Browsing Category

Tosserier

Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden, Tosserier

GUILTY PLEASURES…

03/06/2012

 

Mon ikke vi alle har en eller anden lidenskab eller last, som vi ikke flasher ret ofte?!

Noget, som måske ikke er så “politisk korrekt” eller acceptabelt i lige præcis den sociale klan, som man færdes i.

Min hemmelige last er countrymusik  –  love it  –  ikke forstået på den måde, at jeg har cd’er med den slags herhjemme eller at jeg drømmer om at komme til koncerter eller deltage i festivals rundt omkring klædt ud i boots med frynser og Stetson på krøllerne. Bare sådan et blødt punkt for den twang, som sangene synges med, og den drivende sentimentalitet, som ofte præger det genre.

 

I bilen skråles der ufatteligt højt, hvis Joleen strømmer fra radioen. Rigtigt meget ufatteligt højt og det er lige før, at jeg gror Dolly boobs og touperet hår under sangen, det forsvinder da heldigvis som dug for solen i det øjeblik nummeret slutter.

Amanda har det ligesom jeg og vi kunne hurtigt blive enige om, at Gwyneth Paltrows gæsteoptræden i Glee  –  som er Amandas ABSOLUT yndlingsserie  – var lige til knuselske.

En coverversion af Dixie Chicks’ coverversion af det gamle Stevie Nicks Landslide.

Fantastisk…

 

I går spurgte jeg på min egen FB profil, hvad der mon gemte sig af guilty pleasures i min vennekreds, og vi kom så ud i noget med Otto Brandenburg, Mokai, Pommes Frites med is og ikke mindste Gustav Winkler.

Skøn samling!!

Jeg får lyst til at høre og vide mere, det er da et studie værd, for det spejler så tydeligt, hvor forskellige normer der er i de forskellige “klaner”. Ingen i min ville f.eks. erklære sig som tilhængere af majs og ærter, men lur mig om der ikke ryger en dåse gule søde korn med i maden engang imellem, andre vil hellere piskes med den ni-halede end at indrømme, at de ser “De unge mødre”.

 

Jeg kan bedre li’ det engelske udtryk guilty pleasures end hemmelige laster, for de behøver jo ikke være hemmelige, bare sådan lidt “personligt værnede”.

 

Måske er dagen i dag, denne kolde blæsende juni søndag, dagen hvor vi springer ud og deler alle vores særlige fornøjelser?!

Vi kan jo lade som ingenting i morgen og også næste gang vi ser hinanden.

 

Mens I tænker, om I er klar til at lukke op for godteposen, så kan I jo lige høre Norah Jones synge Long way home

 

Faktaboks, Strik, Strikkeopskrifter, Tosserier

VASKEBLADE…

22/05/2012

Imellem stribestrik i flere størrelse og bittesmå undertrøjer og barnevognstæppe er der også dukket et par små grønne vaskeklude op i kurven, der langsomt men sikkert fyldes af hjemmestrik til en sensommerbaby.

Jeg kom forbi de strikkede blade på Pinterest forleden og rejste mig straks for at hente garn og pinde og et øjeblik efter var klud nummer et færdig og et andet øjeblik senere klud nummer to.

 

Vaskekludene er strikket i en rest blød bomuld fra Grønhøj. Et levn fra den tid, hvor jeg strikkede dukketøj til Babyborn og andre skrighalse, der blev klædt af og på af deres små mødre. Siden da er det ikke blevet til meget bomuldsstrik, jeg strikker hellere i uld, men det er nok ikke rart at blive vasket med.

 

Og nu videre med striberne, 2 pjattede klude er vist hvad jeg holder til…

 

Faktaboks

Mønster Leafy Washcloth fra Tricksy Knitter

Garn 30 g blød bomuld nr. 8 – jeg har strikket med dobbelt garn – og et par gram Safran

Pinde Addi Turbo 4.5 og 3 mm

Egne krumspring  De mørkegrønne stilke er ikke en del af opskriften, men jeg synes, at de ensfarvede blade kaldte på en lille kontrast. Og det fik de så af et par gram Safran.

