Jeg pønsede på at regne en babyvest om til størrelse stor, det behøver jeg ikke at bruge energi på alligevel, nogen har gjort det for mig!
Bogen er lige landet her for 5 minutter siden, afsendt fra forlaget frisk fra trykkeriet, og jeg har nærmest ikke nået at kigge den igennem, men jeg fornemmer, at der er basis for både børne- og voksenvenderier…
Der var ingen vej udenom, Amalia måtte på pindene med det vuns, det var et uopsætteligt behov, der måtte action til, før strikkehjernen fik ro.
Men hvad skulle den strikkes i, den ene eller den anden slags uld, enkelt eller dobbelt tråd, skrap eller afdæmpet i farven?
Så mange valg, så mange muligheder…
Jeg havde overvejet at strikke Amalia i merino fra Drops, den ramte strikkefastheden og ville også ha’ understøttet det enkle ribmønster smukt, det er så lækkert blødt, men på en eller anden måde så er det garn altså lidt “dødt” i sit udtryk, så det blev droppet.
Birthe foreslog Jo Sharp Silkroad Tweed DK, og for pokker da, hvor ville det også være smukt, lækkert, luksuriøst dejligt, men også temmelig pebret i denne søde decembertid, hvor hundredekronesedlerne flyver af pungen i lynets hast…
Så det er endt med en dæmpet lys naturbrun helulden udgave, én tråd Tvinni og én tråd Spinni strikket sammen, strikkefastheden passer perfekt og jeg kan mærke, at det er en vinder, jeg her har slået op til.
Om lidt er jeg igennem de nedeste retriller, klar til at få gang i bullen i glat og “twisted rib”, gad vide om jeg mon har styr på at strikke drejet vrang uden at skulle vride håndledet af led…
Et superhurtigt lille stykke strik til at lune halsen med og så en hjemmenørklet broche til at smykke med.
Måske er det for meget sammen, alle striberne og så blomstens krummelurer, men lige nu kan det godt få lov at ligge der og se lidt fint ud sammen.
Jeg plejer ikke at gi’ hjemmestrikkede gaver, i år skal det være anderledes, så vid dig ikke for sikker…
Halsvifterne er strikket med stor inspiration herfra Tineke, og jeg synes da egentlig at mønsteret klæder Norogarnet ret godt.
Bare 75 gram af den bløde Silk Garden Lite er der brugt, jeg tror, at jeg har til mange i skufferne, så vid dig ikke for sikker…
Brochen ligner næsten zink, men det er altså bare sort Fimo, der kom til at se sådan ud af en omgang kogning i gryde, underligt?! Jeg må hellere prøve at lave en mere, og så bage den i ovn som vanligt og så se om den bliver sortsort.