Der skal ikke mange soltimer til, før det hele springer ud derude…
Torben og jeg nåede lige en tur i hundeskoven inden mørket faldt på, sneen hvirvlede og det hele var tyst og pudret, vi nød hinandens selskab og det skønne landskab.
Og heldigvis for Nugga, der lige præcis i disse dage er topklar til at slå halen til side for en hanhund, var der ikke andre i skoven og hun kunne få lov at løbe frit.
Hun sprang nærmest bukkespring af lykke, frihed åh frihed, at blive holdt i kort snor er ikke livskvalitet for en fræser som hende, og hun løb rundt som en skoldet skid i en flaske…
Ind imellem smed hun sig på maven i sneen og lod som om, at hun var helt væk pist forsvundet, hun er vist ved at være træt af, at vi ikke lader hende ude af syne i bare et enkelt lille sekund, hun vil ud på vulkaner.
Men sådan leger vi ikke her i firmaet, vi vil ikke ha’ hvalpe på gule plader!
Så hurra for en hundeskov uden hunde, og hurra for det hvide vejr, der viste sig fra sin smukkeste side på denne lyse marts aften.
Og også et lille hurra for en mobil, der kan knipse et billede i en snæver vending, for vi havde været så forhippede på at komme i skoven, at det rigtige kamera lå hjemme…
Jeg tror ikke, at mine vaskekone-evner rækker til at få disse forboldstrømper hvide igen, ikke engang klorin eller vanish tror jeg kan hjælpe på det, de her kan vist lige så godt “vanish’e” ned i skraldespanden!
Men bortset fra de sorte strømper, er det da rigtigt dejligt at den udendørs sæson er skudt i gang, og jeg beundrer Laura for hendes gejst og udholdenhed, det er for sejt, når man cykler glad og syngende afsted til træning i styrt-øsende regn og voldsom vind…