Browsing Category

Strik

12 Projekter, Strik

TAK-TAK-TAKKELAK…

26/02/2009

Takker og riller…

Det lakker mod enden med mit halve kongerige, mangler kun omkring 40 takker og så er jeg klar til at svøbe halsen i blød alpaca.

Spændingen i dette stykke strik er det så som så med, jeg vil faktisk kalde det temmelig ensformigt, og jeg er så glad for, at jeg kun har gang i en halv udgave af svøbet, jeg ville aldrig komme i mål med 4 siders takker og bølger.

Hatten af for dem, der har strikket mange, er det ikke noget med, at du har strikket 10, Sanne?!

10 stk, gisp, jeg ville dø.

Jeg nøjes med et halvt kongerige, prinsen har jeg også, så nu mangler jeg bare at leve lykkeligt til mine dages ende, men der er forhåbentligt længe til…

Strik

DET HALVE KONGERIGE…

15/02/2009

Det halve kongerige…

På forsiden af denne uges Alt for Damerne har Frk. Rudolph en blød og fluffy halsklud på, jeg spottede den selvfølgelig på mange meter afstand, for er der noget jeg elsker, så er det blødt til halsen.

Så i går blev opskriften på Prinsesvøbet støvet op, halskluden er sådan et svøb kappet halvt over, på lageret var der alpaca i en lækker “øko”-brun farve, rester fra Noahs barnevognstæppe, og efter en del timers retrillestrik i aftes er jeg nu halvvejs igennem inderborten på den ene side.

Hyggeligt lækkeristrik på sådan en doven søndag eftermiddag med te og småkager som tilbehør…

Strik

UDEN BALLONER…

15/02/2009

Louises longcardi…

Louises longcardi…

Lige om et par hundrede madrassting så er min cardigan færdig, og resultater er jeg ovenud tilfreds med, super pasform, enkel men med gode detaljer, blød og lækker, forårsagtig, og så uden ballon på ærmerne, lige som jeg drømte om.

Britta Wilfert har lavet et tillæg til den oprindelige opskrift, så man nu kan få et smallere ærme, end der er på førsteudgaven, det kan man få ved at maile til hende; men jeg måtte ha’ ærmerne smallere endnu, og jeg har fået dem til at passe i både form og ribmønster, så der er ikke mere at gruble over nu, ærmerne er i hus…

Jeg glæder mig rigtigt meget til vejret bliver mildere og Louises Longcardi kan blive luftet i haven, indtil da må den bruges som indejakke, selvom jeg nu frygter lidt for temperaturen inde i den, måske skal jeg nøjes med undertøj under?!

Her er strikket et hit, det mærker jeg tydeligt, og jeg kan sagtens forestille mig at strikke én mere over samme opskrift, men måske med perlestrik i stedet for retriller, og måske endda lidt længere, i gråbrun eller blæksort, i noget dobbelt shetland eller måske noget tykt bomuld.

Måske, for der er jo også så meget andet, der ville være herligt at ha’ på pindene…