Genbrug, Gode sites, Inspiration, Lidt af hvert, Udflugter

ET SULEFAD TIL PYNT OG NYTTE…

05/10/2014

Sulefad...

Sulefad...

Sulefad...

Tingfinderiet...

Vi har været mod nordvest i dag, op i en del af landet, hvor jeg sjældent kommer, på besøg derude hvor kragerne vender og hvor roen gør blid og pulsen sænkes.
Vi har været der før og kommer der igen, til Tingfinderiet, sådan er det, for der er godt at være og man får noget med derfra på både den ene og den anden måde.

Vi har hentet et sulefad, som jeg fik stillet til side, straks jeg så det på Tingfinderiets Instagram konto for et par uger siden. Jeg har ønsket mig sådan et rigtigt længe og da det nu pludselig var der i den helt rigtige form og den rigtige – og store – størrelse, så måtte det bare være.
For jeg kan jo nærmest ikke drive stationen uden sådan et fad.
Til pynt og til nytte…

Jeg er vild med at komme op og gå alle de mange kvm på den gamle gård igennem, ting og ting og ting og flere ting, overalt, men skønne skønne ting, der er så sirligt og indbydende sat op og havde jeg penge som skidt og en varebil at læsse i, så ville jeg slæbe derfra i vildskab.

I dag bankede mit hjerte ekstra hårdt for et langbord og nogle store flettede kurve.
For nogle lerfade og en postsorteringsreol.
Jeg sukkede også over en trækvogn, som kunne bruges til lune tæpper på perronen og over nogle gamle vinduer, som kunne bruges til både det ene og det andet.
Og så var der selvfølgelig et par tekander og flere flødekander, som også blinkede til mig.

Men jeg kom jo bare efter fadet, det var aftalen med mig selv.
Og okay så – en lille bitte hundredekrone seddel til lidt ekstra.

Og det ekstra blev i dag noget, som jeg ikke selv fik øje på eller fik idéer omkring, en stor tung messingklokke, som jo selvfølgelig skal stå i ishuset, så man kan ringe sig til betjening, hvis stationskonen er rendt i køkkenet eller ud for at nippe sine pelargonier…

Jeg elsker passionerede mennesker, sådan nogen, der for alvor brænder for det, som de laver og hvis glæde og iver smitter os andre. Og så er det fuldstændig lige meget, om de mennesker sælger garn, anlægger haver, udvikler madopskrifter, driver landbrug, laver æblemost eller som Tina her kører land og rige rundt for at finde lige præcis de særlige ting, som kan få vi andres loppe-gener til at hoppe af fryd.

Hos Tingfinderiet er der gamle ting for enhver smag, for dem, der elsker slidt og hvidt og fransk, for dem der er til det mere rustikke og sandelig også for dem, der er til teak, orange og lidt retroplast.
Jeg tager ikke derop for at finde en skat for en 2 krone, sådan er det ikke der, det kan jeg gøre i de mindre kønne genbrugsforretninger rundt omkring.
Nej jeg tager derop for at få inspiration og en “total-oplevelse” og en dejlig snak med et godt og sødt menneske. Og jeg sætter rigtigt meget pris på, at nogen sørger for samle alt det, som jeg elsker at skønt gammelt herligt grej og sætte det smukt op. Det er ikke genbrug og lopper til salg for mindre end ingenting, det er udvalgt og gode varer til salg for en rimelig pris.

Og jeg vil gerne lige understrege, hvis nogen skulle komme i tvivl eller tænke betalt reklame, at dette her ene og alene skrives og postes, fordi jeg er helt og aldeles verliebt i det sted.

Hilsen hende, der nu er indehaver af et sulefad.
Alene ordet er jo det hele værd…

Ferie, I køkkenet, Lækkerier, Mad, Opskrifter

CANARD A LA ST. MARCEL…

03/10/2014

Canard...

Basilikum dip...

Blus på...

Og så et blad salvie...

En skøn og varm og aftenmørk lørdag i juli spiste jeg sammen med nogle af de mennesker, som jeg elsker allermest på et livligt marked i den lille by, som ligger nærmest det store gode hus på landet i Frankrig.
Vi havde nået både live Tour de France enkeltstart ved mållinien i Périgueux og jazzkoncert ved en skovsø, inden vi drog op i byen for at spise sammen og godt med en masse glade og byfestsvimle franskmænd.

