Der er ikke mange ting her i livet, som jeg vil sige, at jeg hader.
Jeg går til det meste med forholdsvis åbent og afslappet sind.
Det meste.
For der er én ting, som jeg uden at blinke vil smide i kategorien “Hadeopgaver”, og det er rengøring af ovn.
Jeg HADER det, jeg bliver i dårligt humør over det og forsøger nærmest at stikke af fra det undervejs i opgaven.
Det er en opgave, som jeg udskyder og “glemmer” og åh-nej-ikke-i-dag-for-der-SKAL-jeg-bage-overspringer, at gøre ovn ren er en plage og selve arbejdsstillingen er heller ikke perfekt for en slidt krop som min.
Og for at det så for f””’ ikke skal være løgn, så har jeg i dette lille bitte køkken, som jeg har til rådighed nu, kun en lille rund vask, det gør det jo ligesom ikke sjovere vel!?
Damn hvor jeg hader det!!
For alvor…
I mit næste liv vil jeg være sådan én, der stort set aldrig bruger ovnen, og når jeg gør det, så er det ALTID med brug af stegepose. Jeg kunne selvfølgelig også stoppe med at bruge ovnen fra lige NU og så udelukkende servere gryderetter og købekager.
Eller også vil jeg ha’ en ovn med pyrolyse, sådan én med tæt på atomar afbrænding af stænk og krummer, og så skal den være i ståhøjde.
Vil og vil.
Jeg vil i alle tilfælde ønske mig.
For sandsynligheden for at stoppe med at bruge ovnen eller satse på genfødsel er nær lig nul. Stort nul.
Det går bedst for mig, når der kan steges og brases i fri dressur og så må jeg klare den time i kvartalet, hvor jeg bander, svovler og smækker rundt med bradepander og bageplader og grillriste.
I aftes blev det møget smurt ind i noget killer-ovnrens, der var ved at nedbryde lungevævet og slimhinderne i næsen på et par sekunder og her til morgen har jeg skrubbet iført handsker til albuerne og resten af kroppen dækket af tøj, for ikke at blive ramt af ætsende sprøjt.
Jeg kender godt alle trick med brun sæbe og plasticposer og den slags, jeg har prøvet det hele, alt fra de næsten harmløse rensprodukter til dem, som er forbudt i private hjem.
Men lige meget hvad, så HADER jeg at gøre ovn ren.
Basta.
Nu er den ren, skinnende sort og uden pletter og mumificerede kageklatter, så pæn og lækker den er.
SKulle man fejre det med at bage en kage?
Blå pigespejder med sømandssweater, krøllede fletninger og bukser med mega svaj. Om sommeren røde træsko med tyk blød gummisål under det hårde træ og om vinteren andefødder. Cowboyjakke, islændersweater eller Musk Ox parka med krave af hvidt hundeskind. JBS undertrøjer med striber på var også tjekket, flotte var vi.
Jeg cyklede ud til spejderhytten på min blå cykel med de 3 gear og sindsyg dymano, der kunne tage livet af selv den med de sejeste lårmuskler. Jeg cyklede ud af Aastrupvej, der var kantet af kæmpestore træer, cyklede for Nykredits flotte store hvide bygning, forbi Haderslev Museum og min klassekammerat Annettes hus på Ny Allégade.
Jeg syntes, at det var sejt at være spejder, sejt at snitte med dolk, lave mad over bål og tonse rundt på natløb selv om klokken bare var 21 og sådan. Og så så jeg vældigt op til de 2 ledere vi havde, vel i virkeligheden bare et par store gymnasiepiger på 16-17 år, jeg synes jo de var vildt voksne.
Spejder var cool, de ugentlige møder onsdag sidst på eftermiddagen, weekendture til Barsø og så de lange sommerlejre.
Dengang hvor det virkelig var sommer i Danmark og hvor isene kostede 3 kroner og vandcyklerne i Damparken var gule og benene for korte til at træde pedalerne.
