Browsing Category

Strikkeopskrifter

Strik, Strikkeopskrifter

ULDTOPPE…

30/09/2010

Bagsiden af mit strikketøj ligner små bjergformationer, et ret fascinerende skue, synes jeg, gråt og fimret og toppet.

På den anden side ligner det indtil videre ikke noget særligt, men jeg er sikker på, at det efter en opskylning og et fast pres vil blive rigtigt skønt.

Jeg strikker Jared Floods Wool Leaves til en barselsgave, som Laura har bestilt hos mig, og da den lille baby kom før, end jeg lige havde fattet, ja så er jeg under pres, skal vist allerhelst være færdig nu –

som i lige nu!

Men jeg mangler nok også kun 30-40 cm…

Jeg har valgt at strikke det en anelse mindre bulky, end originalen, der er strikket i dobbelt Cascade Eco Wool på p 9, og det synes jeg nok er i overkanten kraftigt til et lille barnevognstæppe.

Så jeg er på p 4 med en tråd shetlandsuld og en tråd Isager Alpaca 1, det bliver smukt og blødt, synes jeg.

Shetlandsulden sidder på en stor cone, som ikke fortæller noget som helst om oprindelse, løbelængde, vægt eller andet brugbart, men den er i alle tilfælde noget tykkere end den sædvanlige Supersoft.

Jeg ved, at den er skøn, når den er strikket op, flot grå nuance med sarte brunlige toner, der gjorde sig godt på Villums trøje.

Sofa, strik, te og tv kalder, Laura svinger pisken, for hvad bliver det egentlig til med det tæppe, moar…

Strik, Strikkeopskrifter

NYT FRA AMIMONO…

04/09/2010

Billede lånt på Amimono…

En rundtur på Ravelry kan give mange nyttige oplysninger og tænde mange behov.

I aftes opdagede jeg, at Helga Isager har sendt et lækkert nyt hæfte på gaden.

Mit er bestilt og jeg sidder med pinde og garn i paratstilling, når den rammer min postkasse.

Jeg er klar til både Poppy, Vanilla, Rose og Crocus…

Faktaboks, Strik, Strikkeopskrifter

PONCHO…

30/03/2010

SÅDAN!!

Et stk færdigt Grantræ i størrelse Anne.

Jeg er SÅ tilfreds med resultatet, alt spiller sammen, farver, tyngde, længde, halsudskæring, jamen-jamen-jamen-da, jeg er SÅ glad for min nye poncho.

Tak til Isager for super god idé og dejligt garn, og hurra for, at det lykkedes at få størrelse petit lavet til størrelse mig uden hovedbrud og besvær…

I dette indlæg indføres en ny kategori her på bloggen, nemlig Faktabox, for der plejer at komme en del kommentarer og mails, når der flashes strik, og det er ikke fordi, at de ikke må komme, men jeg vil blive bedre til at pinde ud og det bliver så her oppe i indlægget i stedet for nede i kommentarsporet.

Jeg vil ikke opfinde noget, der ikke allerede for længst er set, så jeg har skelet til Britt, Fru Faktaboks over alle, og så til Liselotte, der også er blevet mere struktureret informativ omkring sit strik, ganske forståeligt, når jeg nu ved, hvad der rammer hendes postkasse af alle mulige og umulige spørgsmål.

Så det kommer til at se nogenlunde sådan her ud:

GRANTRÆET…

Design: Grantræet af Marianne Isager

Garn: ca 180 g Isager Tvinni Farve 2s

ca 120 g Isager Alpaca 1 Farve 2105

ca 60 g Holst Supersoft i en mængde forskellige kulører

Pinde: Addi Turbo 3 og 3.5

Mål/Størrelse: Anne 45 år. Længde fra halsudskæring til spidsen af nederste række domino 70 cm – altså uden de små strittende dutter.

1/2 omkreds/vidde forneden 80 cm. Jeg har strikket Grantræet som et stykke ude-overtøj og dette afspejler sig selvfølgelig i længden og den lidt tætte halsudskæring.

Egne krumspring: Da opskriften jo er udgivet til strik i børnestørrelser, har jeg lagt nogle dominofirkanter til, 4 stk i forhold til originalen og så øget afstanden mellem indtagninger op over.

Ellers er opskriften fulgt, med en del skæve smil til følge, for lige så meget som jeg beundre de damer Helga og Marianne Isager for deres skønne designs, lige så meget kan jeg undre mig over, at de øjensynligt har gjort det til en dyd at skrive så knudrede og mangelfulde opskrifter som muligt. Ærligt!

Jeg vil ikke tilføje en Hot-eller-not-linie i faktaboxen, for jeg kommer aldrig til at strikke noget, som jeg vil skrive Not om, det lander i brændeovnen længe inden, at det er strikket færdigt.

Men derfor vil jeg nu alligevel godt skrive, at jeg synes, at mit Grantræ er blevet hot-hot-hede-hule-hot-hot…