Forleden spottede jeg det fineste tørklæde i et efterårsafsnit hos The Gentle Knitter.
Fichu Bleu af Orlane S, der gavmildt har lagt det på Ravelry som en gratis opskrift. Jeg manglede faktisk lige sådan et ensfarvet uldent tørklæde og med det look, som jeg gik efter, i hovedet og opskriften i hånden dykkede jeg ned i kassen med passende garn og dukkede op igen med et par nøgler Re-Born fra Garnudsalg.
Gråt blødt garn med små bitte nister af “gammelt” garn, som er brugt til produktionen af nyt.
Og nu, hvor jeg står med det færdige sjal/tørklæde i hånden, må jeg bare sige, at kombi af garn og opskrift fungerer helt perfekt. Så tak til mig selv for den parring, jeg tænker ikke, at det bliver sidste gang, at jeg parrer de to ting, et blåt ville jo også være flot.
Jeg smider en faktabox herunder. Måske er der andre end mig, der mangler lige præcis sådan en halsvarmer. Ja i teorien mangler jeg det jo ikke mere, men altså.
FAKTABOKS
Mønster: Fichu Bleu af Orlane
Garn: 150 g Re-Born fv CW016
Pinde: 4.5 mm
Egne krumspring: Jeg ønskede ikke sjalet helt så stort som angivet i opskriften, så jeg skippede de sidste to blokke af glat- og ribstrik og lavede også den afsluttende retrillekant halv størrelse. Tørklædet har fået en rigtig god størrelse til at blive viklet om halsen uden at fylde hverken for lidt eller for meget.
Jeg lukkede af med Icelandic Bind Off, som jeg var stødt på forleden. Det passer perfekt til rillekanter, synes jeg. Jeg fulgte en nem vejledning på YouTube.
Egoprojekt No. 3 i 2021 – jeg lægger godt fra land på det område i år. Vanter, hue og nu tørklæde så mangler jeg bare den klingende frost og en halv meter sne.
Da jeg for en måneds tid siden skrev, at I var velkomne til at komme med stik-ord, som jeg så senere kunne bruge som en slags skriveøvelser her på bloggen, var I hurtige på tasterne og der kom så mange fine forslag til, hvad jeg kunne kaste mig over.
Jeg er ikke rigtigt kommet i gang endnu, men tog listen frem i dag og kiggede den igennem, jeg har jo lyst til at skrive om alt derpå, men for at gøre det lidt let tilgængeligt for mig selv på sådan en lidt træt torsdag som denne, så hev jeg en af kasserne med Lynhistorier ud af skabet og trak et kort. På engelsk åbenbart. Havde glemt, at vi også havde den udgave liggende.
Så altså – here we go – en lille lynende hurtig historie about a scar. Jeg sætter ikke minut-uret til, det klarer min hjerne ikke, jeg må ha’ tid.
Da jeg var barn var sodavandsdrikning noget, der hørte højtider og fester til. I alle tilfælde hjemme hos min mormor og morfar. Hos min fars forældre var der en mere afslappet holdning til indtagelse af den slags, sikkert fordi, at de tænkte, at den bare skulle have gas på hyggen, når jeg var hos dem.
Efter en sammenkomst hjemme var der en lille flok Fuglsang sodavand til overs, lækre søde boblende sodavand i små glasflasker. Jeg plagede flere gange om at få lov til at drikke én af dem, bare én, en iskold en var det, for de stod ude i noget, som vi kalde Slippen, en smal passage mellem vores hus og nabohuset, hvor byens store Materialist boede, datidens Matas. Hvordan sodavandene er endt dernede på det store slidte trappetrin af sten, aner jeg faktisk ikke, det var ikke et sted, hvor der normalt sådan lige stod en flok kolde drikke, men de stod altså der et par dage efter sammenkomsten og de lokkede noget så skrækkeligt.
Det endte – selvfølgelig – med, at jeg tænkte: Nu tager jeg bare én og så må jeg få skæld ud, hvis de opdager det! Jeg fik listet en oplukker med ned oppe fra den tunge køkkenskuffe og knappede en sodavand op og drak den i store grådige slurke. Væk var den i løbet af et øjeblik. Og så stod jeg ellers der med den tomme flaske. Og hvad skulle jeg så gøre af den?
Kan i mærke panikken? Jeg var jo ude i Point of no return, for sodavanden var drukket og det kunne ligesom ikke gøres om, jeg havde bare ikke tænkt længere end dertil i min iver for at bælle noget sukkerdrik.
Jeg gik i panik, drejede rundt om mig selv både fysisk og mentalt og tænkte bare Åhh nej åhh nej og pludselig røg flasken ud af hånden på mig! Ned på de store gamle sten, der lå i slippen. Crash bang og tusind glasskår. Panik panik panik. Havde nogen hørt larmen? Kom de nu løbende ned af trappen? Hvordan skulle jeg samle det op? Og hvad skulle jeg gøre med skårene?
Høj puls og paniksved.
Jeg begyndte at samle op og tænkte mig ikke om, samlede bare de tykke skarpe skår op i næven. Samlede og samlede og samlede lige indtil jeg på en eller anden både fik skåret et dybt buet snit i min højre håndflade. Lige på det tykke sted under pegefingeren. DYBT! Følte nærmest at glasskåret sad fast inde i knoglen. Jeg turde ikke skrige eller tude. Så var afsløringen jo lige så sikker som Amen i kirken. I min panik smed jeg alle de opsamlede skår igen og stod nærmest bare som stivnet, mens jeg kiggede ned på hånden med det gabende sår og så hvordan blodet bare piblede. Stærkere og stærkere og mere og mere. Det tap-blødte.