Sommerlejr.
På Langeland.
I strålende sol.
Undtagen om natten, hvor man ikke kunne se en hånd for sig…
Jeg var spejder sammen med Malle og måske husker hun den nat bedre, dårligere eller måske en smule anderledes end jeg, men jeg er ret sikker på, at det var nogenlunde sådan her det foregik i den mørke time, hvor vi væltede rundt i sommernatten mellem store drøvtyggende køer og en vildt dyr.
Lejr er udmattende og derfor sov alle de små uskyldige spejdere tung og varmt i de gule telte, da lederne brølede til natløb. Ud af soveposen, ned i jogging tøjet, brillerne på og lommelygten med.
Troede vi da! At lommelygten skulle med. Men ak – ikke den nat, for månen var sådan set rimelig fuld og der var ikke brug for ekstra lys, synes nogen.
Den nogen var altså ikke mig, for jeg var ikke så tryg i mørke, mildt sagt, og jeg havde allermest lyst til at tude, da vi løb op over den lille bakke, som lå ved skovbrynet, hvor lejeren var slået op. Det var vildt skræmmende at løbe der i mørket, synes jeg, og havde jeg ikke været for stolt til det, så havde jeg tudet, og jeg kunne nærmest ikke trække vejret af bare skræk, for jeg vidste jo godt at før eller siden ville der springe nogle store spejdere frem fra underlige steder og råbe af os. Jeg vidste det bare og alene tanken om det, var ved at få mig til at gå helt kold…
Jeg ved ikke, om de andre kunne se, jeg kunne ikke, ikke en pind, heller ikke en ko og mens vi tumlede ud over marken med kurs mod en svingende lygte langt væk, løb vi ind imellem en flok gumlende køer, der puttede på marken i sommernatten, pigehvin og angstskrig og et par køer, der valgte at rejse sig. Bum og bang og faldende spejderpiger, brøl fra en ko og så endnu mere panik.
Afsted mod lygten i det fjerne og hovsa der var sørme en tue på marken, panden ned i græsset og så på benene igen. Jeg kan nærmest mærke panikken, når jeg nu sidder og skriver om det her.
Svirp af pinde i ansigtet, da vi løb ind igennem en lille lund og hele tiden den der lurende angst for, hvornår det nu var, at nogen råbte Bøh.
Men de viste os nåde de store, de havde måske hørt os snøfte, for selv om alle prøvede at være seje og sige Intet problem amigos, jeg er ikke en skid mørkeræd, ja så var jeg altså ikke den eneste, der havde en smule noia. Bange i mørke? Ja for fanden da.
Og det her var ikke bare lidt mørkt, det var blæksort bondelandsmørkt og den måne, som nogen synes skinnede smukt, den gad nu ikke lyse ret meget for os.
Pulsen var faretruende høj, hjertegalop og rystende stemme og hvis vi troede at alt var forbi, da vi nåede tilbage til lejeren, så havde vi troet forkert.
I weekenden var der kul på. Alt foregik i højt og koncentreret tempo uden tid til ret meget fordybelse og reflektion, det var ren produktion men af den gode og energigivende slags.
Når man altså lige får hvilet ud – og det har jeg fået nu. Helt og aldeles og er nu Anne-i-fin-form igen. Ikke nogen værkende led eller ømme hænder. Godt nok.
Søndag var hviledag, mandag og tirsdag røg med i samme pulje, når arbejdsdagen sluttede så kaldte sofa og ro og take away.
Nu er det onsdag og armene og energien er til havegravning og efterårstrimning af potter og lavendelhæk. Lige om lidt.
For først er der tanke at dele, ret personlige af slagsen, men nogen som banker på for at komme ud og ned på skrift, for og til mig og dem, som synes, at noget kan vække genklang eller sætte tankerækker i gang…
Weekenden var fejring af 2 menneskers nye lykke og samtidig også en mærkedag for mig og mine piger. 1 år i jomfruburet, 1 år som familie i ny form, 1 år så anderledes og så alligevel så velkendt og trygt.
