I dag balancerer jeg på kanten af nok.
M-E-R-E end nok!
Det føles lidt lige som om, at nogen er rendt med mine kræfter og har efterladt mig hul og hullet.
Egentlig skulle jeg måske prøve at vælte om på siden og vifte med det hvide flag.
Råbe “Stop – hold op – indstil skydningen – jeg er jo nedlagt – så STOP!”
Men det går ligesom ikke, for der er ting og sager at ordne og klare, ting, der ikke kan udsættes og sager, der virkelig kræver at jeg holder tungen lige i munden og fortsætter marchen der ud a’.
Det bliver dog ikke uden et ækle bandeord og et vredt vris, det kommer lige her om et øjeblik, så bryder du dig ikke om den slags, er du nu advaret og kan forlade kanalen før du udsættes for alt det grimme…
For for ind i helvede da – hvor har jeg bare fået nok.
Og hvor er jeg bare træt.
Træt som i fysisk træt og fandme også træt af alt det lort, der bliver ved med at vælte ind i mit liv og tage min kræfter og mit humør.
Jeg føler, at jeg har været under heftigt bombardement i noget der ligner trekvart år.
Det er da lige til at gå sukkerkold af.
Først en lang lang periode med et mavesår, der var ude af kontrol og bare gjorde ondt ondt og tærede på kræfterne.
Samtidig med det stred jeg mig igennem en efteruddannelse, der nok var givende og opbyggende, men også krævede baller af stål og hår på brystet.
Masser af undersøgelser i både den ene og den anden ende og stribevis af mere eller mindre virksomme medikamenter, der skulle hjælpe fysikken på vej.
Teenagere i fuld galop med alt hvad det indebærer af eksplosioner og humørsvingninger.
Og så en mand, der flyttede ud og hjem og ud igen og lod mig klare ærterne herhjemme.
Ærterne som i:
Stort set alt omkring pigerne, der sådan set er ret vingeskudte over optakten til og selve udmeldingen om opløsning af vores familie.
Rengøring, vedligehold og pasning af 200 kvm hus.
Pasning af 1200 kvm have med lugning af stauder, gødning, klipning, hundrede potter på terrassen, drivhus, indkørsel og fanden og hans pumpestok.
Madlavning, indkøb, vasketøj, lektiehjælp, sociale arrangementer, fødselsdage og andet familiegøgl.
Støtte og opmuntring og katastrofeafværgning i en benhård eksamenstid for skønne Laura.
Kontakt til USA, nye familier, Rotary, ambassade og udfyldelse af hundredesytten dokumenter.
Indkøb af gaver, tøj, kuffert bla bla bla bla bla til et års ophold langt hjemmefra.
En sommerferie, der aldrig rigtigt blev til noget p.g.a. uafklaret økonomi, der skulle gå fra fælles til separat.
Løvemors-agtigt forsvar af pigernes valg og fravalg og ønsker overfor gud og hver mand og også dem, der kunne være fucking ligeglade.
Et job, der ind imellem kræver at jeg er til rådighed udenover de 37 timer.
Jamen for silvan da!
Hvis det er okay med jer –
så smutter jeg lige over i hjørnet og brækker mig lidt af træthed, frustration, vantro, sorg, savn, udmattelse og raseri.
Er der lige en, der gider at holde håret, mens jeg gør det…
Jeg klarer mig, det ved jeg, mere end udemærket, når lige stormen har lagt sig!
Men hvis der er en eneste mand eller kvinde mere, der siger “Du er stærk, livet går videre!”, så får jeg altså et føl på tværs og eftersom at jeg er krympet betragteligt i løbet af de sidste par måneder eller 5, ja så har jeg ikke plads til et føl, hverken på langs eller på tværs, og det vil blive en meget grim og ubehagelig affære, hvis jeg foler.
Så lad mig nu bare være urimelig, vred, træt og lidt mere urimelig i 5 minutter.
Og når jeg så lige har fået tørret mig om munden og nettet mig lidt, så strider jeg videre, for mig selv og allermest for mine vidunderlige piger, der fortjener alt det bedste her i verden.
Og jeg skal saft suseme gøre mit til at kunne stå ved siden af dem med mod, kærlighed og rå power, når de skal til at tage deres skridt ud i det nye liv.
Èn på den anden side af Atlanten og et par stykker her i det flade midtjyske landskab.
Jeg er der – lige ved siden af dem.
De 3 skønne børn, der gør livet smukt og helstøbt.
Og bagefter –
så smutter jeg afsted til en tropeø, hvor sandet er hvidt, vandet er blåt og solen hed. Et sted, hvor alt er stille og det eneste jeg hører er bølgeskvulp og en stille susen i palmerne og så lidt chill out Café del Mar agtigt musik.
Jeg skal sove i hundrede år, mere end det måske, og så vil jeg vågne op med fornyet energi, nedsvælge en stor isnende kold G&T og så ellers kaste mig ud i det gode liv, som venter på mig. For det ved jeg at det gør, jeg har bare så meget træthed inden i, at jeg lidt har mistet falkeblikket, der plejer at spotte det skønne.
Fucking pisse hårde liv lige nu!
Skrid!
La’ mig være!
Jeg er mættet!
Og det var så det –
jeg er færdig med at skælde ud.
Og for retfærdighedens skyld så vil jeg da gerne sige, at jeg ikke slår græsset på den store plæne, det er der en anden, der tager sig af…
