Browsing Category

Spiseklub

For hjerte og sjæl, Hjemme, Mad, Opskrifter, Spiseklub

SOMMERSPISEKLUBSMENU…

19/06/2012

Mandagsmiddagene lever i bedste velgående, men altså mere omkring mit spisebord end her på bloggen.

Jeg har forskellige smålapper liggende med indkøbslister og tilberedningsanvisninger, men om jeg nogensinde får det hele ført til kartoteks og lagt op på bloggen, det må tiden vise, den tid, som ret ofte kommer til at gå med andet end det, som jeg lige havde regnet med, men heldigvis oftest noget af det rare og hyggelige.

 

Men lidt om i aftes kan jeg skrive, for det var en lynhurtig og pærelet sommerservering, som nogle måske kunne bruge til Skt Hans?!

Kylling, nye kartofler, dansk sommer i salatskålen, relish og brød.

Bumbumbum så var det lavet og bumbumbum så var det sat til livs. Med velsmag og behag…

 

Mængden herunder er til 10 pers.

 

3 store gode kyllinger. Køb nogle, der har haft det godt, det sætter aftryk på smagen.

Krydderurter og citron til at fore kyllingerne med.

2 kilo nye små kartofler  –  danske selvfølgelig.

2 gode brød.

1 glas tomat relish

 

Til salat:

2 ps babyspinat

1/2 iceberg

1 bdt forårsløg

1 bdt radiser

1 agurk

2 håndfulde ærter

Lidt frisk grønne asparges

1 bakke jordbær

 

Dressing af olie, æbleeddike og hyldeblomstsaft.

 

Jeg stegte kyllingerne i ovnen, da jeg ikke har en grill, der er stor nok til at rumme sådan en omgang.

Satte dem på “trone” med citroner, persille, timian og hvidløgsfed inden i og lod dem stege ca 5 kvarter ved 220 gr.

 

Kartoflerne kogte jeg på helt almindelig vis, dækket med vand og godt med salt på og så lige en kvart citron og en stor dusk frisk løvstikke i.

 

Til salaten snittede jeg, hvad der snittes kunne, fint og blandede det med de spæde spinatblade og den plukkede iceberg og bredte det så ud på et stort fladt fad og toppede op med de lækreste søde danske jordbær.

En let dressing af rapsolie, æbleeddike og en skvis hyldeblomst blev dryppet over.

 

Enkel og velsmagende middag, der rummede alt det, som gør Danmark dejligst på denne årstid.

Og jeg kan kun endnu engang opfordre til, at man ind imellem inviterer til afslappet aftensmad på en hverdag. Ingen har forventninger om de store serveringer og da slet ikke til nyskuret hjem og boppet hår.

Helt nede på jorden og meget meget hjertevarmende.

Gør det…

For hjerte og sjæl, Spiseklub

STEAKSANDWICH I GODT SELSKAB…

20/02/2012

Vi har haft spiseklub i dag, Mad med mere for 4. gang.

Jeg er simpelthen så glad for, at jeg sprang ud i det og fik samlet en flok til hygge og mad og røverhistorier.

 

Mandag i lige uger er en festdag og jeg glæder mig bare sådan til vi sidder her og gumler og snakker, sipper vin og får vendt hverdagen og verden…

 

I dag spiste vi store steaksandwiches i godt brød.

Rødt oksekød, hummus, søde sprøde løg, babyspinat og skiver af avokado.

Halve bagte kartofler med en klat peberfrugtdressing på toppen som tilbehør.

 

Det smagte os.

GODT!!

 

I morgen aften vil jeg tage mig tiden til at lave lister og opskrifter for både i dag og forrige mandag, hvor den stod på ovnbagt laks.

Jeg skylder.

Hvis der da er nogen, der mangler.

Opskrifterne altså…

Gode sites, Lækkerier, Mad, Spiseklub

AT BAKKE OP…

05/02/2012

For det fleste betyder det “at bakke op” at man støtter nogen i noget, at man viser dem, at man tror på dem og vil hjælpe dem på vej.

Sådan tænker jeg oftest også om udtrykket.

 

Men der er for mig  –  og mange andre, der har danset på de professionelle køkkengulvet  –  betyder det at bakke op også at gøre sig klar. At få ordnet sine råvarer, at få forberedt og tilberedt det, som er nødvendigt at lave på forhånd, at få slebet sine knive og lagt dem i orden ved siden af sit spækbræt, at få gjort sig klar som i HELT klar, at få bakket op.

 

Jeg bakker op i dag!

Til morgendagens spiseklub  –  til 11 x citronsaltet ovnbagt laks med kålsalat og fuldkornspasta.

 

Inspirationen kommer herfra Årstidernes gode side, og det er inspiration, for jeg er allerede i gang med at lave om på både det hele og det halve, sådan må det være, når jeg er mig og køkkenet er en legeplads…

 

Vi bliver 11 i morgen og jeg landet først hjemme 1 times tid før skafning, så hvis der skal være tid til at få en kop kom-hjem-kaffe og lufte en hund, så er jeg nødt til at være skarp på opbakningen.

Så det er jeg!

Jeg skyller og vasker og snitter og hakker. Jeg piller og pudser og kværner og pakker.

Det hele ryger på køl og jeg har lagt en plan for i hvilken rækkefølge det skal hives ud derfra igen.

 

Om lidt er jeg klar til sofa og tv sammen med lillen, der jo faktisk er blevet stor, det er søndag, det er daseaften med Lykke og Glee, sådan skal det være og jeg sidder med glæde med, når Amanda sluger sine serier.

Jeg bakker op, både i forhold til det ene og det andet, og så glæder jeg mig da bare rigtigt meget til der igen i morgen er leben omkring bordet her…