Påskens strikketøj er en islænder til mig selv.
Sådan én har jeg ønsket mig længe, også længe før jeg kom til Island, men min lyst til én fra egen pind voksede dog eksplosivt, da jeg så de mange i fri dressur i Reykjavik.
“Hvorfor så først nu? Halvandet år efter??” vil nogen måske tænke og det tænker jeg da nærmest også selv.
Men jeg har bare ikke kunnet beslutte mig for model.
Først var det den ene og så var det den anden.
Tre – fire – fem modeller har været i kikkerten, mindst!
Og så gik der tid med det. Beslutningstid og strikketid på andre projekter…
Men da jeg for nogle uger siden fik smidt en stor pose Lett Lopi i armene med ordren “Strik nu bare den sweater!”, så blev jeg tændt igen og har nu besluttet mig for, at jeg må ha’ mig en Riddari.
Som den første altså – for jeg ved allerede, at der vil komme flere til, jeg er hooked.
At bundfarven skulle være grå var der absolut ingen tvivl om, sådan fungerer det bedst for mig, og egentlig var jeg nok hellere ikke ret meget i vildrede omk. mønsterfarverne, de skulle være grå-grønlige.
Og nu er jeg i gang, nærmest færdig med bærestykket og resten kommer til at gå som en leg, rundt og rundt og rundt på p. 4.5, det tager jo ingen tid…
Riddari er en herremodel og går temmelig højt op i halsen, det havde jeg ikke lyst til, så jeg er startet fra oven modsat opskriften, for så kunne jeg selv bestemme halsvidde og samtidig få hele mønsterrapporten med med så lidt besvær som muligt.
Jeg har justeret lidt i mønsterrapporten, så bærestykket kommer til at passe i højden samtidig med at den er blevet mere åben foroven, det tegner rigtigt godt.
Det er faktisk lidt en udfordring at strikke på hovedet og i modsat farvekombination, det er ikke svært men det kræver at jeg holder tungen lige i munden, for når jeg kigger ned på sort i mønsteret, så vælger hjernen sort også selv om jeg jo ved, at det så skal være lyst.
Jeg kunne selvfølgelig tegne diagrammet over på ternet papir i de rigtige farver, men nej, hjernegymnastik er godt, også i påsken.
Jeg har strikket på bærestykket de to sidste dage og troede egentlig, at jeg ville blive færdig i aftes, men jeg var utilfreds med den ene farve og så måtte jeg trævle 5 cm op og strikke om.
Sådan måtte det være, for den skal sidde lige i skabet og det kan komme til at kræve, at der bliver lidt “tilbage-strikning” undervejs.
Også selv om frem og tilbage i dette tilfælde overhovedet ikke er lige langt…
Når trøjen er færdig skal den klippes op og ha’ kanter strikket på, jeg er ikke god til lukkede trøjer, jeg får åndenød og bliver lettere hys og det gider jeg altså ikke være.
Nej – en cardi det ved man hvad er og den skal bare bruges og bruges og bruges.
Den øverste rib-og-rulle-halskant bliver det, der skal strikkes sidst, for så er der mulighed for at trække det en lille smule sammen, hvis jeg alligevel har fået overvurderet mit behov for halsåbenhed.
Jeg ved at det ender godt dette her, det bliver en vinder.
Måske skulle den ha’ lov at opleve sit fædreland.
Med mig inden i selvfølgelig.
Og hvem ved, måske møder vi en ægte stolt riddari deroppe…
