Jeg har fået vidunderlig hjælp til at få alt det tekniske bag bloggen opdateret, hele maskinhuset har fået en overhaling, gamle systemer er dømt ud og noget tidssvarende er installeret.

Det er jeg så taknemmelig og glad for, for én ting er ikke at have overskud til at skrive, eller ikke at prioritere det, en helt anden ting er, når det faktisk ikke kan lade sig gøre.

Og det kunne det ikke. Intet kunne uploades og så giver det ikke så meget mening at bruge tid på at forfatte, fintænke og reflektere over indhold, ikke hvis det bare skal blive liggende som en kladde…

Men nu er det ordnet, alt er klar til videre brug, kun en mikro teknikalitet omkring billedformat er vist ikke helt på plads, men det er noget, som vi selv kan klare her i huset.

Eller Amanda kan i alle tilfælde. Og indtil hun får tid, så nøjes jeg bare med gamle billeder fra arkivet, de passer vist hverken det ene eller det andet sted ift format, men de er der.

Så jeg kan faktisk bare kaste mig ud i skriverierne og det vil jeg gøre.

Jeg savner det skrevne ord, jeg savner det reflektionsrum, som jeg faktisk skaber for mine egne tanker, når jeg sidder og skriver, jeg får øje på nye vinkler og andre lag, mens fingerne løber over tastaturet, ordene kommer af sig selv, strømmende ud fra de mange små skuffer i hjernen, ned gennem armene, ud i fingerne og ned i tastaturet og jeg gør ikke ret meget andet end at lade dem komme til og så læser jeg tilbage og retter til og finpudser, når ordene har taget den plads, som de synes at ha’ brug for…

Jeg skriver ikke længere helt så hurtigt som tidligere og jeg staver helt i hegnet, jeg får egentlig de rette bogstaver med i de enkelte ord, men rækkefølgen de kommer i kan være ret vilkårlig, det ser rodet ud og heldigvis opdager jeg det oftest selv og kan gøre noget ved det, inden andre skal læse det, som jeg har skrevet. Det er frustrerende, meget endda, men en af de helt tydelige skader min hjerne fik, da den fik et ordentligt gok tilbage i 2016.

Så det kræver lidt mere af mig at skrive nu, lidt mere tid, både fordi jeg skal rette og også fordi jeg mange dage er for træt til faktisk at sætte mig og tænke det, som jeg selv tænker, er nogenlunde fornuftige tanker. Så er der kun meget afmålt tid med intakt koncentration og jeg må gå til og fra.

Men det gør jeg gerne, for for mig kan det skrevne ord noget særligt. Noget særligt og noget andet end et hurtigt foto med en mikro flok ord til. Det er to helt forskellige ting. For mig i alle tilfælde…

Jeg er glad og flittig bruger af Instagram, et ret dejligt medie med hurtige glimt af andres liv, idéer og virke; jeg følger både private og firmaprofiler og har igennem de år, hvor jeg har bevæget mig der, fået dejlige nye bekendtskaber og nærmest et overload af inspiration til mad, strik, have, udflugter, rejser og skønne oplevelser.

Jeg har selv delt stort og småt fra livet her i mit lillebitte hjørne af verden og har glædet mig over den feedback, der har været på det. Jeg bliver der. På Instagram i de små firkanter, der kan meget, meget godt endda, men der er bare lige det med ordene, jeg har ikke plads nok.

Så jeg vil forsøge at vende tilbage til bloggen, gøre mig umage for at give mig tiden og vælge noget andet fra til fordel for det, for det er rart at have dette rum til at blive klogere på mig selv og også dele nogle af de ting, som jeg tillader mig at tænke kan være relevante for andre.

Mit liv er et helt helt andet nu, end det var, da jeg gled væk fra Hverken fugl eller fisk, jeg kan faktisk selv have svært ved at huske hvor meget anderledes, for nu er det jo her jeg er, så jeg tænker, at jeg vil læse lidt tilbage, fange dagene fra dengang og få lavet en lille ord-bro, der kan lede både mig og jer fra det, der var, til det, der er.

Jeg vil gøre mit bedste, forsøge at være vedholdende og give det det bedste skud i bøssen.

Jeg håber selvfølgelig, at nogen stadig har lyst til at være aktive medspillere her, så jeg ikke kun skriver for mig selv. Bevares – det er såmænd også rart nok, men altså lige en tand bedre, når man har nogen at sende ordene til og også at få nogen retur fra.

Lad os se om det kan lykkes.

Alt er i alle tilfælde godt, forstået på den måde at det faktisk er muligt at skrive her…

“Hvordan går det med dig?”

“Håber hovedet har det bedre og at du er klar til stationen!”

 

Jeg får så mange søde beskeder på sms, mail, FB og IG og jeg er taknemmelig for hver og én af dem, vil gerne svare på alle men får det ikke gjort, får svaret mange men ikke alle. Jeres varme, omsorg og bekymringer er rørende og føles som et dejlig varmt tæppe, der lægges over mig og jeg sætter uendelig meget pris på det.

 

Jeg har bestemt mig for at bruge nogle minutter her ved computeren, der ellers ikke er mit hoveds bedste ven, for at skrive en update, så den bliver givet så samlet som muligt. Ikke opløftende eller spændende lægning, I know, men så er det gjort og jeg kan slippe lidt af den dårlige samvittighed…

 

Jeg har været hjemme i hvad der vel ligner 6-7 uger nu med efterveer af kontakt med en hård betonkant på en glat vinteraften i januar. Slog baghovedet og blev fragtet til Viborg Sygehus med ambulance, hjernerystelse og besked på totalt ro og hvile i nogle uger.

