Nogen kunne måske fristes til at tro, at jeg har opgivet strikkeriet.
Og det kan jeg da ærlig talt godt forstå, for når jeg kigger tilbage i de sidste mange måneders indlæg, så er det virkelig sørgeligt lidt af den slags uldne udskejelser, der har fundet vej til siderne her.
Men jeg strikker. Ikke så meget som tidligere, jeg har mistet min mojo, den ellers evigt trofast iver og lyst til pine og uld, den er gået ned i gear, den gaber og sukker, og det er ikke mange meter, der strikkes op om dagen her i sofaen.
Nogen særlig grund? Næh det tror jeg ikke! Ingen fede ting, som jeg har lyst til at strikke? Jow jow da en hel masse! Men altså, der er bare pludselig så langt fra tanke til handling. Jeg drømmer om en islandsk sweater, jeg har opskriften, garnet er lige inden for rækkevidde, men jeg får ikke handlet på det. Jeg tænker bare og det kommer der som bekendt ikke altid lige meget ud af…
Men altså lidt har også ret!
Sådan er det og det lidt, som faktisk bliver strikket, er så til gengæld også rigtigt godt. Synes jeg.
Frisk af pindene og monteringsnålen er Isager’s Relief. Grå og blød og bare helt perfekt. Perfekt lethed, perfekt farve, perfekt pasform, perfekt til både jeans og dress.
Jeg spottede den ved Tøndering Strik for et par måneder siden, var bare derinde for at kigge og ae og havde en skrap aftale med mig selv om, at absolut intet skulle købes, INTET sagde jeg! Jeg kiggede og aede og åh’ede, for den gamle Isager forretning forstår at præsentere modellerne så det er umuligt ikke at lade sig friste og inspirere. Jeg kiggede – selvfølgelig – mest på de grå stakke og bøjler og måtte bare prøve, da en kort let cardi hang der og blinkede og hviskede Anneanneanneanne.
Jeg prøvede og var solgt, jeg prøvede og glemte i samme sekund ALT om mine egne aftaler.
“Jeg har fortjent den!”
“Den kan ikke være så dyr igen, den vejer jo næsten ingenting!”
“Og det er okay at betale xx kr for en opskrift, for den kan bruges som udgangspunkt for mange mange andre trøjer, det kan den!”
“Jeg gør det – nej jeg gør det ikke – jo jeg gør det sgu – nej det går ikke – fandme jo!”
“Jeg må jo bare ha’ den, den er helt perfekt, klæder mig bare sådan!”
Købte jeg den? Købte jeg opskrift og garn?
Nej faktisk ikke!
For da jeg spurgte på model, så havde jeg allerede bogen, som opskriften er i.
Jeg har jo bladret i den bog i hundredevis af gange og aldrig givet den opskrift bare et halvt minuts opmærksomhed. Og jeg ved da godt hvorfor, den der krave der, den sendte straks et “duer-ikke-væk” ind over, så meget at jeg ikke har tænkt, at jeg da for pokker bare kunne undlade kraven og lave en lille rulle en af slagsen i stedet.
Så opskriften var i hus og jeg vidste også at der var masser af gråt garn på lager, både den tynde alpaca og noget højlandsgarn i yndlingsfarven.
Så værsgo –
her er den, den cardi, som fik mig til at bryde alle løfter til mig selv, også selvom det slet ikke var nødvendigt.
Jeg blev færdig med den sidste lørdag under julemarkedet og den har ikke været af siden. Hver dag har den været på og det ses lidt forneden på ærmerne, der bliver skubbet op og ned mange gange i løbet af dagen.
Absolut det bedste stykke strik siden min egen Folklore, der er tæt på at være slidt i stykker.
Absolut en yndlings.
Faktaboks kommer i et indlæg for sig selv, når jeg lige har fået knipset et ordentlig billede af Relief i fuld figur…
