Jeg startede strikkeåret 2021 ud med lidt til at varme mig i på de vinterdage, som vi forhåbentlig får. Sne og frost i ved.
Jeg har strikket mig en Hipsterhue og et par Mads Nørgaard vanter, der passer til en rigtig rar og faktisk også ret pæn blå uldfrakke, som jeg har købt brugt.
Huen var lynhurtigt af pindende, lidt sløvere gik det med vanterne, selv om jeg strikkede og strikkede på dem, men jeg strikkede lige så meget tilbage som frem. Opskriften er født med en kile til tommelfingeren og sådan én har jeg aldrig strikket før, i alle tilfælde ikke i mønsterstrik og der måtte flere forsøg til på begge hænder, før jeg var tilfreds.
Da jeg havde strikket 2 par med kiletommel, gjorde Liselotte mig opmærksom på, at der på Garnudsalgs side ligger en herlig gratis opskrift på vanter med det, som man vist kalder en norsk tommel. Eller der omkring i alle tilfælde. Viggas vanter hedder de og findes lige her.
Garn: 55 g. Filcolana Pernilla fv 580810 Fisherman Blue Melange
Pinde: 3.5 mm
Egne krumspring: Ingen overhovedet
Mønster: Mads Nørgaard vanter fra Knithouse.dk Købt som kit
Garn: Icelandic 100 5 wool (100 m / 50 g)
Pinde: 4.5 mm
Egne krumspring: Har strikket 5 omgange mere før indtagningerne til toppen end opskriften sagde. Jeg har meget store hænder, så det var nødvendigt. Har også strikket et par til Amanda, der har meget lange fingre og de fik også lidt flere omgange. Men jeg er sikker på, at opskriften passer perfekt til en helt almindelig hånd, hvad det så egentlig måtte være for en hånd.
Jeg tilføjede også en ekstra indtagning i toppen, så jeg sluttede af med 8 m i stedet for de 16, som opskriften siger. Det giver en pænere afslutning, synes jeg.
Jeg brugte ikke den neon-orange, som var med i kittet, men strikkede i stedet toppen af resten af Pernilla garnet fra hue projektet. Jeg lagde garnet dobbelt og tilføjede en tråd Kashmir Lux i mørk blå. Jeg kan li’ det lidt dæmpede look. Og Amanda har så fået manchetter i den kradse kulør, hun kan altid gemme den oppe i ærmerne, hvis det alligevel bliver for meget med det neon råberi.
Så altså – varme ører og varme store hænder. Send gerne sne og frost. Meget af begge del, be’ om og tak.
Ind imellem kan det være sådan, at man lukker øjnene et lille bitte øjesteblik og når man løfter lågene igen, så er der gået en uge, en måned, et år. Hvem har ikke prøvet det? At føle at tiden gik, uden at man næsten selv var med på turen.
2020 har for mig på samme tid været både et utroligt langtrukket år med endeløse dage og også et år, der forsvandt som dug for solen. Jeg fik intet nået og så alligevel. De tanker jeg havde, om hvad 2020 skulle bruges til, blev lagt ned af en virus, som på en eller anden måde også ramte computeren, som jeg sidder og taster på nu, for alle gode intentioner, idéer og ønsker ift bloggen blev lammede allerede da virus kun brusede i et fjernt land langt mod øst.
Hundredevis af gange har jeg tænkt: “Arjj dette her kunne jeg godt lige dele! Denne her opskrift burde flere kende! Og nej se nu – dahliaerne er såå flotte, dem vil jeg dele!” Og alle de ord, som nogle af jer forærede mig til skriveøvelser, hvad med dem? De lå bare der og gloede og jeg fik intet gjort ved dem. Jeg ville gerne, men…
Nu har jeg sat mig selv på en lille opgave, hver anden dag skal jeg skrive. Et eller andet. Og jeg skal bare, det er ikke noget, som jeg skal ævle med mig selv, jeg skal bare slå måsen i sædet og gå i gang, ordene er jo derinde og flyder let ned gennem armene og ud i fingerne, lige så snart jeg lægger mine hænder på tastaturet.
