Dagens lyshistorie. Den sidste i denne omgang her på kanalen.
Det betyder ikke, at der ikke kommer flere. Engang.
Well –
Jeg var smart. Ikke smart i tøjet men smart på den der “jeg-gør-lige-det-her-smart”-måde.
Som i:
“Jeg lægger lige laderne her på det smarte sted, så vi husker at få dem med på ferie, det ville være så ærgerligt, hvis vi glemte dem!”
Nu er der så bare det, at jeg har glemt, hvor det smart sted var og at det var laderne til mit pocketkamera OG mit spejlrefleks.
Og ingen af dem har nu længere strøm nok til at ta’ bare et eneste lille forkølet billede.
Og det er jo egentlig ikke ret smart, når man er sådan en, der er meget glad for billeder af alt og intet, stort og småt og rigtigt meget andet…
Jeg har selvfølgelig ledt! Alle steder!!
De er væk. Det er de altså.
Jeg har også spurgt pigerne, men de mener ikke at kende det smarte sted overhovedet!
Crap!!
Det må være en familiesvaghed, det der med at lægge på de oplagte smarte steder og så glemme, hvor stedet er.
Jeg har brugt dagevis af min barndom på at lede efter min mormors bankbøger, landbrugslotterisedler, pas, smykker, julepenge og hvad har vi ellers af værdier.
De kunne gemmes på smarte steder som inde midt i alle de hundredevis af sirligt foldede indkøbsposer i den orange plastkurv. Eller i rengøringsskabet i den lange gang, inde bag ved bonevoksen og vandkanden.
Eller oppe i kagedåsen på det høje skab, helt bestemt den til vanillekranse og hvorfor var de så ikke der, når man skulle ha’ fat i dem, hvem havde flyttet dem? Stjålet dem? Brugt dem?
I alle tilfælde ikke mormor da.
Og man ledte jo aldrig i god tid efter de her ting, for man vidste jo lige hvor de var, så jeg har stået i mange ret pressede situationer med den ene laksko ude af døren på vej på sommerferie, men der er det jo ligesom en god idé at ha’ feriepengene med. Og nogen havde flyttet dem fra det smarte sted…
Jeg lovede mig selv dengang, at sådan skulle det aldrig blive her, og jeg har sådan set holdt det, pas, kontonumre, nøglekort og andet guf ligger frit tilgængeligt, penge har jeg ingen af, så dem behøver jeg slet ikke at tænke på at gemme og smykker har heller aldrig været min stærke side.
Men lige de der ladere, de er altså væk.
Ligesom mine nøgler tit er det.
“Kvinder!!” –
tænker nogen måske.
Men det var altså ikke mig, der gemte 80.000 i vores støvsuger og sov med den ved siden af sengen,da vi engang solgte vores Touran…
