Mens bloggen har ligget stille, forsømt, svigtet og uplejet er jeg flyttet. Sådan helt konkret og fysisk oven i alle de mentale flytninger, der har været nødvendige over de sidste år.

Jer, der følger med på Instagram, er blevet bombarderet med billeder og lovord om dette lille paradis på jord, men jeg synes altså, at historien om, hvordan vi landede her er så god og skør, at den sagtens kan gentages igen. Og igen. Og jeg bliver faktisk lige en anelse mere taknemmelig for hver gang, jeg fortæller den, for det helt utrolig lykketræf rammer mig klokkerent igen og igen.

Og et lykketræf var det…

I oktober 2017, da de sidste dage på stationen var klaret og jeg pakkede den lille sommerlejlighed sammen, mærkede jeg et tydeligt behov for, at min hjemmeadresse måtte forandres. De år på stationen med mulighed for at bo i skoven i perioder havde plantet et frø og også et behov for at bo der, hvor der var mere natur, mere ro og mere plads, jeg skulle ud af byen, ud af huset, hvor jeg havde nået at bo med alle pigerne fordelt på de tre etager, ud af den hjem, som blev en tryg base efter flytningen fra huset på heden.

Jeg begyndte at afsøge muligheder i udkanten af Silkeborg og i det nærmest opland, nedlagte ejendomme, huse til leje, lejligheder i forstæderne tæt på skoven og så videre, men enten var det for dårligt, for dyrt, for småt, uden tilladelse til husdyr eller for langt væk fra byen.

Jeg oprettede en profil på Boligportalen og søgte der et rækkehus i byens nordlige del, tænkte at det kunne være en mellemstation, indtil det rette dukkede op. Da jeg skrev på rækkehuset, svarede jeg på, hvad jeg følte var 117 spørgsmål om stort og småt og meget specifikke ting om mig og Amanda, der skulle flytte med mig, og jeg nåede at tænke, at det var godt nok omstændigt.

Allerede næste dag fik jeg et svar om, at rækkehuset var udlejet, men at jeg kunne komme i betragtning, hvis jeg ville indgå en aftale om at købe det inden for en årrække, nej tak ellers tak til det, ingen interesse what so ever, og så var den ellers lukket…

En times tid senere kom der en mail fra Boligportalen. Jeg havde ikke søgt andet og åbnede ikke mailen, min tanke var, at det sikker var en eller anden form for “Hvor tilfreds var du med Boligportalen?”, orkede ikke at svare, tænkte at det kunne gøres senere.

Senere samme dag fik jeg en SMS fra ukendt nummer. En mand skrev: Jeg har sendt dig en besked, jeg tror, at vi har det perfekte sted til dig og din datter og hund!

Og så kan det ellers nok være, at Anne S vågnede op og fik tjekket den “ligegyldige” mail, som jo ikke spurgte om tilfredshed men fortalte mig, at der lå en besked til mig på Boligportalen. Jeg læste beskeden og fik den vildeste hjertegalop. Kunne det være sandt? Lige der på landet tæt på byen? I et område, som jeg havde passeret hver eneste dag på min køretur til stationen og som vi i familien igen og igen havde sagt “Tænk at bo her!”

Jeg ringede selvfølgelig op med det samme og aftalen blev, at jeg kunne komme forbi samme aften. “Tag bare Huxi med” blev der sagt, først bagefter gik det op for mig, at det selvfølgelig skulle tjekkes, at hundene kunne enes, deres hund og min hund…

Amanda og jeg kørte afsted i aftenmørket sidst i oktober 2017 og da vi kørte ned ad vejen mod ejendommen, var det eneste vi kunne sige “Nej nej nej!” og så panikgrine lidt over, at det hele bare var så helt og aldeles surrealistisk og vidunderligt. Lige der i skovbrynet lå en smuk oplyst ejendom, som vi tidligere kun havde set på afstand oppe fra landevejen og lige der i lyset stod to smilende og imødekommende mennesker tæt på min alder og ventede på os. Hundene susede afsted sammen i begejstret galop med det samme og den iver, som de viste uden på, den havde både jeg og Amanda inden i.

Vi fik vist det lille gamle stuehus frem, småsnakkede og grinede og alt var rart og trygt. Da vi skiltes i gårdpladsen, fortalte de, at de havde været igennem Boligportalen for at finde egnede lejere og at de havde inviteret 3 hold til fremvisning. jeg lovede at vende tilbage næste morgen, når vi lige havde sovet på det, og give besked om det var et Ja eller Nej tak herfra.

