Strik

Ikke alt i livet er lige let!

Og sgi da slet ikke det at få idéer og uld tryllet om til brugbar beklædning!!

Jeg er pænt udfordret her med min origami-cardigan og strikkepinde, siger jeg jer bare!

Pænt udfordret!!

Men ikke opgivende  –

endnu…

Hvordan laver man pæn aflukningskant langs lommen, så der ikke skal “efterbehandles”?

Hvorfor husker man ikke at vende mønsterpindene med vrangen ud, når nu lommen skal foldes tilbage over det glatstrikkede?

Hvor længe har man tålmodighed til at strikke tilbage og tilbage og tilbage?

Og hvem er man andre end mig?

Og vil jeg overhovedet gå i lyseblåt eller var det bare lige noget jeg tænkte, fordi jeg ikke faktisk ikke kunne tænke overhovedet??

Det er vist godt, at der er timer nok at tage af og trøjer nok at trække i, for det bliver ikke i denne weekend eller denne måned, at jeg kan svøbe mig i nye hjemmestrikket cardi med sjalskrave og bindebånd.

Men jeg er et stædigt asen og giver ikke op og lige pludselig – ja så finder jeg de små ting, der må til, før arbejdet sidder lige i skabet og pindene kan flintre der ud af…

Jeg drømmer om en lun forårscardigan.

Med lommer, sjalskrave og bindebælte.

Med indlagt rumpevarme og hygge.

Målen er taget, modellen er foldet i papir og strikkeprøverne er klaret, ja sådan set er jeg for længst i gang med at strikke, men jeg strikker lige så meget baglæns som forlæns.

For ikke alt vokser på pindene i den takt og form, som man drømmer om.

Men pyt  –

der er tid endnu, foråret kommer, men ikke lige i morgen…

Jeg har bladret i mønsterbøger for at finde lige den slags strukturstrik, som passer til projektet, perle frister selvfølgelig, men noget nyt og friskt ville måske øge tilfredsheden og jeg tror, at jeg er i mål med ét, der har rækker af små toppe over bakkedale.

Det ser fint ud og er formfast nok til at holde en lang krave på plads og sørge for, at bæltet ikke vokser sig kilometerlangt.

Garn er  –  surpriseeeee –  et tynd uldgarn med lang løbelængde, som jeg har plukket direkte fra Kenneths hylde oppe i Gug, hvor spole efter spole står skulder ved skulder og bare frister et stakkels fiberafhængigt menneske over evne.

Måske er jeg nødt til at køre tilbage dertil og sætte mig i sofaen i butikken for at finde mit strikkefremadmodus?

Måske trænger jeg bare til, at arbejdsugen slutter, så jeg kan holde maskefokus?

Måske kommer en strikkefe forbi i nat og drysser lidt samarbejdsviljestøv på de fine forårslyse nøgler?

Jeg vil jo gerne ha’ den lune trøje  –

NU!

Måske kan jeg lige nå nogle centimer, før natten falder på…