Hvem husker ikke Ditte Gråbøls hosteri i Den gode, den onde og den virkelig sjove, hun hostede så man frygtede, at hendes lunger ville ende på fortovet foran hende.
Jeg kunne uden problemer være stand-in for hende i disse dage, jeg hoster og sprutter og hiver efter vejret, det lyder ikke sundt…
Faktisk har jeg været mere eller mindre sløj siden ugen op til efterårsferien, dage med feber, dage uden, dage hvor jeg har frosset som en lille nøgen fugleunge, og dage hvor kinderne har været nærmest gloende røde af den indre brændeovns aktivitet.
Jeg har ingen appetit, og når nogen, der kender mig godt hører det, så ryger øjenbrynen helt op i panden, for er der noget jeg altid har lyst til, så er det mad, feber eller ej!
Men ikke denne gang, det er den mest sejlivede influenza jeg har mødt i hele mit liv, og jeg er ved at være pænt træt af det, al min energi bliver brugt på jobbet, og når jeg så kommer hjem, så klatter jeg bare helt sammen, får ikke lavet ret meget i forhold til hvad jeg plejer, det nager mig.
Jeg går nærmest i seng sammen med pigerne, mig, natteravnen over dem alle, det går simpelthen ikke; jeg får ikke læst, for hver eneste gang jeg samler en bog op, så falder øjnene i.
Jeg kommer ikke i haven og får lagt de sidste løg, jeg orker ikke at tænke på at skulle grave og rumstere, jeg er bare træt.
Jeg har bestilt tid hos lægen i morgen, jeg kan ikke længere helt forsvare at sige, at det nok snart går over af sig selv…