Også selv om vi allerede der vidste, at det var et kæmpestort og rungende JA JA JA fra både Amanda og jeg, vi var solgt på stedet. Også selv om vi kun havde set stedet i kulsort aftenmørke, vi havde ikke set haven, vi havde ikke set søen og vi havde ikke set alt det vidunderlige, som ligger lige foran havelågen…

Næste morgen sendte jeg en SMS med vores taknemmelige Ja tak, ja faktisk sendte jeg allerede en SMS, da vi kom hjem om aftenen og skrev tak for deres imødekommenhed og den fine fremvisning, og i det samme jeg skrev Ja, så ringede de op og sagde, at de allerede aftenen før havde besluttet, at hvis vi sagde ja, så ville de aflyse de andre fremvisninger, vi skulle bo her, hvis vi ville.

Mit hjerte sang. Virkelig. Jeg var flyvende af lykke og græd faktisk en lille smule. Jeg mærkede bare helt dybt inde, hvor rigtigt dette var for os, for mig.

Et par timer senere stod jeg derude igen til en fremvisning i dagslys og jeg mistede nærmest pusten over, hvor smukt jeg skulle til at bo. Lige midt i den fineste natur og så faktisk bare i cykelafstand fra byen.

Vores eget lille lykkebo. Et lille gammelt skævt hus. Over 100 år gammelt men istandsat på fineste vis og vi elsker hver en kvadratcentimeter.

Et lykkebo lykketræf ud over de sædvanlige.

Et lykketræf, der faktisk i virkeligheden mere var en fejl! En gammekonefejl på et online medie. For jeg vidste ikke, at jeg havde oprettet en Bolig søges profil, jeg troede, at jeg kun havde søgt på det rækkehus og at det var det. Jeg vil kalde det den bedste fejl i hele mit liv!

Absolut bedste!

Og jeg holder aldrig op med at være taknemmelig for, at jeg begik fejlen, at min profil fangede deres øje og at vi nu bor lige her på det helt perfekte sted for netop os…

I de sidste par år har jeg strikket mig igennem kilomangemetervis af merino, alpaca og mohair. Meter efter meter har bevæget sig hen over mine strikkepinde og der er strikket masser af baby- og småbarnstøj og også gode bluser til mine piger. Blødt blødt strik med lidt fluff ind imellem.

Jeg har ikke fået strikket ret meget til mig selv, det er som om, at andres behov for hjemmestrik har skubbet mig ud af listen over projekterne, frivilligt selvfølgelig men alligevel er der nu lige et lille stik af savn efter en opdateret strikket bunke trøjer i egen størrelse. Jeg har tænkt mig at gøre noget ved det – NU! Og det skal være i ulden uld, sådan noget, som lige stikker en lille bitte smule på den rare måde og som har været igennem en ikke så lang forarbejdningsproces, det trænger jeg til. Ulden uld.

Jeg gider egentlig at strikke i det meste, hvis vi fortrænger bomuld altså, men jeg er altid allermest tilpas, når jeg har en form for lammeuld på pindende, strukturen i garnet er lige præcis den, som jeg holder allermest af, og hvis en enkelt af trådene i garnet oven i købet er farvet på gråt uld, så er jeg nærmest helt lykkelig. Om det er Højlandsulden fra Garnudsalg, Tvinni eller højlandsuld fra Isager, Sanne Fjallands lidt kraftigere lammeuld eller et helt andet mærke, det kommer sig ikke så nøje, det er alt sammen garn, som jeg holder af og som gør mig glæde ved at strikke endnu større. Ulden uld…

På pindene er der lige nu en hjemmekomponeret cardigan til mig selv, jeg er dog lidt skeptisk overfor den lidt fyldige pasform, som jeg har fået lavet oppe omkring ærmegabene, så måske er det en ommer, det taler jeg lige lidt med mig selv om. Og mens jeg bliver færdig med at overveje, om den skal trævles op eller om jeg snupper den, som den er, så hviler den sig i strikkeposen og jeg kigger lidt til den hver dag og strikker på andre projekter i stor og lille størrelse så længe.

Jeg har slået op til lille Feather Scarf, som jeg fik foræret til en herlig strikkelørdag hos https://sannefjalland.dk for snart en lille måneds tid siden. Jeg kan se, at enkelte af de andre uldne kvinder, som jeg delte den fine lørdag med, er i mål med deres tørklæde og deres fine resultater har ikke gjort min lyst til at kunne slå et Feather om halsen mindre.

Man begynder med 818 (ottehundredeatten – jøsses) masker og strikker sig en fin fjerbort over ikke så mange pinde og halvvejs igennem borten begynder man at tage ind, derefter er det så bare retstrik og venderækker. Det bliver så smukt. I ulden uld.

