I går sidst på eftermiddagen hæftede jeg den sidste ende på min Kashmir.
Alt er klaret og den er klar til at varme mig på kolde vinterdage og sikkert også på en blæsende junidag.
Jeg er helt og aldeles solgt til denne store bløde vams.
SÅ tilfreds med mit farvevalg og rigtig glad for de smalle smalle ærmer, der holder det store og halvtunge stykke strik på plads.
Den bliver – eller er vel allerede – en yndlings.
646 gram vejer den, 2 tråde Blachill m.m. og og 1 tråd Silk Mohair, blødt blødt og mere blødt.
Hvordan fordelingen af garner er kan jeg ikke sige på grammet, for der er blevet ødelagt lidt af kattene og strikket videre af et nøgle, som allerede havde været lidt i brug, men der er i omegnen af 500 g uld af den vanlige slags og 150 (max) af mohairen…
Opskriften i sig selv har jeg det sådan la la med.
Idéen er vidunderlig og det samme er farvevalget på de 2 forskellige modeller, som jeg har set i HI farvevalg, men selve nedskrivningen af opskriften har både vakt en del store smil og også lidt hovedbrud. Den er ikke skarp men en typisk Isager og det har da også sin charme.
Jeg er glad for, at jeg er så øvet en strikker, for jeg tænker, at man godt kunne komme i problemer, hvis man er ret nyt og har sværere ved at “regne den ud”.
Jeg har stort set fulgt opskriften, kun et par mindre jeg-bestemmer-selv er det blevet til, dem kan du se mere om nede i faktaboksen…
Der er retriller på pindene til en lysere og mere sommerlig udgave, lyse toner af orange, grøn og natur, det tegner allerede godt og denne gang vil der ikke gå en måned fra start til slut, for alt gemmes væk i kattesikret taske, når jeg lægger det fra mig.
Og Huxi – han har bare at holde krokodillekæberne og de klappende tænder for sig selv, ellers bliver han transformeret til en skindvest, som jeg kan lune mig i. Eller noget!
Jeg er normalt ikke den strikker, der laver 2 af den samme model, det keder mig og der er så meget smukt at strikke, men denne her, den må jeg ha’ i både mørk og lys, sådan er det.
Så altså –
flueben ved den mørke.
På vej med den lyse…
FAKTABOKS
Mønster:
Kashmir af Helga Isager fra bogen The Map Collection
Garn:
646 gram blandet godt fra hylderne. Se mere href=”http://www.hverkenfuglellerfisk.dk/2013/12/kashmir-farver/” target=”_blank”>her.
Pinde:
Addi Turbo 5.5 mm
Egne krumspring:
Ikke så mange. Men jeg har, som flere andre, strikket en I-Cord direkte på trøjen. Liselotte har lavet en fin beskrivelse af, hvordan hun gør, jeg gør det en smule anderledes, men anbefaler jer, der ikke ved hvordan, at bruge hendes anvisninger. Kald mig bare søndagsdoven.
Jeg har også strikket en I-Cord langs ærmegabene, det giver lidt stabilitet i de meget levende retriller og jeg synes også, at det laver en fin overgang, der hvor rillerne går både den ene og den anden vej.
Der er flere, der har spurgt hvordan man ved, hvornår man skal vende på ryg og forstykker, når man har delt oppe ved ærmegabene. Det er ikke noteret i opskriften, men på ryggen har jeg med sådan omk 11-12 og på forstykkerne 6-7 masker. Det er ikke væsentligt om der er 1-2 masker mere eller mindre, dog er det vigtigt, at man samlet ender med samme antal riller på ryg og forstykker, da jakken jo ellers vil blive skæv.
Giver det mening eller er det lige så utydeligt, som det er i opskriften? Ikke inde i mit hoved, men der kan i andre selvfølgelig ikke kigge ind.