Jeg skal bare vænne mig til at åbne computeren og sætte mig i stedet for at gå og “skrive” inde i hovedet, for det gør jeg faktisk. Hver dag. Mange gange hver dag. Formulerer sætninger. Stiller spørgsmål som jeg selv svarer på. Tager billeder med øjnene og gemmer dem inden i til de blå dage. Ordene svæver ligesom rundt inden i, indtil de lægger sig på rækker og bygger en sætning, de kan slet ikke lade vær’.
Bær over med mig, mens jeg vænner mig. Indlæggene vil bære præg af “ingen overordnet plan”, ingen særlig struktur, men bare ord ord ord. Jeg skal tilbage dertil, hvor det bliver en helt naturlig ting at slå skærmen op og varme tasterne med mine fingre. Jeg tager fat på de ord, som i rakte mig for et års tid siden, alt er stadig aktuelt. Synes jeg da selv og måske synes andre også, at mine ord om stort og småt kan give god mening ind i deres eget fine liv.
2020 kom og gik. Fyldt med en hel masse lort og mindre bidder af lagkage end vanligt, det mærkeligste og skæveste og nærmest også mest krævende år i hele mit liv og helt sikkert også i ret mange andres liv.
Jeg forestiller mig, at det kan ha’ været en ret stor udfordring at nå i mål med sine nytårsfortsætter, hvis man havde lavet sådan nogen, i alle tilfælde på den måde, som man sad og tænkte i slutning af 2019 og forestillede sig, at 2020 ville og kunne forme sig. Holy Moly altså.
Det eneste jeg havde en klar plan for for 2020 var mine strikkerier. Planerne var faktisk så klare, at de var noteret både i en notesbogog digitalt, og jeg havde endda pinnet det så meget ud, at jeg ikke selv kunne komme i tvivl om, hvad det egentlig var jeg havde sat mig for. Lager barbering, brug hvad du har, brug af alle de skønne meter garn, der er slæbt hjem i tidens løb og få strikket mere ego strik. Jeg beskrev det ret klart, synes jeg.
Og altså – jeg kom faktisk ret godt i mål. Især hvis jeg retter mit fokus på, at jeg ønskede at strikke mere til mig selv. Meget mere til mig selv. Det blev til næsten to håndefulde gode egoprojekter.
Og også når jeg kigger på den ramme, som jeg havde sat for indkøb af nyt garn, jeg har holdt det temmelig stramme budget og fået utroligt meget godt ud af det. På flere måder.
Jeg har fået strikket 8 rigtigt gode ting til mig selv, cardigan, trøjer, veste og jakke, alt sammen strik, der bliver og vil blive brugt igen og igen. Bedst af alt fik jeg strikket mig en ny Kashmir, den gamle gode blå er blevet brugt og brugt og brugt og er efterhånden ikke noget, som jeg har lyst til at færdes uden for egen matrikel i. Nu har jeg en ny lækker sag i blide brune farver, meget lysere end den gamle, men rigtigt fin og brugbar.
Jeg fik faktisk også strikket et “hengemt” projekt fra 2008 færdigt, en gråbrun Tweedie, som er så god til jeans og lyseblå skjorter. 2008 – jeg kommer altså aldrig til at gemme et ufærdigt projekt så længe mere, det er jo kuk, men jeg er glad for, at jeg faktisk tog posen op og fik strikket skidtet. Det gode skidt.
Jeg vil ikke skrive specifikt om hvert stykke strik i denne post, de får lov til at få et hurtigt lille skriv hver især. Inkl faktaboks for det er noget, som jeg kan se stadig bliver brugt af andre i de gamle gamle indlæg.
