Sophie går og sukker efter sin Amanda, hun fryser skrækkeligt og synes vist, at november er koldere end kold og tænker, at alle hendes genvorligheder på det kuldskære områder vil fordufte i samme øjeblik, som hun kan trække i den hjemmestrikkede lune.
Men det er bare som om, at det strikketøj der bliver ved med at være en udfordring for mig!
Nærmest fra første maske har det drillet, det skidt, og det skal det åbenbart blive ved med.
For hvad sker der lige for den mini udgave af en rude der på ærmet??
For f****** f*** da oss’…
Da jeg gik i gang med ærmerne, kunne jeg hurtigt se, at de var alt alt for brede, og at de måtte gøres smallere, hvis Amanda skulle blive en yndlings for Sophie, og det skulle den jo gerne, når den nu var så ønsket og længe ventet og sørme også et snoningshelvede at komme igennem.
Så jeg fiflede og tilpassede og ærme 1 blev fint og smalt og godt, og der blev taget noter på en lille syregul Post-It seddel –
som så selvfølgelig forsvandt under flytningen tilbage omkring d.1.9.
Den dukkede op mellem en stak personlige papirer i sidste weekend – åh fryd åh jubel – og jeg tog mig selv i nakken og aftalte at 1.12. var deadline for dette projekt.
Men jeg har vist strikket hurtigere end hovedet og selvjustitsen har kunnet følge med, for ruden er nærmest halv størrelse.
Så om igen, Sulejma, igenigenigen.
Jeg har da virkelig noget “fornøjelse” ud af den uldne Amanda.
Det er godt at den af kød og blod er noget lettere at tumle…
Let mønster uden de store dikkedarer, dejligt og samarbejdsvilligt garn og tykke pinde.
Et par film på flimmeren og så var den sidste maske lukket af.
Så langt så godt…
For lige så let går det ikke med de afsluttende kanter, den første af dem er allerede hæklet flere gange.
Jeg er ikke helt tilfreds, nærmere ret misfornøjet!
Opskriften siger, at jeg skal hækle en række fastmasker i den første og den sidste grå omgang på arbejdet og det gør jeg da gerne, men jeg får en ret tyk kant, der vipper lidt ud. Ikke så elegant så det gør noget, synes jeg.
