Hvis du nogensinde har set en Rotary udvekslings-student i “uniform”, så har du set et ungt menneske iklædt en blå blazer påsat så mange pins, at den nærmest har vejet mere end den, som bar den.
Hundredevis af små og store pins, som man har byttet sig til og fået forærende af andre udvekslings-studenter, farvestrålende og mere eller mindre fantasifulde, nogen fabriksfremstillede og andre hjemmekreerede.
Jo flere –
jo bedre…
Laura har blazeren klar, marineblå, figursyet og nydelig, hun glæder sig vist rigtigt meget til at dekorere den, så den mister lidt af det nydelige, og i kufferten ligger der pins i massevis, en ordentlig stak fra Rotary og så nogle håndfulde af egen fabrikation.
Nogle med dannebro af miniature hama-perler og sikkerhedsnåle, og andre som badges med billeder af kongefamilien, H.C. Andersen eller Laura selv med stort smil og dansk/amerikanske flag på kinderne.
I aften skal vi sy røde bånd på de mange perle-ordner.
Vi er i gang med at lægge sidste hånd på gaverne til USA-familien og andre overthere, som skal hjælpe Laura igennem hendes udvekslingsår.
Og faktisk morer vi os ganske meget med det, Lauras humor og nysgerrighed overfor det land og den stat, som hun skal opleve afspejles tydeligt i noget af det, der er parat til at lægge i kufferten.
Ostehøvle –
hvorfor ikke?! Wisconsin er også kendt som The cheese State og så skal de da få lov til at høvle igennem med en klisterfri dansk tingest.
Så Laura har bommet noget der ligner en palle af dem af sin far og de er nu klar til at give til dem, der kunne tænkes at ha’ glæde af lidt tyndere osteskiver, end en kniv kan skære.
De ser sjove ud, som de står der i rad og række, men de må ud af deres display før de kommer i kufferten, som ellers er stor som en container, 77 cm Jetstream til at huse alt det, som efterhånden ligger linet op ovenpå.
Jeg får sådan et billede af Laura, der skridter den lokale Rotary klub af med et flok ostehøvle i baglommen og et skævt smil på læben, det vil lige være noget, der passer hende.
Hun har også sørget for et fint flag til klubben og mon ikke det vil blive taget frem i det næste års tid, hvor Laura vil ha’ sin gang der…
Vi har hørt at smukke nordiske lyskilder er i høj kurs i de vintermørke områder, og da ikke ret mange er så flittige til at sætte fut i høje kerter, som danskerne er, så har vi valgt at det skulle være fyrfadslys, der skal bløde mørket op i den lange strenge vinter med meterhøje driver og hylende isnende vinde. Der går ren Laura Ingalls i den!
Jeg elsker den fine Sirio fra Kähler, har et par stykker selv, som bliver flittigt brugt til både lys og snacks, og vi satser på, at de, er får sådan én foræret, vil tænke på Laura, når deres øjne falder på den.
De får lov at blive foræret væk i de æsker, som vi har fået dem leveret i af vores egen pusher, vi er blevet anbefalet ikke at pakke ind p.g.a. tolderne, men lidt smukt bånd kan der da komme med i kufferten, så Laura selv kan pynte pakkerne lidt, inden de skal gives.
Der er nedtælling her, ready set go, om 5 dage kører vi mod Kastrup med skønjomfruen.
Der er fuld gang i forberedelserne til Lauras afrejse, meget at få styr på og dagene suser afsted.
I torsdags var der 3 uger til afrejse, det kan hurtigt smutter, når vi også skal nå at holde lidt ferie end andet sted end hjemme.
Så der er skrevet liste, lagt planer for hvad hvornår og vi nyder, når vi kan sætte et flueben…
Lægebesøg, klipning af de krøllede lokker, farvel til den ene og den anden og så alt det, som skal i kufferten og med over Atlanten.
Tøj, sko, sportsudstyr, mindre rejsetasker, bøger og alt muligt andet livsnødvendigt.
Og så gaverne –
gaverne til den nye familie, til Rotary klubben og særligt udvalgte.
Gaverne er et helt projekt for sig selv og det er ikke svært at miste overblikket, så hurra for Lauras sirlige lister med navne og indkøb.
Vi er tæt på at være igennem, noget er pakket ind, hvor det er købt og en anden stak står og venter på fint papir og sløjfer…
Vi har fået mange tips og idéer til hvad der kan bringe lykke over there, og vi satser selvfølgelig på, at vi rammer rigtigt med det meste.
Laura har brugt tid på at sætte sig ind i modtagernes musiksmag, spurgt til interesser og sådan og ud fra det er der købt noget, som på den ene side læner sig op af det, som folk holder af, og som på den anden side er smukke repræsentanter for Danmark.
Og mon ikke den nye amerikanske bedstemor forbarmer sig over Laura og laver en af yndlingsretterne, Skibberlabskovs, når hun nu får en god kogebog at lave den efter…
