I søndags var jeg på en lille stille juletur til Aarhus.
I godt selskab af den slags, som også sætter pris på uld og pinde, og det var derfor ikke svært at blive enige om, at Tøndering var første stop efter morgenmad på Emmery’s.
Jeg skulle se nærmere på Helga Isagers nyeste bog The Map Collection og også prøve de 2-3 modeller, som jeg tænkte var potentielle kunder på mine pinde her. Jeg er vild med hendes moderne enkle modeller.
Men det blev bare til én prøvning, for efter at jeg havde puttet mig en den fineste mørke udgave af jakken Kashmir, så glemte jeg alt om de andre modeller og gik straks i farve-mode inde i hovedet.
I bogen er modellen strikket op i lyse farve, i butikken var den strikket op i mørkere brune og lilla og i mit hovede begyndte tankerne straks at kredse om noget med blåt og gråt…
Hæftet blev købt, men garn havde jeg ikke behov for, jeg vidste at der var til mindste én Kashmir på lager, mindst.
Desuden ville jeg også vride mig over at skulle betale 1500.- for det originale garn, især fordi jeg ikke er svært imponeret over holdbarheden af de nyere Isager garner. Smukke er de, meget endda, i de bløde støvede farver men jeg betaler ikke det blege for så efter få måneder at ha’ et stykke strik med masser af fnuller og slid.
Nærig? Ikke det der ligner! Tvært imod faktisk.
Men hvis jeg skal bruge mange timer på at strikke, så vil jeg også kunne bruge mange timer på at bære og jeg ved af bitter erfaring, at det der ikke holder det nystrikkede look, det bliver liggende på hylden.
SÅ derfor…
Hjemme på eget lager er der rigeligt. Masser af garner fra Garnudsalg, som efterhånden er det eneste sted, jeg handler, kun i akutte nødsituationer, som f.eks. “Strik en nissehue til sød pige lige nu”, køber jeg garn i byens butikker.
For i Gug har de alt, hvad mit strikkehjerte kan begære og det endda i så rigelige mængder, de har gode gode garner i smukke smukke farver og hvad andet behøver jeg? Intet! Og da slet ikke når prisen er mere end rimelig.
Mine valg til Kashmir blev de blå og grå garner, som jeg allerede så for mig i Aarhus.
De lå her hjemme i skuffen.
Blackhill højlandsuld i farven Bly (tror jeg da) og sammen med den en Blackhill Kid Mohair Silk i matchende farve, som jeg ikke lige nu kan finde på siden.
De to følges hele vejen igennem arbejdet og sammen med dem strikkes på skift kiler og almindelige retriller i egnede farver i forskellige kvaliteter.
Jeg lavede strikkeprøve på p. 5.5 og den passede perfekt, jeg ved, et jeg har tendens til at strikke en anelse løsere, når det er ene ret…
Jeg har valgt at strikke en mørk jakke, kiggede på de i bogen foreslåede farver og skrev så lys og mørk ud for de forskellige og vendte dem så på hovedet, så de lyse blev mørke og de mørke blev lyse.
Det er nødvendigt for mig med et hoved, der er en smule “overarbejdet”, at ha’ styr på forløbet af farverne, sådan plejer det ikke at være, men jeg ønsker det bedste resultat og er derfor gået mere systematisk til værks end ellers.
Striber og vilkårlige farvesammensætninger kan være smukt, men det kan også blive rodet, hvis det ikke styres bare en smule.
Det kan man jo tænkte, at jeg allerede har gjort, da jeg plukkede garnerne, og det er også rigtigt, men jeg må styre efter noget, for hovedet er træt og stadig påvirket af juni måneds kæmpe gok.
Men det er okay, måske bliver jeg mere fri, når jeg får mig arbejdet et stykke op igennem arbejdet.
Opskriften er lige til at gå til, jeg har læst den igennem og tænker ikke, at der er noget, som ikke giver mening, så det er bare afsted ud over stepperne med ret ret ret ret.
Det eneste, der kan udfordre en smule, er at der hele tiden strikkes med tre tråde og det kan ske, at den ene ikke kommer med igennem løkken.
Jeg strikker præcis som opskriften siger, for efter at ha’ prøvet modellen i Aarhus, ja så ved jeg, at den ender fint og flot, hvis jeg bare gør, som nogen har bestemt, og det er fint for mig.
Og ferien kom jo bare helt perfekt til sådan et projekt, for rillerne og farveskiftene kalder “Lige én mere, lige én mere”…