Jeg blev så svimmel. Af ren og skær panik.
Og til sidst skreg jeg vel. Og græd. Højt!
Og min mormor kom løbende.
Hun sagde ikke et ord men hev mig op i køkkenet, op på køkkenbordet og tændte for den kolde hane, så hun kunne komme til at se såret.
“Hvordan er det sket, Anne?” Intet svar, bare hulk. “Anne?!?”
Og så fortalte jeg det vel. Jeg husker det ikke, husker ikke skæld ud, husker ikke formaninger, husker bare panikken inden i og en forfærdelig dunken i hånden i de næste mange timer. Og så en stod hvid stram forbinding. Måske lidt større end nødvendigt så jeg rigtigt kunne sidde der og glo på den og tænke over, at jeg havde gjort noget rigtigt dumt. Og det endda uden at spørge. Dumt.
Arret sidder der endnu, helt tydeligt, halvmåneformet og lidt hævet op over resten af håndfladen.
Et ar. En lynhistorie.
Jeg har oprettet en ny kategori, der hedder blog-ord, i den vil jeg lægge alle de indlæg, som jeg skriver over jeres stikord. Dette her var det første og med gode gamle Lynhistorie som støttepædagog og igangsætter…
I vores julemåned er der egentlig en del traditioner; småkagerne, der bages sammen med gamle dejlige kolleger, de lune safrangule brød på Lucia morgen, maden, måden vi åbner gaver på, julekortene, julekalenderkigning og småudflugterne til julemarkeder rundt omkring.
Nogle år når vi alt det, som vi plejer og gerne vil, andre år er der noget, som spænder ben og så når vi knap så meget, men visse ting skal bare til før det rigtigt er jul for os. Lige præcis sådan som det også er i de fleste andre familier.
Èn ting er der overhovedet ingen tradition omkring og det er måden vi pynter på, når december starter. Det er en tradition, at vi pynter den 1.søndag i advent, eller i alle tilfælde begynder på det, men det er også den absolut eneste tradition, der er for det. Intet andet er fast eller sikkert…
Forleden talte jeg med min veninde Judith om noget af det julepynt, som jeg har arvet hjemmefra min farmor, og mens jeg fortalte om, hvordan der altid stod en grøn høj glasvase med fyrgrene og røde filthjerter på telefonbordet hjemme hos min farmor og farfar og hvordan min fars små engle af træ og pap altid stod samme sted på reolen i samme hus, så kunne jeg pludselig mærke, hvor dejligt og rart det var at kunne genkalde mig de billeder og især stemninger fra det julepyntede hus i Kolding.
Jeg spurgte Amanda, om hun havde nogle særlige minder om vores julepynt, om nogle bestemte ting på bestemte steder, jeg kendte i virkeligheden godt svaret på forhånd. Det var: “Nej ikke rigtigt!”
Og det er ikke fordi, at Amanda husker specielt dårligt eller ikke har været opmærksom på julepynten, men der er da fordi, at hendes mor hvert eneste år har lavet en “ny” jul! Jeg har altid hygget mig så meget med at finde på nyt, nye opstillinger, nye makkerpar, nye farver, gak og løjer. Og det har været fint og flot og sjovt at kigge på, det tør jeg faktisk godt selv at sige. Pyntningstraditionen har været, at der ingen tradition har været på nogen som helst måde…
Men forleden kunne jeg pludselig bare mærke, at den glæde og rare følelse jeg fik ved at tænke på min farmors bløde filthjerter på fyr, den glæde kunne jeg godt ha’ lyst til at plante i andre små hjerter.
Og med flytningen til en meget mindre bolig end tidligere, ja der har de kreative juleudfoldelser også fået lidt trangere kår, her er virkelig ikke plads til de store armbevægelser og hvis jeg skal kunne trække vejret igennem december, så skal der være mere samling på det og mere strømligning.
Lidt men godt og så noget, som kan tages frem igen og igen og måske – men kun måske – få lov til at stå det samme sted. Og egentlig er det ikke så svært for mig at vælge, hvad det så skal være. For det skal selvfølgelig være de ting, som er lidt tidsløse, klassiske juleting, blide farver, naturmaterialer og smukke former. Lidt træ, lidt glas, lidt dansk, lidt svensk, lige gammelt og lidt af nyere dato.
Og når julen pakkes væk om nogle uger, så vil jeg sortere alle kasserne og kun beholde det, som jeg tænker er langtidsholdbart for mig. Resten bliver solgt. For der er mange gode ting i de kasser, rigtigt mange. Både fordi at jeg har haft meget større huse at pynte og også fordi, at der år efter år er blevet tilført nye skønne ting til samlingerne.
Julen bliver nok aldrig bare rød og granstikkende her, men fremover bliver den mere genkendelig og dermed forhåbentlig også noget, der kan skabe en slags tradition at tænke tilbage på. Og hvem ved – måske kan jeg stadig nå at give mine piger en oplevelse af, at hjemme hos mor stod og hang de tre klirrende englespil altid lige der til højre på den lange reol.
De stod der i alle tilfælde i 2019…
Du vil kunne finde masser af billeder af de forskellige års jule”installationer”, hvis du skriver jul i søgefeltet. Jeg tror, at jeg vil tage mig en tur rundt i alle de gamle indlæg og lige få genopfrisket julepyntningen igennem tiden…
