Jeg nyder feriens mulighed for lange ture i skoven lige når solen står op.
Huxi nyder spæne-mulighederne, som til hverdag ikke rigtigt er der før om eftermiddagen.
Vi kører i skoven med morgenhår og krøllet hud og går så der og vågner og tænker tanker om dagen og andet godt.
Ikke et øje har vi mødt de sidste mange dage og det gør ikke noget, for på en eller anden måde ville det bryde de rolige øjeblikke, hvis jeg skulle forholde mig til andre mennesker eller hoppende hunde…
Der er ikke ryddet op i skovene her efter Bodils besøg, så ind imellem må vi klatre over og snige under, men det går og giver bare lidt ekstra spark i blodomløbet, som også øges, når vi ta’r en spurter på stierne.
Men det hele falder så lidt til ro igen, når vi slutter morgenturen af med klikker og kommandoer som sit, plads og bliv.
Huxi er lærenem og ret vaks og meget meget opmærksom på både mig og så de godbidder, som han ved ligger i jakkelommen.
Snart kalder hverdagen igen og de lange morgenture forvises til weekenden, sådan er det, hverdagsmorgenluftning er i snor igennem kvarteret.
Men indtil mandag kan vi nå to gange mere med højt hår og søvnige øjne.
Det skal nydes…
Om sommeren pelargonier og måske en rose.
Om efteråret lyng og kål.
Om vinteren gran, buksbom og hyacinter.
Og kogler.
Og lys.
Og rigtigt gerne også sne…
I dag er lyng og andet gået på pension.
Det er røget om i gårdhaven, hvor jeg kan se det fra køkkenvinduet og nyde det lidt endnu.
Og på trappen ved hoveddøren bor nu i stedet et lille bitte grantræ, der måske kan bære en enkelt kugle i december.
Der er hyacinter i flok og masser af kogler og så en stor krukke med buksbom, der lugter lidt af tis.
Ja altså ikke fordi, at nogen faktisk har tisset på det, men det lugter sådan, synes jeg.
Men heldigvis mest når det er vådt eller hvis nogen rører ved det.
Pænt er det, lugt eller ej…
Egentlig var der også nogle små lærkegrene med masser af kogler.
De er der ikke mer’, de blev ædt af en hund mens jeg plantede krukkerne til.
Jeg burde ha’ været mistænksom med den stilhed, der sænkede sig bag mig.
Men jeg var optaget af andet, af at gøre det fint og indbydende derude.
For os selv, så vi kan glæde os over at gå op til hoveddøren hver dag.
For de, som kommer her på besøg, så de kan fornemme os allerede før de kommer ind, se at de er ventet, når lysene brænder for dem.
Og såmænd også de, der har deres daglige eller mere sporadiske gang på vores vej, de fortjener vel også lidt pænt og hyggeligt at kigge på.
Jeg nyder i alle tilfælde selv, når jeg kommer forbi hjem, der ikke kun har fået omsorg ind men faktisk helt ud på fortrappen.
Torsdag efter en frionsdag kan næsten føles som en mandag.
En mandag efter en hård weekend.
Nedtur!
Men efter torsdag kommer fredag og så er der fri igen.
Optur!
Ikke at jeg ikke elsker mit job og holder af at komme der.
Det gør jeg! For alvor!!
Hver dag kører jeg afsted med et smil og med positive forventninger til dagens opgaver og jeg bliver aldrig skuffet.
Men lige i denne uge må det rigtigt gerne blive weekend, jeg trænger til det.
Af flere årsager men de er egentlig ret ligegyldige, for det, der tæller, er det, der venter.
Og mens jeg venter, så nyder jeg den lune aften, de sidste solstråler, fuglefløjt og grin fra naboens have, hvor de vist er gået direkte til fredag.
Jeg har kaffe og mandler, rent hvidt vasketøj på snoren, små tomater på vej og liflige dufte fra citronverbena og duftgeranier.
Der er rigtigt meget at være glad for på en aften som den i dag…
Jeg slog græs, da jeg kom fra job, sent, måske lidt for sent for dem, der var gået i gang med festen inde ved siden af.
Men jeg skulle først nyde det gode måltid i gårdhaven, som mine husfæller bød på, mad og godt selskab takker jeg ikke nej til, heller ikke selv om en plæne trænger.
Ved måltidet blev havedrømme og stakitønsker drøftet og snart skridtede vi haven af udstyret med tommestok og snusfornuft.
Jeg tænker, at vi er dem, der lige om lidt har et drivhus.
Et til deling og fyldt med masser af solmodne tomater og bjerge af basilikum.
Det ender jo med, at vi får lavet os en have, som vi ikke har lyst til at flytte fra.
En villahave midt i byen, gammel og ikke særlig velholdt, men på vej med nye roser, masser af dahlia og masser af andet, der kan plukkes til buketter og pyntes salater med.
Lavendelhæk er klaret, klatrerose ved facaden, skvalderkålen nedkæmpet for en stund og det gamle blommetræ befriet for døde grene, der kan styrte på dem, som vugger i hængekøjen…
Havelivet er godt her også selv om haven bare er til låns, mens man bor til leje.
Lige nu er den min og jeg gider den rigtigt godt.
Så sammen med verandaen og et drivhus om hjørnet, så har jeg mere uderum og af smukkere art, end jeg havde forestillet mig, da jeg sad i huset på heden og forstod, at den nærmeste fremtid ville komme til at blive levet i en lejet lejlighed i byen.
Det er vidunderligt!
Faktisk bare helt fantastisk!
Og lige om lidt er det fredag, weekend, fri og masser af muligheder for haveliv ligger åbne.
Og også en tur til planteskolen, hvor den nyindkøbte rose skal byttes til den, som jeg egentlig havde udset mig, men som i farten blev stående mens jeg tog en anden med.
For et af sommerens eksperimenter er en verandaslyngrose plantet i stor potte, så den kan skyde sine grene afsted rundt langs taget indvendigt på verandaen.
Og sådan et eksperiment har ingen chance for at lykkes, hvis slyngrosen er en buskrose.
Sidste slurk kaffe, sidste mandel og en lille skvis vand til de tørstige stiklinge på veradaen og så Go’nat til torsdag…
