Ikke mine ord men Anders Aggers eget hashtag på et foto på Instagram taget på turen på Hærvejen.

Grønspætterne kunne man måske også ha’ skrevet.

Yndlingsmændene af kendis-slagsen kunne godt ha’ været mit bud.

Anders Agger og Thomas Helmig.

Og så mig lige der i smørhullet for en kort bemærkning.

Hvor heldigt er det lige?!

Jeg er temmelig tilfreds med at stå der.

Temmelig virkelig godt tilfreds.

Jeg er ret begejstret for dem begge to, den ene har jeg fulgt siden min ungdom og han har lagt lyd og stemninger til mangt og meget, trofast har jeg været med gennem alle albums og op- og nedture.

Den anden har jeg ikke kendt så længe, måske bare i en 4-5 år, siden Kongehuset indefra og turene med en anden Anne rundt på badehotellerne. Jeg blev betaget af roen, stemmen og den fine måde at møde mennesker på. Siden har jeg siddet klistret til skærmen, når der har været Indefra og andet godt med Agger i front.

Og så var de der pludselig, begge to på én gang, på min station, i mine rum og ved mit bord.

Heldigt, herligt og helt i orden…

At de kom vidste jeg godt, jeg havde haft møde med en lille flok DR folk et par uger inden, og jeg havde glædet mig som et lille barn men også frygtet en aflysning, noget kunne jo blive ændret eller taget ud af planen, sådan at der ikke blev brug for rast hos mig.

Men de kom og mit smil var bredere end meget bredt og det nåede ikke bare øjnene og hjertet men hele vejen rundt i systemet.

Agger og Helmig har været på vandretur på Hærvej med rygsæk og solide støvler på, med guitar, soveposer og kamerahold og med tid og ro til gode snakke om livet.

Til jul kommer i de i vores tv og hvis jeg er heldig, så ser vi måske et glimt af de smukke omgivelser, som stationen ligger i.

Og gør vi ikke det, så er det også helt okay med mig, for jeg ved, at de var der, at de spiste og hyggede sig ved bordet, fortalte historier fra de varme lande og havde bål og guitarspil i skoven i det buldrende mørke. Søde, nysgerrige, imødekommende og empatiske mennesker, både de to og så deres hold.

Fy og Bi. Lang og kort.

Jeg er fan. Uden skam og med stor glæde.

Og historien om, hvordan de begge optrådte til min 50 års-fest, den ene som “stangdukke” foran mine gamle kollegers ansigter, og den anden i kopiudgave med akustiske numre til fællesskrål og dans, delte jeg selvfølgelig, og det kunne de såmænd godt se det muntre i, da de sad der i levende live i vandrestøvler og lune jakker i de samme rum.

Så meget er lykkedes for mig i år, så meget vildt er sket, 2015 har været noget af en fest og også noget af et slid, jeg er både jublende og paf over, at jeg kunne binde en lille fin sløjfe på min første sæson som stationsforstanderinde med et besøg af naturens muntre sønner…

Noget, der kunne minde om en fridag hjemme i huset i byen, giver lidt luft og rum til noget af det, som får lov at passe sig selv, når stationenslivet suser afsted med mere end bare almindelig høj fart.

Der er plads til vasketøj, drivhusnipning, græsplænepleje, generelt oprydning og udmugning og ikke mindst dejlige tid med mine skønne piger. Jeg nyder det hele og glæder mig over, at det i dag lykkes for mig at lukke alle tanker om ventede mails, menuforslag, varebestilling, indberetninger og justeringer ude, jeg vil dem ikke, jeg vil frihed og god tid lige for det lille øjeblik, som denne mandag jo egentlig bare er.

Jeg tror altid, at jeg kan nå en hel masse på en lille flok frie timer, men når de kun falder i spredte dryp med mange dages mellemrum, ja så når jeg aldrig så meget, som jeg gerne vil og synes, at der er behov for.

Bevares – jeg får da elimineret de højeste stakke og flyttet lidt på de bunker, som ikke lader sig aflive, jeg får vasket det mest nødvendige og tørret af de steder, hvor støvet ligger tykkest. Men der er også meget, som jeg ikke når, og sådan må det være denne sommer, hvor jeg stadig er i gang med at lære stationslivet med alle dets udfordringer at kende, næste sæson bliver anderledes, for der er alt prøvet før og jeg kan bedre disponere over tiden, når jeg ved, hvad der venter…

Det har taget tid at vænne sig til et meget anderledes familieliv, jeg savner de gode lange dage sammen med pigerne, savner måltiderne og gåturene og vores udflugter og ferieture, det har været en kold tyrker at gå fra en 37 timers arbejdsuge med mange muligheder for samvær til en mangetimers uge, hvor jeg kører nærmest før de har fået øjne og først er hjemme igen lige inden sengetid. Vores weekender sammen er lagt i sommerhi og vores måltider sammen bliver ofte noget forhastede, selvom pigerne flittigt besøger mig på stationen ved aftensmadstid, for andre end de 3 vil gerne spise min mad og det kræver at jeg står ved komfuret og ikke sidder ved bordet sammen med dem.

Men vi klarer det på en rigtig fin måde, synes vi, og er enige om, at det stadig er det rigtige valg jeg traf også selv om det har omkostninger på familieområdet.

Og vi er også enige om, at det er helt okay, at det tager tid at vænne sig og at man ind imellem gerne må bande over det og også snøfte lidt. Bare lidt.

For når alt kommer til alt, så ses vi stadig meget mere, end mange andre familier gør og giver os tid til at følge med og følge op, sådan som vi synes at det er vigtigt at gøre…

I dag skal vi spise sammen hjemme i huset i byen, hjemmelavet mad, familiemad ved spisebordet med Huxi ved fødderne og en vished om, at ingen af os behøver at rejse os før vi vil og gider, at ingen andre gøremål venter og at vi har al den tid i verden, som vi synes, at vi skal bruge. Næsten da.

Men inden maden er der tid til at dase, at slå græs og hente lidt fornødenheder. Tid til iskaffe, som hører sommeren til uanset vejret, til en flok sider i en bog og til at skifte tøjet på tørresnoren ud. Jeg vil også strikke og sove til middag og se tv og binde tomater op.

Og tage fodbad og kigge på rejsemuligheder i efteråret.

Og i det hele taget bare ånde godt og grundigt ud inden tirsdagen kommer…

I aftes fik jeg en sms fra en af mine skønne veninder.

“Fyyyyy Anne. Du har ikke blogget i 2 mdr og 4 dage og der er støv på din blog”

Jeg ved det, undskyld, jeg ved det og jeg vil så gerne.
For der er jo tusind ting at fortælle om.
Om det at blive 50 og holde en fest, som jeg ikke glemmer sådan lige med det samme.
Om mit nye arbejdsliv.
Min station.
Min perron.
Mit ishus.
Om mine søde gæster.
Om indretning af et sommerhjem.
Om Huxi og kattene.
Om pigerne, der lever dejlige ungdomsliv.
Om det strikketøj, der er mere støvet end bloggen.