Den første weekend i september 2011 flyttede jeg fra huset på heden med Amanda, min hund og mit habbengut. Jeg efterlod det liv, som ikke blev det jeg havde forestillet mig, efterlod det hus og den have, som jeg havde elsket så højt, de smukke rum og de gode ting, som måtte blive stående fordi ikke alt kunne blive mit. Jeg efterlod en lille katteflok og et dejligt nabolag, jeg efterlod det, som indtil kort forinden havde været sikkert og godt.
For nogen af os i alle tilfælde.
Det der kommer nu er min historie. Mine oplevelser og min sandhed. Ikke nødvendigvis den eneste, men min.
Noget er fortalt tidligere, andet ikke, noget er kolde tørre facts og andet er fornemmelser og tolkninger. Mine.
Så ingen andre kan eller skal stå til regnskab. Og synes nogen, at de vil stille mig til regnskab, så er de velkomne, jeg står ved mine ord og mine oplevelser også selv om nogen kunne være uenige…
Da Torben sidste sommer fortalte pigerne og mig – på samme tid – at han ikke ville mere, at han ikke troede på vores familie, at han ønskede noget andet og fortjente noget bedre, gik min verden for et kort øjeblik i sort.
Jeg blev sendt direkte tilbage i de svigt, som jeg meget meget tidligt i mit liv oplevede, en anbringelse uden for hjemmet, et fravær af en mor og en far, et chok og et traume i et lille spædbarns system, en tid, der for evigt er en del af mit landskab og som i hele mit liv har luret i alle valg og alle fravalg.
Lige ned i de allerstærkeste følelser af frygt, forladthed, angst, raseri og afmagt. En eksplosion ude af kontrol. I bare et lille øjeblik.
I det lille øjeblik som det tog mig at kyle 2 smukke kopper i gulvet og skrige min panik ud. For det var panik, hele mit system kæmpede for at det ikke skulle ske, for at jeg ikke skulle blive sendt ind i armene af de traumer, som jeg bærer i mig.
Bare et lille øjeblik –
for sammen med alt det ødelagte jeg havde inden i, der havde og har jeg også en styrke, som intet i verden kan knuse. Ingen mand, ingen hændelse, ingen mennesker, ingen svigt. Jeg er en fighter, en overlever, en kæmper, en kriger og inden bilen kort efter havde forladt indkørsel med en far og lige-om-lidt-exmand inden i, havde de seje kræfter taget over og jeg var i gang med at feje, vaske, trøste, ordne og holde sammen på de piger, som blev hos mig…
Men det som man med en meget sigende ord kalder for re-traumatisering buldrede i hele mit system, jeg trak vejret fordi jeg skulle, jeg sørgede for pigerne fordi ingen andre gjorde, jeg gjorde det som kunne gøre automatisk og jeg gjorde det alene.
For hvem kan man lukke ind, når alle de, der egentlig havde lovet at blive i livet, var skredet. Var døde, var gået, havde efterladt.
Ingen. Ingen overhovedet.
For selv om skønne veninder og gode mennesker tilbød alt, ville gøre alt, hjælpe med alt og ordne alt, så var det “alt” de kunne få lov til at hjælpe med det praktiske. For ind i det inderste, ind i det som for alvor var på spil kunne ingen inviteres ind.
Vi talte selvfølgelig om det, der skete, meget endda, andet ville ha’ været utænkeligt, der var også tårer, vrede og afmagt men aldrig åbent indtil de steder, hvor alt var på spil og kampen for overlevelse i gang…
Jeg vidste heldigvis selv, at det var de gamle traumer, der brølede og jeg vidste, at nu var der ingen vej uden om længere, nu skulle de på plads, jeg vidste, at den sorg, som jeg følte, og den forladthed, som jeg bar med mig alt, var meget mere bundet i alt det gamle end den var i opløsning af det familieliv, som jeg ellers tænkte var det vigtigste i verden.
