Browsing Category

Strik

Strik

LODRET OG VANDRET…

27/10/2010

Det skrider hastigt fremad med lille Viggo.

Det er et hyggeligt og meget ukompliceret strikketøj og den ene stribe tager bare den anden.

Et passende strikketøj til de få minutters strikketid, der er for mig i disse dage, det er bare at samle det op og så ret ret ret derud a’!

Jeg er helt sikker på, at der kommer mange flere Viggo’er fra mine pinde, når vi engang er færdige med at klippe-klistre-lime-flette-strikke-sy til decembersalget…

Jeg har altid elsket retriller og her hvor de både går lodret og vandret, ja der er der dobbelt glæde.

Sanne har begået en genial lille model, synes jeg, og det bløde bløde Yndlingsgarn er en fornøjelse at strikke med, jeg kunne let fristes til et købe et lille lager, så der var fri adgang til det, når der opstod lyst til uldne men ikke stikkende småtteri-strikkerier.

Måske skulle jeg lige et hurtigt lille smut forbi Rasmilla

For hjerte og sjæl, Strik

HUMLEBRUMLEBI ELLER STAFFEFANGE…

20/10/2010

Jeg har sneget mig til at strikke nogle få pinde på Viggo og hvor jeg da bare synes, at det tegner godt.

De gul-grå striber er så kække, og selv om den mørkeste grå ikke er ret meget kontrast den lidt lysere, så ser det alligevel godt ud med mørkt forneden på ærmet.

Om lidt vil jeg snuppe et par striber mere, i fred og ro og uden at gå i skjul, men jeg har lige et projekt i gang sammen med Amanda…

Opgradering af værelset – væk med Lego og andet leg, nu går den ikke længere, synes hun, den 14-årige, kun de store kasser med Lego Technic får lov at blive, resten må på loftet.

Og hun har Lego, kan jeg godt afsløre, oceaner af klodser, titusindevis, samlet af både Sophie, Laura og hende selv, 24 års Legoønsker til jul og fødselsdag, det fylder altså pænt meget.

Det er noget af et projekt at sortere og pakke ned –

måske har jeg i virkeligheden fortrudt at vi gik i gang i dag.

Jeg ville hellere viggo’e…

Garn, Gode sites, Strik

VAKSE VIGGO…

19/10/2010

Der er kommet en lille pakke i dag.

Med uldent fyld, som jeg glæder mig rigtigt meget til at sætte pindene i.

Jeg skal strikke en Viggo i Rasmilla’s Yndlingsgarn i uld og bomuld, i min yndlings sennep og så et par smukke grå nuancer.

Garnet har jeg mærket på en enkelt gang før, det var herligt blødt og smidigt, jeg er sikker på, at jeg bliver vild med at ha’ det i hænderne…

Sanne har været så sød at lægge to stykker slik i kassen, heldigt for pigerne, at der lige var én til hver, jeg holder mig til det uldne slik og så en enkelt småkage, selvom det er tirsdag.

Tak for hurtig ekspedition, Sanne, for dejligt garn og endnu en skøn opskrift, jeg har lige siddet og hygget mig med at læse den igennem, det kan kun gå for langsomt med at få gang i Viggo, jeg skal bare lige ordne 25 juletræer først.

Men bagefter –

SÅ…