Efter et par dage med varme og sol grønnes det hele nu med lynets hast.
I dag har den første blomst af hundredevis åbent sig på moreltræet, om få dage vil træet stå med det smukkeste hvide brus.
Knopperne på bøgehækken ser ud som om, at de har lyst til at gøre morellen følgeskab og hoppe ud i foråret med deres lysende grønne sprøde blade, men et eller andet holder dem tilbage.
Måske venter de bare på, at vi glider ind over grænsen til maj.
Birk, syren, bærmispel, avnbøg og lind har nydt påskens sol og varme lige så meget som jeg og pynter smukt i haven…
Der er vidunderligt derude og jeg nyder det i fulde drag, så meget at jeg næsten ikke er til at drive ind, før end det er helt og aldeles mørkt.
Frisuren er vindblæst, lænden øm, hænderne og negle kulsorte og når påske er omme, så vil huden være forårsbrun og nærmest sydpåferieagtig.
2 hele dage endnu og jeg skal vride hvert eneste skønne minut ud af dem og gerne mere ude end inde.
Påskeferien er skøn.
Vejret endnu skønnere.
Livet vel egentlig bare skønnest…