Så jeg fik hjælp, fantastisk hjælp, til at se på alt det gamle, til at hive det op af rygsækken og kigge på det, tale med det, sparke til det og kramme det og i det forløb mærkede jeg så tydeligt, hvordan mit sædvanlige alarmberedskab lagde sig ned og faldt til ro.
RO –
det ord, som nu beskriver min stemning og mit sind allerbedst. Ro inden i, vidunderlig ro, væk er den sitren og den utilpashed, som jeg har haft med mig hele mit liv, den er død og borte, og jeg bevæger mig i verden på en ny og for mig meget særlig og stadig lidt ukendt måde.
Uden på er jeg den samme, ingen vil spotte forandringen ved første øjekast, men de, der ved hvordan man kigger ind og som også sanser stemninger, de ved det, de mærker det og mange har benævnt det.
Jeg kan næsten selv høre roen, væk er den elektriske summen, som kom af en psyke, der altid var i højeste alarmberedskab, væk er den følelse af ensomhed og isolation, som har været en livslang følgesvend, nu er jeg bare mig, i ro og nærmest svævende, det er jeg taknemmelig og meget meget værnende om.
Jeg kom ikke hertil på en enkelt eftermiddag men dog så uendeligt meget hurtigere, end jeg havde troet muligt.
Havde jeg vidst det havde jeg måske taget turen for mange år siden.
Turen tilbage til roen…
Roen inden i har også givet mulighed for for alvor at få kigget på det familieliv, som har været så vigtigt for mig, det som jeg kæmpede for og ville ha’ gået til verdens ende for.
Jeg har i årevis fortalt mig selv, at vi var en stærk familie, at vi var en enhed, at vi ville dette her og at alle gjorde deres til, at det skulle være det det var.
Løgn.
Løgn og selvbedrag.
En sandhedsforvridning, der måtte til, for havde jeg kigget med ærlige øjne og uden støj inden i, så havde jeg set det, som jeg hurtigt begyndte at få øje på, da familien fik en anden form, så havde jeg set, at det jeg ønskede var et fælles projekt var en solo sejlads, hvor jeg havde ansvar for både båd, proviant og kurs.
Jeg ville den familie så meget, at alt andet var lige meget, jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at jeg ikke kunne give pigerne det, som jeg havde manglet, ro og tryghed, far og mor og børn, kontinuitet og sikkerhed.
Jeg lukkede øjnene og fortsatte.
For os. For pigerne. For Torben. For mig. For os.
Det var mit valg men også et valg uden ret mange alternativer, når man er et menneske med den slags bagage som min.
Man kan enten gå eller blive, og at gå er ikke et valg, når man ønsker andet for børnene end det man selv fik.
Ikke et bevidst valg men et valg styret af det ubevidste, som har uanede kræfter til at styre os afsted i livet…
Jeg har den jo stadig den familie, som er mit livs lys og lykke.
Nu er det bare pigerne og jeg.
Og basen er jomfruburet.
Her bor vi og her er vi og vi tænker Hjem, når vi står på fortovet og kigger op mod vinduerne, når vi træder ind ad døren til hund og kat og dufter af mor, som pigerne kalder det.
Pigerne er her – altid – for der er ikke værelser eller hjem til dem andre steder end her. De er her til hverdag, i weekender, i ferier, til højtider, fødselsdage og mærkedage. Her.
Eneforsøger er jeg.
Ene om alle beslutninger omk pigerne.
Ene om alt det praktiske omk pigerne.
Ene om at lytte, trøste, forklare og sørge for.
Eneforsøger.
Enehusholderske.
Madlaverske, rengøringskone, hyggeoptænder, ordnemajor og mor.
Det fungerer. Rigtigt godt endda.
Jeg har mange års øvelse for den del af familielivet er ikke ny, det er en gammel velkendt traver.
Men roen –
den er ny.
Allerede højtelsket af mig og mine og den skal blive sørget for, passet og plejet.
