den side af sagen, så sidder der en lille sort fætter på min skulder og siger, at jeg godt kunne ta’ afsted og at nu må jeg lige ta’ mig lidt sammen.
Det er den sorte dårlige samvittighed, der plager mig, over at jeg ikke passer mit arbejde, som jeg burde…
Jeg er ikke været på arbejde endnu, for den penicillin, jeg startede på i sidste uge, har ikke haft den ønskede effekt og mine ører driller mig stadig gevaldigt, jeg har ondt i ører og bihuler, jeg kan ikke høre ordentligt og har en irriterende, og da også generende, trykken i hovedet, jeg føler mig mat og utilpas.
Jeg har fået nye tabletter nu, nogle som jeg skal ta’ sammen med de første, og går alt vel, ja så får jeg det vel snart bedre, det satser jeg virkelig på.
For jeg har så svært ved at ringe til skolen for at sige, at jeg stadig ikke er klar, det piner mig nærmest mere end mine ører, jeg får klamme håndflader og bliver lille bitte, det fylder rigtigt meget i mit hoved og gør det svært for mig bare at slappe af og blive rask.
I stedet for at bruge energien på at komme ovenpå, så går alt krudtet på at holde fast i, at det er i orden at blive hjemme, når man er syg, at det ikke er at være en pivskid, at det er okay og at jeg faktisk er syg, og ikke bare et tudefjæs…
Jeg tror og fornemmer, at det er en rigtig kvindeting, man slæber sig halvsyg afsted, for tænk hvis nogen skulle gå hen og blive utilfreds med ens indsats, tænk hvis nu og ja jeg kunne vel og burde i alle tilfælde også!!
For hulan da…
Hvis der er noget her i livet, som jeg bare synes er rigtigt rigtigt træls, så er det dæleme at montere strik!
Uden at overdrive ret meget, ja så vil jeg tillade mig at sige, at jeg hader det!!
Det er lige før, at den del af det kunne få mig til at lade være med at strikke – lige før.
Ind imellem sender jeg sagerne ud i byen til betalt montering, men på en eller anden måde, så bliver det sværere og sværere for mig at gøre, måske er det fordi, at jeg er ved at være så voksen, at jeg erkender at man må tage det sure med det søde…
I en bunke på bordet ligger nu en Pisa, en del af min “aftale” med Kathrin om, at vi skal få gjort noget hengemt færdigt; jeg er i gang, én sidesøm og et halvt ærme er monteret, det går fremad.
Men det er nok for nu, jeg laver lige et lille overspring og kører en tur ud i verden, den har jeg set alt for lidt til i den sidste lange tid, altså den verden der indbefatter lækre butikker, udsalg og sådan.
Jeg smutter, og lader montering være montering…