Browsing Category

Strikkeopskrifter

Faktaboks, Garn, Strik, Strikkeopskrifter

KORRIGAN…

26/04/2011

Påskedagene har budt på nogle køreture igennem landet, nogle med mig selv bag rattet, andre med mig som passager og dermed med strikkemulighed.

Det synes jeg ret godt om, det med strikkemuligheden, faktisk er det en manglevare, når jeg selv må være styrmand, tiden går både hurtigere og bedre, når jeg får lov at være passager.

 

I alle tilfælde hvis der er et hyggeligt stykke strik med i tasken!

 

Og det har der været, en lille cardigan til Sia, der må være ved at mangle (som om), en lun lille ting med sirlige snoninger, der kan holde yndigheden varm på de lidt mindre  forårsagtige dage…

 

Jeg har strikket hende en Korrigan, en cardigan med snoninger til alfebørn, og jeg er da ret forelsket i den lille model, det bliver helt sikkert ikke den sidste, jeg strikker, heller ikke selv om det var en anelse langtrukket at komme igennem bærestykket med alle snoningerne.

 

Garnet jeg har brugt er igen fra skuffen, jeg havde vældigt meget lyst til at købe et par bundter lækkert Madeline Tosh eller andet i samme garngade, men fornuften vandt og det blev lagergarn. Og ikke et særligt charmerende af slagsen, bare ligeudaflandevejensokkegarn, men resultatet er faktisk ganske udemærket.

 

Mon ikke Sia blive alfeagtig og lun, når hun bliver klædt i de grå snoninger?

Det satser jeg på…

 

FAKTABOKS

Mønster Korrigan af Solenn Couix-Loarer (Ravelry-link) str 6 mdr

 

Garn 90 gram Regia strømpegarn, 4 trådet i uld med lidt poly som forstærkning.

 

Pinde Addi Turbo 3 mm

 

Egne krumspring Ingen planlagte, for den lille Korrigan er skøn som den er, men jeg har ligesom undladt/glemt knaphuller – hovsa da – så det må monteres store trykknapper i stedet. De kan få lidt fræk tråd at sidde fast med og så går det nok det hele.

 

Og så er det vist i gang med det sidste ærme på min egen jakke.

Når jeg altså lige har fået mine certificeringsdvd’er analyset og sendt afsted.

Men det er en helt anden historie helt uden strik…

Faktaboks, Garn, Strik, Strikkeopskrifter

CHERRY BLOSSOM…

19/04/2011

Foråret er lidt længere fremme i York end her og Amanda tog dejlige fotos af lyserøde trækroneblomsterskyer, da hun var der i sidste uge.

Smukke er de.

 

Mit bidrag til det kirsebærblomstrende er en lille Gro hue til baby Isla, der blev født i Skotland, mens mine piger befandt sig nogle hundrede kilometer syd for Miss Pye’s farm.

Miss Pye er rejst hjem til Skotlands skønne landskaber, hjem til sin kæreste, hjem for at føde sit første barn, vi savner hende – og Paddy – her hos os.

 

Uldne barselsgaver er klar til afsending, jakke og hue, der kan holde Isla lun i de skotske bakkers barske blæst.

 

FAKTABOKS

Mønster Gro’s spidshue

 

Garn 30 g af Cherry Tree Hill’s Cherry Blossom

 

Pinde Addi Turbo 2.5 og 3 mm

 

Egne krumspring Ingen overhovedet. Gro’s opskrift er helt perfekt til sådanne små huer.

 

Og så må jeg endnu engang bare konstatere, at denne her slags garn bare slet ikke er mig, jeg synes, at det er for “uorganiseret” og at farveklatterne roder mere end jeg bryder mig om.

Hvorfor er det så, at jeg alligevel fristes ind imellem?

Blødheden måske?!

For den har nu høj lækkerhedsfaktor – farveklatter eller ej…

Strik, Strikkeopskrifter

RILLER, RILLER, RILLER…

06/04/2011

Det går op og ned, riller med vrangen ud og riller med retten ud.

Rille efter rille efter rille.

 

Det er dejligt strikketøj at sidde med, ikke så meget tankevirksomhed, bare maske efter maske, frem og tilbage.

Nå ja – der er jo lige udregningerne og udtagningerne, men ellers så er det bare…

 

Min tro – på at en skøn forårsjakke er ved at tage form her mellem mine hænder – vokser i takt med rillernes fremkomst, jeg er meget optimistisk.

Lige om lidt skal der deles til ærmer og krop og så skal der også tages stilling til hvor lidt eller hvor meget, der skal taljeres, og også om der skal være et bredt stykke rillestrik lige rundt om taljen!?

 

Jeg skal ud i verden og ordne lidt af den, men bagefter vil jeg skynde mig tilbage, så der kan rilles videre…