Lidt af hvert

LOVESTORM…

13/11/2019

Tusind tak for alle jeres fine varme kommentarer i går, jeg er helt på bagen over, hvor anerkendende og opløftende i er. Og alle de stikord – det er for vildt! Jeg kan jo skrive fra nu af og til næsten evig tid på den flok, som i har sendt afsted.

Skal vi ikke tillade os at konkludere, at de gode gammeldaws blogs om levet liv på ægte vis bare stadig holder? Selv om vi lader os rive med af hurtigheden på andre platforme, selv om blogsfæren har taget 2-3 kvantespring siden tidernes morgen, hvor jeg begyndte at skrive, selv om alt muligt, ja så findes der stadig fine gode ting ved det skrevne ord og ved muligheden for flere af dem på én gang…

Tak – virkelig tak – for den lovestorm, som jeg tillader mig at kalde den.

Den giver mig så meget skrive-energi!

Jeg kan sagtens skrive for mig selv, no problemos, men jeg vil hellere end gerne lade ordene leve her på siden, når nogen gerne vil forholde sig til dem.

Så det gør jeg.

Og i morgen trækker jeg et lille ord fra puljen af alle dem, som i skrev til indlægget.

Træskostøvler, bål, æstetik, hverdagsfilosofi, kattedame, blomster, relationer, børnebørn og meget meget mere.

Jeg er klar. Tastaturet er støvet af og de mange ord noteret i min lille bog.

En lovestorm er ren benzin…

Bloggen, Og mig selv - sagde hunden, Skriverier

DET KRÆVER ØVELSE, RUTINER OG PÅMINDELSER…

12/11/2019

Helt ærligt altså –

Jeg bliver da så irriteret på mig selv!

Jeg vil gerne blogge, jeg vil gerne gøre det om ikke dagligt så i alle tilfælde flere gange om ugen.

Jeg vil gerne skrive om stort og småt, om mad, om strik, om have, om liv med skrammer og buler, om pelsdyr, piger og børnebørn.

Så hvorfor får jeg det ikke gjort?!?

Jeg er ude af træning og rutiner.

Jeg glemmer det og går “bare” og laver en masse ting, som så fint kunne deles her.

Strikkede sager, som sidder på pindene og er på vej og også sager, der er afsluttet men særligt skønne.

Jeg har lige lavet dejlige dejlige måltider omkring Mortens aften med smørmøre ænder og sprøde salater, som sagtens kunne ligge her til brug og glæde for andre.

Men jeg glemmer det!

Og når jeg så kommer i tanke om det, så sukker jeg lidt og tænker på, om det overhovedet har sin berettigelse? Er der brug for det? Behov for det? Glædes nogen over det?

Gør jeg selv?

Er tiden løbet fra de små hverdags blogs? Er tiden mere til de semi-professionelle med strammere og smallere fokus, med mere tid til at arbejde med indholdet, med samarbejdspartnere og tydeligt ønske om at kunne leve af sin tilstedeværelse på nettet?

Jeg ved det ikke…

Det er ikke sådan, at jeg sidder her og har følelsen af ikke at ha’ lov, jeg må jo lige præcis det jeg vil her, på min digitale plet og jeg ved, at her er trofaste læsere, som vender forbi og snupper en dosis af det, som jeg deler.

Men jeg oplever også, hvordan der på FB og IG kommenteres på indholdet her på siden, at der stilles spørgsmål der i stedet for her, og det får mig til at tænke over, om de fleste mon trives bedre på de lidt hurtigere platforme, hvor man blot med et lille dap med pegefingeren kan tilkendegive, at man har set, måske læst og også kan li’ det, der er delt.

Måske er vi alle – rigtigt meget inkl mig selv – faldet i hurtighedsgryden, selv om mange af os siger, at vi længes efter mere ro og mere fordybelse?

Jeg vil så gerne i gang med at skrive igen, jeg elsker det, virkelig, og skriver lige så gerne bare for mig selv, men skal det så være her? Eller bare i et lille lukket dokument, der kun læses af mig selv?

Jeg kan i alle tilfælde konstatere, at det vil kræve øvelse, vedholdenhed og små påmindelser for at jeg kommer her forbi…

Jeg har tidligere lavet en lille skriveøvelse koblet på en bog, der hed noget i retning af 365 ting at skrive om, det var faktisk ret sjovt. Måske skulle jeg gribe til sådan én igen med et håndslag fra min ene hånd til min anden hånd om 3 ugentlige små skriverier?