Jeg nåede målet med at strikke mere til mig selv, men jeg kom ikke helt i mål med at strikke lige præcis de ting til mig selv, som jeg havde skrevet på listen, to af projekterne er stadig under udarbejdelse, hvis man kan kalde det det, og et enkelt projekt er sendt til de evige uldne jagtmarker for strik, der bare ikke skal strikkes, adjø til min næsten færdige Lone Cardigan, vi var kommet ind i sådan en negativ spiral, at jeg ALDRIG ville blive tilfreds med vores forhold.
Jeg fik strikket flere projekter med flerfarve strik, som var et af mine ønsker for skills 2021, og sidst på året kom jeg også i gang med at strikke de strømper, som jeg længe har ønsket at få mig overgivet til.
Alt i alt bare ren og skær tilfredshed og tilpashed over den måde at gribe mit strikkeår an på.
Da jeg tidligt på året postede lidt om projektet på Instagram fik jeg et par kommentarer om, at nu skulle der jo ikke gå for meget revisorskab i en dejlig hobby og at det for nogen også ville dræbe enhver form for kreativitet at sætte den slags rammer op, man skulle gå med lyst og følelse i sine projekter. Til det vil jeg bare sige, at jeg jo prøve at gøre det, som føles godt og rigtigt for mig selv og ikke har nogen intention om at presse andre til samme, intet kunne ligge mig fjernere, jeg er trekvart ligeglad med, om nogen skyder millioner af på strikkegadgets og tons af garn, vi skal hver især gøre det, der giver mening for os selv, og for mig giver det så god mening, at jeg får brugt det, som jeg allerede har købt og også får strikket noget, som jeg ved, at jeg har lyst til at bruge igen og igen og ikke bare lige i 5 minutters kådhed. I opdager selvfølgelig, at jeg ikke har ført regnskab i november og december, det er ikke fordi, at jeg sprængte banken i de måneder, alt blev overholdt, blot ikke noteret, ren sjusk.
Mine rammer omkring økonomien i strikkeåret 2020 var stramme og jeg frygtede på forhånd, om jeg ville kunne holde dem mere end en måned eller to, men den frygt kunne jeg roligt lægge til hvile efter ret kort tid. 150.- kr kan række meget længere end man tror (og frygter), når man i forvejen har et godt lager at plukke fra og det havde jeg jo.
Den økonomiske ramme fik mig til at overveje de impulser, som en daglig ulden tur på Instagram kan give mig, jeg får jo nærmest lyst til nye projekter hver dag. Jeg gjorde det, at jeg gemte de fristende opslag derinde og så løbende kiggede dem igennem. Mange kunne hurtigt slettes igen og de, der så stadig fristede, de kom over i notesbogen på en ønskeliste. Den liste har jeg kigget på ind imellem og har så faktisk kunne liste op og finde de fleste garner, der kunne bruges, oppe i mine egne kasser, og andre gange er de små garnpenge så gået til at indkøbe supplement eller indkøb til specifikt projekt.
At indregne indkøb af magasiner og opskrifter i den lille månedlige pulje var dumt, det gør jeg ikke igen, f eks kostede indkøb af et Laine Magazine mere end en hel måneds budget og det blev for træls. Så ny beslutning omk lige det punkt i 2021.
Jeg havde også givet mig selv muligheden for 2 dealbreakers i løbet af året. 2 x ikke specificeret beløb, der kunne knaldes af på et projekt, der bare ikke kunne vente eller ikke kunne spares op til at den månedlige pulje. De blev begge to fyret af og jeg indrømmer, at jeg faktisk kun er nået i mål med det ene. Men sådan vil det gå for mig, når jeg shopper i et øjebliks rus og hopla, jeg får mig ikke tænkt grundigt nok om.
Jeg har været så glad for mine uldne aftaler med mig selv i 2020, at jeg snupper en omgang mere i 2021. Listen over projekter er skrevet, garnet er pakket i små kasser med opskriften lagt ved og notesbogen er trimmet.
Jeg er klar.
SÅ klar og fokus på ego strik følger mig ind i 2021, jeg er vild med det.