 

De uger har grebet om sig, fordi jeg ganske enkelt ikke får det ret meget bedre. Bevares – jeg er da oppe, kan se lidt tv, lave nogle enkle måltider, strikke og var for første gang i går på et par timers udflugt uden at gå helt i sort bagefter.

Men der er også meget, som jeg ikke kan, jeg kan ikke læse, jeg kan kun køre meget korte ture i bil, jeg kan ikke koncentere mig, jeg kan ikke tåle larm og uro omkring mig, jeg bliver stresset af selv det mindste pres, som såmænd bare kan være to spørgsmål i rap og jeg er svimmel og har ondt i hovedet hver dag. Jeg har en fornemmelse af en hjerne, der er polstret med susende rockwool, det er ikke rart.

 

Alt det i sig selv er ubehageligt, trykkende og gør mig ked af det.

Og når man så lige lægger livet som selvstændig oven i, ja så har man vel det, som vi uden ret meget overdrivelse kan kalde en lortesituation…

 

Om 2 uger skal jeg åbne stationen igen til en ny sæson. 2 uger!

Min læge ser på mig, som om at jeg er debil, når jeg siger, at det skal jeg bare, det er mit levebrød og der er reelt ingen vej uden om. Jeg skal åbne og sådan er det!

Så lige nu arbejdes der på at finde løsninger, så det kan lade sig gøre. Ekstra mandskab, færre åbningstimer, mindre menukort og sådan, men alt det bliver en økonomisk belastning og det er ikke den slags spekulationer, som jeg har brug for, mens jeg faktisk prøver på at blive frisk.

 

At drive et sted som stationen er et kæmpe arbejde, der kræver et stort og køligt overblik, også for mange måneder ud i fremtiden, folk booker fest og arrangementer lang tid frem og de skal selvfølgelig vide, hvad mulighederne er og sådan og det kræver igen overblik, overskud og energi.

Heldigvis er folk meget forstående og imødekommende, men bare det at tage en telefonsamtale med et fremmed menneske om lokaler, menuer, priser og andet væsentligt kræver så mange kræfter, at jeg bagefter har noget, der kunne minde om grynet sagovælling i kraniet…

 

“Du må uddelegere!” bliver der sagt, og der er ikke noget, jeg hellere ville lige nu, men at gøre den slags kræver også en heftig indsats og så lander vi igen der, hvor jeg ikke magter det og derfor prøver selv.

“Sig nu til!!” bliver der også sagt, og det gør jeg gerne, men det er bare ikke alt, som sådan kan lægges i andres hænder.

“Luk butikken” hører til blandt de ekstreme forslag, for det er jo i virkeligheden lig med bankerot, færdig, slut prut finale, og det skal et uheldigt styrt alligevel ikke have lov til at betyde, ikke endnu i alle tilfælde, måske ender det med at blive sådan, men det bliver ikke uden kamp herfra.

 

Jeg får også mange rigtigt søde og velmenende forslag til alternative behandlingsmuligheder, jeg tager imod det hele og noterer til senere brug, men jeg forsøger rigtigt meget at lytte til, hvad jeg mærker i min krop og også på min psyke, og det er ret tydeligt for mig selv, at det ikke er i disse dage, at jeg skal starte et forløb op, som kan sende mig i alle mulige retninger. Jeg har brug for fokus og struktur og det går bedst, når jeg lægger planerne selv og ikke står på ny grund.

Jeg er på ingen måde afvisende overfor forskellige typer af behandling – tvært imod – det har jeg ofte tyet til for både mig selv og for pigernes udvikling og trivsel, men det er bare ikke lige nu. Alle er dog skrevet bag øret og når tiden er til det, så tages det op til sortering og udførelse…

 

Jeg forsøger at være som jeg plejer at være, positiv og jubeloptimist, men jeg klarer det ikke så godt, jeg er faktisk skræmt fra vid og sans og er ked af det sådan helt ind i knoglerne. Det er ikke rart at være sendt til tælling, ikke for nogen, ikke for mig, og jeg har det rigtigt svært med at være i noget, hvor jeg ikke kan tage kontrol eller skubbe i en anden retning. Giver det mening?

 

Familie og venner rykker sammen om mig og gør alt de kan for at aflaste og passe på mig, det er fantastisk, jeg er et heldigt menneske, og som skrevet øverst, ja så er alle hilsner og opmuntringer fra alle jer andre også vidunderligt varmende og føles dejligt anerkendende.

Jeg bruger Instagram som en livline ud i verden, forsøger at følge med og dele det, som fylder hverdagen lige nu, strik og dyr, dyr og strik, strik og dyr og lidt der imellem, det er hurtigt og nemt og kræver ikke mere, end jeg kan rumme og holde til. Knips – kort tekst – del. Det duer. Og skulle nogen ud fra denne aktivitet konkludere, at jeg da vist har det udemærket, ja så må de om det, for det er langt fra virkeligheden, sådan som det jo ofte kan være, når et liv aflæses i bittesmå delte øjeblikke.

 

Over and out herfra.

Mine 10 minutter ved skærmen er brugt.

Vi ses…