Browsing Category

Strik

Bøger, Inspiration, Strik, Strikkeopskrifter

NYE STRIKKEFRISTELSER…

26/01/2013




Der er landet en fin lille ny booklet i min postkasse.
Sendt afsted i rasende fart fra Fox og Jane, der får ordrene ekspederet i et upbeat tempo, der gør enhver længselsfuld strikker blød og glad, tak for det.

Babystrik på pinde 3 hedder den og er fra Lene Holme Samsøe, der står bag en flok skønne strikkebøger. Jeg har i alle tilfælde let ved at forelske mig i hendes modeller, selv om mange af dem er meget mere feminine end det jeg selv går med, men smukke er de og især hendes arantrøjer elsker jeg.

Jer, der har læst med her igennem noget tid, husker sikkert mine udfordringer med Amanda, som var ved at tage livet af mig, det var ikke opskriftens skyld men nærmere mit manglende strikkefokus i den periode, skilsmissetrøjen fra helvede bliver den kaldt, men med kærlighed og smil om munden og den er ufattelig smuk.

Så da jeg nu så, at der var kommet en babybog fra den feminine strikkes hånd, da vidste jeg med det samme, at den skulle være en del af mit uldne bibliotek og nu ligger den her og frister noget så skrækkeligt.
Næsten så meget at jeg ikke kan ignorere det!

Men jeg forsøger, for jeg har en Hugo, der venter på, at jeg har tid og det har jeg i dag.
Så først de hjemmeavlede stribede riller og derefter i gang med babystrik…

Bogen er så smukt stylet, lækkert lækkert regi og blide dæmpede farver. Skønne unger og klædelige hverdagsanvendelige opskrifter.
What’s not to like? Jeg elsker det hele.

Især den lille cardigan med pletterne. Åh så fin den er!
Jeg har masser af babyer i kredsen omkring mig, masser af aftagere, så det er bare at slå sig løs.
Skønt!

På lageret er der kilometervis af garn, der passer til opskrifterne her i, nærmest endeløse kilometer og jeg ved, at der er masser af pinde nr 3 i den store rodede kasse, hvor jeg kaster mine pinde ned efter endt strikning. Jeg er komplet uorganiseret, når det kommer til pinde, men det er sådan det er og jeg lever så udemærket med det.

For der er pinde, der er garn og nu er der så også nye fristelser på tryk og så går det alt sammen, pinderoderi eller ej…

Jeg ved ikke om Lene Holme Samsøe har sin egen hjemmeside, jeg kan ikke finde den, måske jeg bare ikke har ledt grundigt nok, men hun har en FB-side og der er det jo muligt at hoppe ombord og blive opdateret på, hvad der rører sig i hendes strikkeverden.

Og der rører sig vel ting, for når man vælger at kalde noget “Hæfte 1”, så er der vel også planlagt efterfølgere eller??
Jeg smilede i alle tilfælde bredt, da jeg havde bladret igennem det smukke hæfte og vendte tilbage til forsiden med det lille et-tal på.

Men først Hugo.
Derefter Bella, Lillie, Viggo, Vigga og alle de andre.

Måske også Bella tæppet, som jeg faktisk har strikket flere af for nogle år tilbage.
Før det kom i bog og kom til at hedde Bella.
Dengang det bare en tørklædeopskrift, der gik maxi og fik lov at lune en masse skønne babyer.

Dengang hed det Woodland og var uden rillekant men jo tydeligt med Bella-blade.
Fint og sirligt og nu også i hæfte…

Garn, Gode sites, Strik, Strikkeopskrifter

FØRSTE UDGAVE…

13/01/2013



Den første lille Hugo er færdig.
Monteret und alles.

Og den er fin, er den.

MEN:
Ærmerne skal ha’ en anden facon.
Halsudskæringen mere åben.
Knaphulsstykket skal integreres i forstykket og ikke strikkes på bagefter.

