Oven på en smuk og stille afsked til min søde søde Farmor blev natten alligevel lang og urolig.
Efter en virkelig særlig fredfyldt stund i kirken blev kroppen og sindet alligevel uroligt og sitrende.
Farmor lå der under en helt vidunderlig bårebuket af store høstfarvede og pink georginer, mørke blade fra en parykbusk og en væld af hvide orkide’er, som min kusine havde sørget for var blevet plukket af Farmors egne planter hjemme i stuen, hun lå der stille og død efter at have klaret 97 år på en jord, der ikke gjorde det alt for let for hende.
Hun nåede at lægge 2 af sine egen børn i graven, voksne men stadig unge, det skulle ingen mor behøve at gøre.
Hun klarede det med en nærmest umenneskelig styrke og en fortsat kærlighed til livet, som jeg ville ha’ svært ved at finde, hun var gjort at noget særligt stof, min farmor, og hun vil blive savnet her. Meget endda…
Det er okay at dø, når man er 97, det er det virkelig, det er helt okay at bede om at blive fri for behandling og komme hjem i sin egen gode seng, sådan skal det være, det skal man ha’ lov til og jeg kunne ikke ha’ ønsket ret meget mere for Farmor, end hun fik.
Og hvor har jeg været umanerlig heldig at ha’ fået lov til at dele så mange mange år med hende, det vil jeg altid være taknemmelig for.
Men helt ærligt –
jeg havde altså ikke brug for at hun takkede af lige nu!
Ensomhedsfølelsen indeni er stor og larmende og jeg har sjældent følt mig så alene, som da jeg lagde hånden på hendes kisten en sidste gang, da den stod i rustvognen.
2 af mine smukke piger stod der bag mig, det ved jeg og det er bestemt også værdifuldt , jeg er dybt taknemmelig for, at jeg er velsignet med hele 3 af den slags herligheder.
Men det er vanskeligt at mærke, at den sidste voksne omsorgsgiver i mit liv nu er væk. Nu er jeg bare mig og der er ikke nogen tilbage, som kan varme mig i den kærlighed, som forældre har til deres børn.
Det er et livsvilkår for os alle, livets gang, og jeg kommer ovenens med det, når der er vendt lidt flere kalenderblade, men lige nu, der er nok bare nok.
Helt nok…
Er der for meget at bede om at få lov til at være i fred for de udfordrende dele af livet bare for en stund?
Forlanger jeg det urimelige, når jeg efterlyser stille måneder, ja gerne år, hvor ingen har riven ude efter mig, mine og vores lille liv?
47 bliver jeg snart og ærlig talt, så synes jeg faktisk, at jeg for en tid har taget min del af brud, sygdom, død, fornedrelse, svig, ligegyldighed, løgn, bedrag, savn og den slags herligheder.
Stop det for en tid, bare lige lidt.
Jeg elsker livet, meget endda, og tager gerne det sure med det søde, jeg sætter pris på det, som livet byder, og er ikke bange for ørertæver eller for at kæmpe for det, som jeg tror på, eller mod det, som ikke gør godt. Det vil jeg gerne og gør det med oprejst pande.
Men jeg har lige brug for en puster.
Er det mon for meget at be’ om?
Fred?!
Kærlighed?!
Fællesskab og forbindelse?!
Jeg synes faktisk,at det ville være i orden med en slat af den slags.
Men måske bliver det ikke i dette liv, måske er jeg bare en af dem, der må tumle afsted over knoldebro i styrtregn en hel del af tiden.
Og så gør jeg da det.
Men lad mig lige gå på en blød lige vej bare for en tid.
Tak…
