Amanda i Warhol-udgave.
Der er masser at muntre sig med hos Photofunia…
Julens Amaryllis-løg er smidt i haven, hvor de skal stå og samle sig og guffe lidt næring, inden de skal hvile til næste vinters show-off. Lige nu er de samlet i en kurv, men i løbet af weekenden skulle de gerne hoppe ned i en stribe jord bagved havehuset, hvor der er muld og let skygge at ta’ af.
Men et enkelt løg, der faktisk ikke gad at deltage i blomstringen til jul, har nu pludselig besluttet sig for at sende to kraftige stængler med knop i vejret, og jeg venter spændt på, hvad der gemmer sig under dækbladende…
Faktisk er det et løg direkte hjemslæbt fra Amsterdam af veninden i efteråret, hun havde både med til fruen her og så sig selv, og ingen af de ellers store og saftspændte løg gav så meget som bare en enkelt lille forkølet blomst.
Det er lige før, at jeg begynder at tro, at der er en eller anden hollandsk havenisse, der ikke synes, at vi fortjener at få det, som vi bestiller eller betaler for.
Kan vi mon stable en eller anden konspirationsteori på benene her?!
Jeg vil nyde synet af de store blomster, når de åbner sig, og måske skulle jeg læne mig tilbage og sippe et glas glögg og strikke et kræmmerhus, nu hvor vi alligevel er totalt uden for sæson her i huset…
Det var været en ret latterlig nøgle-dag i dag, og havde det ikke været for vores søde og hjælpsomme naboer, ja så havde jeg nok heller ikke siddet her med smil om munden og afslappet attitude, så havde jeg nærmere været anspændt og rødglødende!
Jeg har været hjemme idag, hjertet har været på tværs og en lille time-out måtte til, jeg har daffet rundt i roligt tempo og ikke haft brug for at komme ud i verden.
Så derfor opdagede jeg først mine manglende nøgler, da jeg skulle køre pigerne ind til kajakklubben i Silkeborg, ingen steder var nøglerne at se, vi ledte oppe og nede og havde endda fat i Torben, der, i modsætning til mig, altid har styr på hans og ofte også mine, men han var nu ikke lige kommet forbi dem…
Tænke-tænke, lede-lede, Amanda sendes ud til bilen for at tjekke der, og sørme om ikke det store sølvglimtende bundt hænger der og dingler i tændingen! Fedt!!
Eneste problem – bilen er låst!!!
Det har Torben selvfølgelig sørget for i aftes, han kan li’ orden i sagerne og ryster ofte på hovedet af konen, der efterlader bil, hus, pung og andet godt vidt åbent og uden opsyn.
Og han kunne jo ikke regne ud, at han lige skulle hive mine nøgler ud af bilen, inden han drejede sine…
Vi nærmede med os med hastige skridt en lille panik, for pigerne skal møde til kajak, må kun være fraværende 2 gange på denne side af sommerferien, og den ene af gangene skulle absolut ikke være i dag, det sås tydeligt i deres ansigter!
Så over til naboen og car-jacke deres Audi, ind i den med tasker, redningsveste, vanddunke og en lettere overophedet mor, der be’r Amanda om at låse døren hjemme, mens der bakkes ud med lånebilen.
Og yngste gør selvfølgelig som mor siger, låser med sin egen nøgle og lukker den derefter forsvarligt nede bag lynlås i egen jakke…
Køre-køre 20 km ind til byen, læsse af-læsse af, vinke-vinke, ciao-ciao, handle-handle, køre-køre 20 km hjem til landsbyen og så:
FFFFåååårrrrrrrkkkkkkk!!!!!!
Ingen nøgle – nu heller ikke til aflåst hus!!!!
Mand hvor var det godt, at naboerne lige kunne se, at jeg kunne reddes af en isnende kold skub-op is og en hyggelig snak på terrassen…
Behøver jeg at sige, at min søde mand smilede skævt og sagde “tsk-tsk” med en lettere rysten på hovedet?!
Nej vel!
Behøver jeg at sige, at jeg igen og igen lover mig selv, at jeg hver evig eneste dag, som det første når jeg kommer hjem, vil hænge mine nøgler op ude i bryggerset?!
Nej vel!
Vil i tro på mig, hvis jeg siger, at det blev sidste gang, at jeg ikke havde styr på mine nøgler?!
Vel vil i ikke-nikke-nej!
Men det er sidste gang i denne uge, det lover jeg…