ERGO:
Jeg starter forfra.
Jeg ER startet forfra og nyder, at der nu er noget mere konkret at tage udgangspunkt i end bare et par billeder fra en film, der flimrede hurtigt forbi…

Jeg er helt sikker på, at dette lille strikkeeksperiment ender med at blive rigtigt rigtigt godt, kombinationen af retriller og striber er en ren vinder og med raglan oveni, ja så er jeg bare helt på, 3 ting som jeg elsker og når materialet så er den evigt skønne Blackhill, ja så er det ingen sag at skulle strikke sig igennem 2-3 modeller mere, før den er helt som jeg drømmer om.

Jeg skal nok komme i mål, jeg er stædig som bare fa****, når det gælder, og det gør det!
Det går ikke at kaste en vinder i skammekrogen, det ville være synd for alle de fine riller, som en perfekt Hugo kunne inspirere til.

Så tak søndag, fordi du kommer med strikketid og mulighed for fordybelse i ind- og udtagninger.
Jeg er klar, bevæbnet til tænderne med kilometervis af garn og kilovis af tålmodighed.

Sæt i gang…

Strik

SØNDAGSSTRIK OG WEEKENDFRYD…

06/01/2013


Lige om lidt er søndagen brugt og weekendens sidste gøremål bliver den evig husmor-runde inden sengetid.
Den hvor puderne i sofaen rystes og klappes, hvor tæpperne foldes og der sættes nye lys i stagerne.
Hvor aviser, blade og bøger lægges på plads og stolene skubbes ind under bordet og de sidste spor af dagens aktiviteter slettes.

Strikketøjet lægges i stofposer, der kattesikres, så Otto ikke fornøjer sig med det i løbet af natten og de sidste efterladenskaber af pigernes lægges ud på trappen.
Kopper vaskes af og der tænkes tanker om morgendagens beklædning og gøremål.

Hos os hedder det husmor-runden og jeg ta’r den med lige stor fornøjelse hver dag, jeg lukker stuerne ned og tænker dagen igennem.
Og elsker at vide, at jeg står op til “glattede” rum næste morgen.

I dag kan jeg tænke tanker om en dejlig dejlig weekend med masser af samvær med gode mennesker, med tid til grin i flok og tid til stille væren i egne gemakker, med tid til luft i håret og tid til at få skrevet og ordnet post, indbetalingskort, bestillinger og få tjekket op på aftaler.

En weekend med gode måltider sammen med mine piger og også en enkelt håndholdt burger på en jysk motorvejsmågerestaurant.
Lidt af hvert og meget af det gode…

Søndagen har budt på rillestrik, masser af riller, på krop og ærmer og bærestykke. Der er strikket og der er trævlet op, for jeg er ude i et eksperiment og med den slags går det sjældent uden lidt justeringer og “baglæns-strik”.
Jeg strikker på en Hugo, en lille børnetrøje stærkt inspireret af én båret af hovedpersonen i Martin Scorseses smukke film om forældreløse Hugo, der bor på Gare du Nord i Paris.

Der er fantastisk regi i den film, skønne afdæmpede farver og en stor detaljerigdom og så er der noget ganske særligt over det “stille” tøj, som hovedpersonerne bære.
Jeg blev meget optaget af den enkle rillestrikkede trøje med knapper langs skuldersømmen og jeg vidste, at jeg blev nødt til at forsøge mig.

Så det er jeg i gang med nu. At forsøge.
I dobbelt Blackhill på p.4. Ingen opskrift men strik-på-fornemmelsen. I størrelse 4-6 mdr agtigt.

Jeg har en god fornemmelse med det lille stykke strik, tænker at det er en model, der skal brygges og bygges på, så alle os, der er vilde med det bløde højlandsgarn kan iføre vores poder i mange størrelse og også os selv i en stribet Hugo.

Min fornemmelse er så god, at der allerede er fundet garn frem til projekt nummer to, hvor jeg vil være endnu mere skarp på at tælle og måle, så det bliver muligt at dele på et tidspunkt.

Projekt to i farver, der læner sig meget op ad filmens trøje, men med havregrød i stedet for camel, det holder jeg mere af.

Jeg holder af havregrød og jeg holder af weekend, især en weekend som denne, hvor den ene gode oplevelse har afløst den anden.
Jeg holder af og jeg bliver brugt.

Men ryster den sidste energi sammen og tager husmor-runden.
NU –
for Hugo kan også strikkes i morgen.

Med mere lys og friskere tænke-hjerne…