Jeg havde ikke en pind, der var helt lang nok og egentlig heller ikke helt spids nok, men da den nu er skaffet til huse, så går det nemmere med de mange mange masker og de drejede vrang. Tørklædet er i proces og det samme er jeg, en rejse tilbage til det mere rolige strik, hvor jeg ikke bare speeder igennem projekterne, jeg trænger til lidt rar og beroligende langsommelighed og det får jeg her…

Laura har allerede skævet lidt forelsket til tørklædet, jeg må være standhaftige og holde fast i det, når det hopper af pindene, men på en måde kan det jo godt være lidt vanskeligt, når jeg nu selv har videregivet glæden ved at bære håndstrik til alle mine piger, jeg ser dem jo gerne indsvøbt i strik fra top til tå. Og indtil videre er det kun Amanda, der for alvor har grebet pindene selv.

Og det er vel egentlig forståeligt nok, når de andre to faktisk bliver forsynet fra moderens pinde.

Men hvad var det lige jeg startede med at skrive?! At jeg savnede en opdateret stak strik i eget skab! Og nu er jeg allerede ved at forære tørklædet væk i tankerne. Jamen Jøsses altså Anne S.

Jeg må messe lidt:

Det er til mig selv, det er til mig selv, det er til mig selv.

Og så lige ha’ kigget lidt mere på, hvad jeg skal i gang med til mig selv bagefter – ud over den måske-cardi, der er på pindene – jeg må skrive en mangel-liste og den vil helt sikkert komme til at indeholde noget med vest, islænder og rumpelang cardigan.

Tip mig lige, hvis i har set noget uimodståeligt vinterstrik i uldent uld, ikk-…

Sove længe gør jeg aldrig, mit indre vækkeur er for evigt indstillet på kl 05.10 plus minus et par minutter og det kræver nærmest tvang at skulle forsøge at sove lidt længere. Men på en træt dag som idag springer jeg selvfølgelig ikke ud af dynerne i samme sekund, som jeg slår øjnene op, jeg bliver liggende, tænker, lytter, planlægger og er jeg heldig, så glider øjnene måske i i nogle minutter af gangen, dyb søvn rammer jeg ikke igen, men de der små finsovninger mellem 05 og 06.30 virker næsten som en slags forkælelse.

Jeg er godt brugt efter halvanden uges tid med to store fester for mennesker, som jeg holder af, og overnattende gæst i nogle dage tilsat den almindelige dagligdag med job og andre forpligtelser. Kroppen og hovedet har været på overarbejde og det vil tage nogle dage at komme i fin form igen, men hjertet er til gengæld fyldt helt op af glæde og grin.

Jeg har ikke haft de store forpligtelser ift de to fester, men lidt hjælper man jo med, jeg gør i alle tilfælde, og jeg gør det gerne, heller være med til at løfte i flok, når nogen holder fest og så lade nullermændene og rugbrødsmadderne regere her hjemme…

I dag er der dømt stille dag. Med sofa, tæppe og tv. Og senere en tur i bio med Hanne, der biler mod Silkeborg til en kop kaffe og et par timer i mørket sammen med alle de velkendte mennesker fra Downton Abbey. Det gider jeg rigtigt godt. Det og så ikke ret meget andet og jeg bestemmer heldigvis selv.

Jeg bestemmer, at vasketøj, køleskabssortering og lang travetur kan vente til i morgen, jeg bestemmer også, at haven,som i nat fik et ret tydeligt svirp af den første nattefrost, får lov til at passe sig selv og at de krukker, der stod med struttende planter i går, får lov til at stå med deres hængeører til i morgen. De får en tur med den store saks og bliver slæbt i ly og så må jeg se, om de vil lege med til foråret, når det bliver tid til udeliv igen…

Skal jeg stille mig selv bare en enkelt lille opgave i dag, så må det være at planlægge nogle skriveøvelser, så jeg kan komme i blogge-form, finde tilbage til jævnlige opdateringer og få trimmet tankestrømmene. Jeg har en idé om, at jeg vil skrive små korte tekster over enkelte stikord, måske lægger jeg dem op, måske kommer de bare til at ligger her, men jeg tænker, at de vil hjælpe mig med at komme ind i både de formmæssige og så også alle de tekniske rutiner igen, for jeg er helt helt ude af form og faktisk lidt på glatis, når jeg skal indsætte billeder, huske hvordan man linker og så videre, jeg husker det ikke og når så maskinhuset ikke ligner sig selv, så tager det tid. Men jeg skal nok få skovlen under det.

Og det da især efter den skønne respons, som jeg har fået af jer både her, på Instagram og på bloggens FB side, tusind tak for det, jeres søde varme ord gjorde mig ægte glad og det føltes lidt som at mødes med gode gamle venner, da jeg så jeres forskellige navne poppe op, I er skønne!

Nyd jeres søndag med alt det, som I nu vælger at komme i den. Indeliv, udeliv, alenetid, familiehurlumhej, arbejde, dovenskab, film, mad, kage, middagslur, der er så meget godt at vælge imellem. Nyd det hele.

Kh Anne.