Gaver, Krea, Lidt af hvert, Tosserier

ET PAR SKIVER PÅ BEN…

10/04/2012

Jeg skulle selvfølgelig ha’ en lille ting med i t.i.n.g. i lørdags  –

en tillykke-med-ny-butik-og-veloverstået-knokleri ting til Helle og Morten.

 

Men det er lidt af en udfordring at finde noget for de to mennesker har jo i deres hverdag adgang til alskens lækkerier af den slags, som jeg ellers ville kunne finde på at købe til dem.

Og vin og viktualie vidste jeg jo at mange andre ville komme med.

 

So what to do??!!

Ofte finder jeg gaver til Helle i fremmede byer hos små kunsthåndværkere eller andre særlige, ind imellem får hun noget, som jeg selv har nørklet og Morten får ved fødselsdagstide ofte noget, som han kan tage på.

Og hverken det ene eller det andet havde jeg lyst til i lørdags…

 

Gode dyr var rådne!

Men en eller anden dag på et eller andet sted i en helt anden sammenhæng kom jeg i tanke om en skammel, som jeg engang havde set.

Metalben med en fed træskive ovenpå  –  sådan et par måtte fremstilles. NU.

 

Så jeg drog på tur i omegnens “gennere”, ledte huller i jorden efter et par gamle skamler men som det ofte går, når man har brug for noget, så findes det ikke.

Jeg ledte på nettet, i DBA og Gul&Gratis, i retrowebshops og fandt til sidste lige det jeg søgte efter  –  på Bornholm!

Men indehaveren ville gerne sende, sød og rar var hun og villig til at vente mens jeg lige tænkte mig om.

 

Og jeg tænkte og kom pludselig i tanke om det store svenske varehus, som egentlig ofte har reddet mig.

1-2-3 vupti havde jeg bud til dejlig veninde, som sidste tirsdag leverede 4 x Marius, da hun alligevel kørte hertil fra Aarhus.

Nu var understellene så på plads…

 

Anderledes så det ud med det, som skulle på toppen!

Jeg havde moslet en stor kævle hjem fra et par af Sophies venner, som er ved at sætte hus i stand og også har gang i styling af udenomsarealerne. Nyfældet og velduftende stod der så en kæmpe blok og kiggede på mig i entréen.

 

Og da jeg ikke fører motorsav, ejer en almindelig sav og ej heller kunne finde én i nærheden med en maskine, der kunne tygge sig igennem kævlen, så var jeg klar over, at jeg måtte ud og snuse en handymand op.

Og det gjorde jeg så  –

en god gammel kollega med beskyttelseshjelm, armkræfter og gå-på-mod hjalp med både skivesavning, høvling og sandpapir.

 

Og sikke lækre skiver, der kom ud af det!

Lige klar til montering.

Som så blev klaret af en onkel og en kusines mand, som besøgte os i fredags.

Store skruer og lette vrid i benene og så var der ellers 3 skamler klar.

 

2 på hvide ben og en enkelt på sorte.

Linolie på toppen og vupti – arj okay ikke meget vupti over den proces – var der gaver klar…

 

Der var tilfredshed at spore hos både giver og modtagere. Happyhappy og win-win!

Og jeg har endda en skammel til mig selv.

 

Jeg er klar over, at træet vil vride sig en anelse i tørreprocessen og også klar over, at det sikkert vil slå små revner, men der kan justeres på skruerne, så overfladen bliver ved med at være plan og ellers må den ha’ en tur med elhøvlen.

Det er heller ikke sikkert at al den flotte tykke bark bliver siddende, men pyt, lige nu er de fine og sjove og jeg ved med sikkerhed, at jeg bliver nødt til at lave en stor stak skiver, der kan monteres på ben og så have sådan en skammel med under armen, når jeg besøger gode folk i foråret.

 

Hvem ved  –

måske kunne jeg endda sælge en enkelt eller 5 på bagagerumsmarked og samtidig have haft det sjovt med at lære at føre stort værktøj.

Vi må se  –

3 skiver på ben er det i alle tilfælde blevet til…