Strik

Der strikkes lidt, men godt, på sjalet hver eneste dag, jeg nyder alle de smukke farver, og at strikke med det skønne garn er ren fornøjelse.

Efter Christels forklaring om fremstillingen af de spraglede nøgler, ja så er der ikke længere nogen ko på isen, alt er smil og ulden kærlighed og lige pludselig en dag, ja så har jeg strikket et stort smukt sjal.

Og det endda uden hundredevis af små ender at hæfte, de klares nemlig undervejs…

Jeg har skrevet lidt om det tidligere, og der var enkelte, der spurgte til hvordan det der splejseri gik for sig, og andre har sendt en mail med samme spørgsmål, så her kommer lige en hurtig lille forklaring:

Når jeg har 5-7 cm. tilbage af den farve, jeg er i gang med at strikke af, så splitter jeg den, så de to tråde stritter lidt i hver sin retning, og det samme gør jeg med de første 5-7 cm. af den nye farve.

Begge ender dyppes ned i en lille skål med lunkent sæbespånevand, og lægges så lidt ind over hinanden oppe i min håndflade, og så rulles og nuldres der indtil det føles fast og stærkt og ligner ét stykke lidt spraglet garn.

Og så strikkes der videre med det let fugtige garn, ingen problemer i det og det holder, jeg har lavet en prøve!

I princippet kunne man undvære sæbevandet og så gi’ det et dryp mundvand i stedet, men det springer jeg altså over, godt nok har jeg store næver, men jeg nægter altså at sidde og spytte i dem…

Så nu er det legende let, tennisboldstore nøgler med afslappet afmålte lettere tilfældige farveforløb og så en let splejsning af alle enderne, pind 3.5 og et let memoreret mønster, jeg elsker mit strikketøj!

Og skålen, ja den er en splejs på en anden måde…

Christel Seyfart har lagt en kommentar på bloggen, som jeg vil lægge i dette indlæg, for der står kloge ord i den, ord der kan lette alle os, der slider i det med at gøre klar til sjalsstrikkeri.

Vi behøver ikke at slide mere, skriver hun, det hele kan gøres på en let og enkel måde…

Kære Anne.
Jeg kan ikke lade være med at kommentere på måden, du ruller garnerne op på. Du gør det meget mere besværligt, end det er!
Rul et nøgle på størrelse med en tennisbold op ad gangen af begge farvegrupper. Du skal ikke sidde og måle, om der er 2 m af hver farve. Du ruller blot op i tilfældige længder – det må meget gerne være mere end 2 m, helt op til 8 m er ok. Farverne skal rulles op, så de følger hinanden i farvetoner, men hop frem og tilbage i farverne, således, at farverne ikke følger hinanden på nøjagtig samme måde gennem hele arbejdet. At rulle et nøgle op på størrelse med en tennisbold tager blot 10 min! God fornøjelse – og ring endelig til mig, hvis der er spørgsmål. Bedste hilsener Christel Seyfarth

Så meget for alle mine sirligt afmålte og oprullede dunter, når det nu nærmest kan gøres som i Fakta, blot 10 minutter.

Ja ja da, måske ville jeg bare gerne ha’ haft det hele til at vare og blive lidt længere – as if!!

Nu skal der rulles tennisbolde, i timinutters størrelse, og så skal der dæleme strikkes sjal uden tårer og utålmodighed…

Tusind tak, Christel, for dit gode råd, jeg har straks taget det til mig, og det er jeg sikker på, at andre også vil gøre, vi er mange, der elsker dine store smukke sjaler, og måske er det nu knap så uoverskueligt at komme i gang.

Måske skulle jeg sætte mig som mål at være færdigt med sjalet, inden vi drager til Fanø i september…

Det er med tunge lige i munden, at de første centimeter af Mongolia strikkes, jeg er ikke tilgængelig for små ligegyldige kommentarer fra mand og børn, jeg må ha’ absolut stilhed.

Jeg sidder med skuldrene oppe om ørerne og er dybt koncentreret omkring strikkeriet, ikke så meget på grund af mønsteret, for det er hurtigt memoreret, men altså arbejdet med at få det til at se fint og flot ud på bagsiden, det kræver stuur stuur concentratione!

Der er heller ikke så mange masker på pinden, så jeg magic loop’er, og wiren på en Addi Lace, den er lige lidt levende, så det bugter og vrider sig, og jeg sukker og slider…

Men men men, jeg har jo set det smukke sjal strikket op, og jeg ved, at jeg kan stampe uanede mængder af tålmodighed op, når det virkelig gælder, så jeg fortsætter ufortrødent med tungen lige i munden og et billede af Anne i sjal på nethinden.

Hun sidder vist på terrassen en sommeraften, for før bliver det vist ikke færdigt…

De mange hundrede endehæftninger har jeg sørget for ikke at skulle igennem, jeg strikker med en lille skål sæbevand ved siden af mig, og splejser sammen efterhånden, det fungerer perfekt, og jeg er begyndt at vinde et par nye nøgler på, hvor jeg gør det samme, så når jeg skal strikke med dem, så bliver det bare så let som at klø sig bagi!

Børn og mand sendes af huset om lidt, hund og katte pacificeres med tyggeben og tørret fisk, en mega chai brygges og så skal jeg strikke – mindst 2 centimeter.

Jeg er nødt til at se lidt mere, for denne her sølle lille trekant, den ser ud af det rene ingenting, nærmest lidt mudret, men jeg ved heldigvis at der venter smukt forude…