Browsing Category

Udveksling

Pigerne, Udflugter, Udveksling

FØR NATTEN BLIVER TIL DAG…

10/07/2011

Laura og jeg skal møde på den amerikanske ambassade i København i morgen kl 10.25.

Er I klar over, hvor tidligt man skal op, når man bor midt på heden, skal transportere sig til hovedstaden og lade på Østerbro lidt over 10?

 

Meget meget tidligt –

det siger jeg jer bare!

 

Vi må lune os ved tanken om, at det er de lyse nætters tid og at vi kan rulle afsted med den nye dags sol som rejsekammerat…

 

Der er ikke lagt andre planer for dagen end besøget hos amerikanerne for at søge visum, men mon ikke vi finder på lidt andet også at hygge os med.

 

Der er altid nok at kigge på i den store by og jeg tænker, at Laura og jeg vil nyde at være bare os to og kunne daske afsted sammen.

Måske kan vi finde lidt lækkert at spise, det kunne være Smushies på Royal Café, jeg har smagt dem før og ved at Laura ville elske de små og delikate stykke smørrebrød.

Vi kan sikkert også tilbringe en time eller halvanden i en lækker boghandel og mon ikke også et besøg hos Nørgaard er et must?!

 

Vi finder ud af det –

allerførst er destinationen Østerbro og amerikanerne.

 

Og inden det –

nogle timers søvn.

Så godnat og sov godt…

Faktaboks, Hæklerier, Pigerne, Udveksling

TIL DET REJSENDE BARN…

13/06/2011

Planen med de mange små kulørte lapper var klar for første akavede maske med hæklenålen.

Et lille lunt og hyggeligt tæppe til Laura, et tæppe, der kan lægges i kufferten til august, når turen går over Atlanten og som kan være med til at holde hende varm udenpå og indeni, hvis der kommer dage, hvor hun trænger til det.

 

En slags mommy-comfort med ihæklet omsorg og kærlighed.

Ulden varme, når mine arme nu kommer til at være skrækkeligt (for mig) langt væk i 11 mdr…

 

Jeg opgav at hækle sammen som opskriften foreskrev, fik ellers mange fif og god vejledning fra mange af jer læsere, rigtigt mange tak for det, men jeg kunne ved den søde grød ikke få det til at se ordentligt ud, så derfor denne alternative løsning.

Luftmasker og fastmasker og jeg er ganske tilfreds!

 

Jeg har også undladt den ene omgang stangmasker rundt om tæppet, kanten ville blive for dominerende, synes jeg, når der nu ikke er “brede” grønne spor på kryds og tværs af tæppet.

Men ellers har jeg forsøgt at gøre, som opskriften fortalte mig.

Og jeg kan nu læse hæklsk og også til husbehov udføre øvelserne med nål…

 

Laura blev rigtig glad, da hun åbnede silkepapiret, som jeg havde svøbt om tæppet, meget overrasket over, at de småhæklerier, som hun jo godt havde set, nu “pludselig” var samlet til et godt og lunt tæppe til hende.

Hun troede, at jeg var i gang til Sophie, og hele sammenhæklingen og kantarbejdet var klaret sent om aftenen i den sidste uge, så hun havde på intet tidspunkt set noget, der var større end 10 x 10.

 

Herligt at se hendes store smilende mund og glade glade øjne…

 

FAKTABOKS

 

Mønster Hæklet DROPS tæppe Min udgave endte i størrelsen 75 x 135 cm, ikke stort men meget passende til at pakke i kufferten.

 

Garn DROPS Delight 4 ngl i farve 11 2 ngl i farve 12 pg 1 ngl i både 10 og 14. Jeg har brugt lidt mere gang, end opskriften siger, men det er altså fordi, at jeg har øvet mig og har måtte smide nogle lapper ud, fordi de var for grimme.

 

Sammenhæklingen og kant arbejdet er klaret i Arwetta i en saftig grøn farve, sort er for hårdt synes jeg og grønt passer godt til alt det spraglede. Bare 1.5 nøgle af den klassiske Arwetta i farve 191 er der brugt.

 

Grej Clover hæklenål nr 5 til lapperne og 4 til sammenhækling og kant, sådan blev det pænest.

 

Egne krumspring Ja ud over den der totalt akavede måde, som jeg holder nålen på, ja så er mine egne streger vist beskrevet herover.

 

Jeg er ved lap nummer 56 til tæppe 2.

Sophie står for tur, i samme farver som søsteren men nok med noget orange til kant, sådan lyder ønsket lige nu men det kan jo forandre sig.

 

Amanda har udbedt sig et noget mere diskret et af slagsen. Noget med farvet center og så grå nuancer udenom.

Det bliver godt for mine øjne at få lidt farveaflastning…