Jeg har ikke ferie i denne uge, jeg arbejder helt som vanligt, men den rolige stemning af ferie ligger alligevel blødt over det lille hus, for både Amanda og Laura holder ferie og sørger for at sofaen holdes varm og at det bløde tøj er i brug. Laura er hjemme en lille flok dage og det nyder alle. Tid til bare at være sammen, til at flyde og nyde og også gøre lidt hver for sig.
Det er hyggeligt at komme hjem til feriestemningen og bare det at ikke alle skal ud af døren gør det på en rar måde nemmere selv at tage afsted; sådan har jeg altid haft det, også da pigerne var yngre, bare det at slippe for den sædvanlige stramme morgendisciplin med madpakker og sådan, det var så rart.
Og i disse dage er jeg ikke sen til at synke ned i det nærmest dovne tempo, der hviler over flokken…
Og samtidig med at jeg føler, at jeg har lyst til bare at være doven, så får jeg faktisk også lyst til at bage noget sødt og godt og til at finde kasserne med papir og andet klippeudstyr frem og måske vride en lille julefugl eller nogle kulørte origami stjerner af de flotte engelske haveblade, som Fru Tulipan har afleveret her.
Jeg sidder også og sender lidt matte blikke ud i den have, som endnu ikke er gjort helt vinterklar. Noget er klaret, alle dahliaknolde er gravet op og ligger til tørring og havemøblerne er også slæbt i skur, men der mangler stadig en oprydning i potter og en plantning af de absolut sidste stauder for i år.
Men det bliver altså ikke i dag. Hverken kage eller have.
Det bliver vist bare til sofa og strik og noget streaming.
Og der er heldigvis ikke nogen, der forlanger, at jeg skal andet end det og Huxi er helt med på dovenplanen…
Jeg har gang i lidt forskelligt strik for tiden, det fine tørklæde fra forleden, en top til Laura, en Kumulus til Laura, færdiggørelse af Amandas egenstrikkede cardigan, som hun har brug for lidt assistance til monteringen af og vel også et par projekter til de små i familien. Alle projekter er vigtige og kan nogen hver især og i den anden ende af dem står der et par utålmodige sjæle og venter.
Men i dag er de alle sparket til hjørnet for en vest.
LUX vesten fra Sanne Fjalland, en lækker enkel vest med fine detaljer ved hals og ærmegab. Strikket i lammeuld og silk mohair.
Jeg ser mig faktisk allerede trække den over en af mine utallige hvide eller lyseblå skjorter og tilsætte et par jeans og et par støvler her til vinter. Det bliver jo så lækkert. Forestiller jeg mig i alle tilfælde, reelt ser jeg det jo først, når jeg er i mål med strikkeriet, men forestillingen og især vesten, som jeg har prøvet oppe hos Sanne, er fino fino…
Jeg har været på lageret og hente garn til den; stort set alt strik på mine pinde i 2019 er klaret med lagergarn og jeg overvejer at fortsætte i samme spor i 20, for der ligger uendeligt meget dejligt garn oppe i kasserne og det skal bruges, skal det.
Jeg fandt en spole med noget gråbrunt og let meleret lammeuld og kunne ved hjælp af den lille mærkat inde i papspolen regne mig frem til en løbelængde på ca 220 pr 50 gram og med en strikkeprøve i hus så ved jeg, at strikkefastheden passer. Jeg har en fornemmelse af, at garnet er tilbage fra de dage, hvor Garnudsalg lå hjemme i længen hos Liselotte og Kenneth.
Jeg fik viklet garnet af og vejet. 159 g gram og der er noteret et garnforbrug på 200 g til en str l, som er det der passer til mit brystmål.
Str xl har samme forbrug så jeg ved, at l ikke helt bruger de 200, men jeg tænker nu alligevel ikke, at jeg helt kan undvære 40 gram garn. Så jeg kiggede i resterne efter mulige garner til kanter ved ærmegab og hals og har hevet to forskellige farver Madeleine Tosh med ned en gråbrunrosa og en lys lys brun. Begge er gode og passer på hver deres måde til lammeulden, men jeg ender nu nok med at gå med den brune for at kunne bruge så mange forskellige farver skjorte som muligt under vesten.
Jeg satser på, at jeg når i mål på den måde. Måske er jeg heldig at det rækker. Og gør jeg ikke, så må ribben forleden trævles op og garnet bruges foroven og så må jeg lede efter et alternativ garn til ribben…
Den slags strikke-sudoku kan jeg faktisk godt li’. At få noget til at passe. Nogle rester med lidt forskellige strikkefastheder, der forvandler sig til et lækkert stykke brugbart beklædning, også når der ikke er helt nok af det garn, som ville ha’ været det allerbedste.
Jeg er ikke bange for at ende op med noget ubrugeligt, for jeg har ikke noget garn, som jeg ikke har lyst til at bruge, og jeg er vel efter snart 50 års strikkeri drevet nok til undervejs at opdage, hvis det ikke fungerer. Og så skal det lager bare nedbringes, alt andet ville være tosset, der er så meget lækkert garn deroppe, garn til mange gode projekter i både børne- og voksen størrelse og for hver gang jeg får hentet noget ned deroppe fra og får det forvandlet til et stykke godt strik, ja så smiler jeg faktisk lidt lidt bredere.
“Brug hvad du har” passer mig godt. Både i strikkekurven, garderoben og i køkken- og køleskabet.
Hvis der er noget, som jeg rigtigt gerne vil være god til, så er det at have øje for de små ting i livet.
De små gyldne øjeblikke mellem to fremmede, der passerer hinanden, et solmodent hindbær plukket på gåturen, fiskehejren over haven på vej mod søen, en rød solnedgang, et pust af frisk vind gennem vinduet ved min seng, duften af blomster i min have, en smuk stak brænde, roen i strikketøjet, en sprød syltet svensk agurk på min leverpostejmad, det bløde rene tøj, der ligger i kurven og venter på at blive foldet og lagt væk, en spindende kat på stolen ved siden af mig, musikken, farverne, naturen, smilene, ordene.
De små ting.
De små vidunderlige ting, der giver hverdagslivet nuancer og løfter de blå dage til fine dage…
Jeg tager mig tid, når jeg cykel hjem igennem landskabet, tid til at holde øje med de små skift, der sker i lyset igennem årstiderne. Jeg tager mig tid, når jeg går gennem supermarkedet til at kigge på dem, der er omkring mig, til at smile og til at sige lidt til dem, der står ved siden af mig, mens jeg vælger det, som jeg har lyst til at spise.
Jeg tager mig tid til at nyde den gode kop kaffe og æblet i både.
Til at ae min hund og ae mit garn og til at tænde lys lige i det hjørne, som jeg kan kigge hen på fra min plads ved bordet.
Tid er en luksus, som jeg ufrivilligt og uventet har fået forærende rigtigt meget af, tiden er givet til at jeg kan hvile mig, komme mig, blive en ny udgave, ikke en bedre udgave eller en dårligere, men bare en mere langtidsholdbar udgave af hende, som jeg inderst inde stadig er, og mens jeg bliver hende, så vil jeg sætte pris på at have tiden til at holde øje med og især glædes over de små ting.
De ting, der giver mit liv nuancer, puls og inderlig glæde.
Jeg har altid holdt øje, set alt, fornemmet alt, hørt alt, mærket alt, men nu får jeg det faktisk også taget helt ind og lagret der, hvor det giver og beriger.
