Jeg glæder mig til at kaste en grøn cardigan på pindene.
Jeg glæder mig også til at kaste en grøn cardigan om skuldrene, når den er strikket.
Jeg skal bare lige finde ud af, hvilken én det så er jeg skal strikke?! Det er da ikke lige sådan at bestemme, for der er så mange skønne at finde på nettet og i de mange opskrifter, som jeg har her i bøger og mapper.
Den grønne skal være enkel, det skal være farven der fylder og ikke mønster, den skal være behagelig men ikke for slasket. Hellere figurstrikket end telt-agtig. Eller måske ikke?!
Måske en poncho i stedet for en cardi?! Så mange muligheder og så lidt beslutningsdygtighed.
Måske skulle jeg spørge publikum? Eller ringe til en ven?
Eller måske satse på en 50/50? Wisdom eller Minimalist? Eller en helt anden?
Forslag modtages gerne…
Mens jeg venter på at det åbenlyse åbenbares for mig, så strikker jeg i lyngfarvet angora, som Kenneth lagde i min taske, sidst vi var i Gug. Søde Kenneth, der ved hvad der er godt for strikkende damer – ja sikkert også for damer, der ikke strikker.
Det blødeste bløde angora i en dæmpet farve, ikke nær så skrap som på billedet her, blød så selv den mest uldforskrækkede vil kunne bære det mod sin hud.
Så det skal hun komme til, hende Amanda, der helst bare nøjes med hjemmestrikket til fødderne.
Jeg strikker en Dovetail Cowl, smukt struktur-strik, der dog forsvinder lidt i den mørke farve, men jeg ved at det er der og tænker også, at det vil blive at se, når den er strikket færdig og når et mere venligt dagslys falder på den.
Det bliver den store udgave, denne her, så den kan komme to gange rundt om den lille hals og ligger der puffet og lækker og bare varme og varme uden stik og kras.
Og ender den med ikke at blive brugt af den ene, så kender jeg helt sikkert en anden, der gerne bærer både farven og angora’en…