Jeg kunne også gøre det sådan, at jeg skrev korte tekster over stikord fra jer læsere. Der skal ikke meget til at starte min indre skrivemaskine, den er nærmest selvkørende. Tap tap tap kører fingerne over det imaginære tastatur og så vokser der en lille flok ord. Om ingenting og om altid. Om vejret, om krydrede chokoladesnurrer, om engelsk strik, om ambassadører, om venskaber og utålmodighed.

Jeg vælger at være tålmodig med mig selv, jeg holder fast i følelsen af gerne at ville skrive lige netop her, at jeg vil skrive om alt det, der svømmer og svæver mellem fuglene og fiskene.

En fast aftale om ugentlige skrivetider. Jeg sætter det i kalenderen.

Og kan du så måske smide et stikord eller to herunder, ikke på FB eller andre steder, herunder, så samler jeg dem op og bruger dem til små tekster om alt og intet og måske noget helt særligt.

Stikord. Èt ord. Måske to.

Hjælper du?

Billedet af den dahlia er selvfølgelig ikke fra i dag, en grå kold novemberdag, men fra en fejende flot sommerdag med sol og varme, og egentlig kunne jeg jo skrive om hvor grueligt tørret jeg blev af dette års dahlia knolde, for det var fileme da en værre historie…

Hverdagsliv, Og mig selv - sagde hunden, Skrammer og buler

hjemmedag i blødt tøj…

05/11/2019

Udenfor er dagen stadig lidt mørk og faktisk meget grå. På den lidt kolde og fugtige november måde.

Inde er der heldigvis varmt og rart og stearinlysene lægger et blødt skær over stuen, hvor jeg sidder og læser og sipper en kop dampende kaffe. Helt stille.

Tirsdag er hjemmedag. Nuldag.

Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil kalde de hverdage, hvor jeg ikke arbejder, for fridage. Lørdag og søndag er fridage, tirsdag og torsdag er hjemmedage. Dage, hvor jeg skal hvile og samle mig, så jeg kan klare arbejdsdagene på ordentlig og effektiv vis.

Det kræver stadig øvelse. At være nådig overfor de begrænsninger, som ligger i mit liv nu, at være rummelig overfor, at jeg ikke kan det samme som tidligere og at det faktisk er både anerkendt og veldokumenteret.

Jeg må gerne være hjemme og ikke arbejde hver dag. Ja man kan vel egentlig sige, at jeg bliver betalt for at blive hjemme og hvile mig, at det er vurderet, at det er sådan det skal være og at jeg derfor får en flexydelse for det, en lillebitte offentlig løn for de timer, jeg ikke kan arbejde…

Men det tager tid at lande i det, lang tid kan jeg mærke, både for mig selv og for nogen af dem rundt om mig, det er ikke let at fordøje så markant et skift i et liv, ikke for den, som er ramt, og heller ikke for dem, der står et stykke fra og kigger på. I mit tilfælde er de, der er helt tæt på, dog ret skarpe på, hvad der er gang i.

Mine piger er meget mere realistiske omkring det, en jeg er.

“Du kan IKKE, mor.”

“Vær nu bare sød og læg dig en halv time.”

Og det bliver sagt med kærlighed og forståelse. Også når Laura siger “Du er som et lille barn lige nu, et lille barn, der ikke har fået sovet en god lur!” Så griner vi og jeg græder måske lidt. Men det må jeg godt, lige så meget som jeg må være hjemme et par dage om ugen.

Pigerne går så fint ved siden af mig i denne proces, kærlige og rummelige, og er også gode til at klappe lidt til mig, når jeg selv presser mig frem frem frem, de tør godt at gå ind foran mig og holde et stopskilt op.

For dem har det også været en proces, og der er helt sikkert også dage, hvor de er ved at rive håret af sig selv og savner at alt bare var som før, det bliver hårdt for dem, en belastende situation.

Forhåbentlig ikke en belastende mor men “bare” en belastende situation…

Så er dag er jeg hjemme. Uden planer.

Ikke andre end dem af den husmoderagtige slags.

Vasketøj, der skal lægges sammen og lægges på plads.

En bordplade, der trænger til sæbekærlighed.

En lille oprydningen i garn, der er efterladt i poser, smårester efter de sidste projekter.

Og når de ting er klaret så er der – på tankeplan i alle tilfælde – gjort klar til nogle små juleklipperier. Årets juledue skal udtænkes og en model laves, så der senere kan klippes og limes en god flok.

En hjemmedag. En nuldag. En stilleogroligdag.

I blødt tøj og med snorkende hund som selskab.

En rar dag…

Arkiv

Facebook