Strik

Jeg har kastet mig ud i opskrift-skrivning til Folklore, og stille vokser der vist noget brugbart frem på papiret.

Men helt ærligt – så er det da ikke uden præstationsangst og urolig mave at jeg bevæger mig ud i det, for én ting er at tyde opskriften selv, noget helt andet er at andre også skal kunne bruge det.

Det ville bare være utur, hvis der er huller og for mange indviklede beskrivelser og dem, der forsøger sig med opskriften, ender op med noget, der ligner en katastrofe.

Harakiri, siger jeg så…

Sidst jeg strikkede med mange farver lærte jeg, at når symaskinen skal fræse før en opklipning, ja så behøver man ikke at døje med at hæfte alle de strittende ender, de skal nok blive hvor de er, når først der er stukket en masse strikkesting.

Så jeg lod ender være ender og afleverede trøjen til en tur igennem maskineriet hos svigermor og lod tarveligt nok hende at være den, der førte saksen…

Alle enderne blev hvor de skulle,  men selv efter nænsom trimning så de nu lidt sjuskede ud, som de sad der på bagsiden og gjorde sig til og der måtte findes en løsning, for jeg kunne mærke, at der ikke blev ro inden i, hvis jeg promenerede med grim bagside.

Forkanterne på min Folklore er rillestrik, der er sluttet af med nogle pinde glatstrik, som laver en fin lille rullekant ind mod knapper og knaphuller, og bag på rillerne samlede jeg så en masse masker op, som blev strikket glat og brugt som skjul for de kulørte små pigge.

Det virker, de er væk og faktisk er den indvendige pigge-skjuler med til at give kanterne en mere fast struktur og det er udemærket i dette bløde stykke strik…