Den aften var der Marché Gourmand i byen, masser af lokale lavede og solgte mad og overskuddet herfra skulle gå til et projekt i byen, noget på sportspladsen tror jeg, og vi kunne vælge og vrage imellem landlige franske retter, noget kinesisk, store søde pandekager og meget andet godt.
Vi havde egne tallerkener og glas med under armen og det var ikke vanskeligt at finde noget, som man havde lyst til at fylde på eller i.

Vi gik på jagt hver for sig imellem de velduftende boder og vendte tilbage til bordet med bugnende tallerkener og alle spiste lystigt med meget Uhmmmmm og Ååhhhh som underlægningstone.
Mad – god mad – og dejlig vin og endnu dejligere selskab og den mørke varme aften skabte en særlig stemning og jeg tror aldrig, at jeg vil glemme de smagsnoter, som ramte min mund den aften. Det var nærmest magisk…

Siden vi kom hjem for et par måneder siden, har jeg mange gange tænkt på den ret med kartofler og and, som jeg fik, så enkel og rustik og SÅ fyldt med smag.
Jeg stod der og småpludrede på engelsk-fransk med kvinde, der vendte mine kartofler og tørrede krydderurter på den store pande i sydende andefedt og sagde selvfølgelig skål til hendes mand, der klarede at styre både stort vinglas og skriver af andebryst på en kæmpe pande og fik også sagt høfligt nej tak til et confiteret andelår, som de synes, at min ret skulle toppes op med.

Der duftede så himmelsk af and og lidt af jul, mens jeg stod der og uden overdrivelse, så kunne jeg mærke hvordan, at min mund fyldtes med vand og maven med sult.

Og forleden nåede jeg så dertil, hvor min smagsoplevelse i St.Marcel måtte hives hjem på eget spisebord.
Jeg eksperimenterede og det lykkedes og det er bestemt ikke sidste gang, at vi vil få vores egen Canard a la St.Marcel…

Jeg har ikke lavet en opskrift, nærmere bare en anvisning men jeg er helt sikker på, at man vil kunne fifle sig frem efter den og hvis ikke, så må man gerne spørge her.
Til os 4 herhjemme brugte jeg et meget stort fad rodfrugter i små tern, persillerod, gulerødder, pastinak og jordskokker. Dem blandede jeg med masser af rødløg og en håndfuld friske timiankviste fra haven.

Og da jeg ikke lige havde andefedt ved hånden, ja så vendte jeg et par gode håndfulde bacontern ned i grøntsagerne.
Stillede fadet i ovnen og bagte herligheden i det der vel svarer til 3 kvarters tid ved 185 grader.

Da fadet var røget i ovnen lavede jeg en lille dip at spise til, lige dele god mayo og creme fraiche blendet med en håndfuld frisk basilikum og et par hvidløgsfed, et lille nip havsalt og et vrid peber blev det også til. I med stavblenderen og en gang tæsk med den, indtil det hele var luftigt og lysegrønt…

Ænderne klarede jeg på grillen. 2 stk velvoksne bryster skåret i 1 cm tykke skiver på tværs, krydret let med salt og peber og så stegt på ret høj varme i nogle minutter på hver siden, ikke gennemstegte men heller ikke det mindste blodige.
Ind under et stykke staniol og trække i nogle minutter, mens jeg dækkede bord…

Kartofler havde jeg ikke i min grøntblanding, jeg kogte nogle små fine med skræl, som de, der lystede, kunne spise ved siden af. Og det gjorde de så.
Og vi Uhhmmm’ede og Ååhhh’ede nærmest lige så meget, som da vi sad der i Frankrig, prikken over i’et havde selvfølgelig været et glas lokal vin og Familien Wellers bedste selskab.

Jeg elsker enkelt nede på jorden mad, som dette her, retter, som er simple at tilbede, retter med få ingredienser og samtidig med masser af velsmag.
Og man kunne jo sagtens forenkle endnu mere, hvis man ikke havde tid eller snilde til at snitte så meget grønt så ensartet og småt, så var det jo bare at hive en pose rodfrugter fra frostdisken og blande dem med kartoffeltern og bage det i ovnen, mens man brunede de hele bryster på panden og lod dem stege færdige inde i den varme ovn og så først bagefter skar dem ud.

Nemt med nemt på, lige så hurtigt som at hente take away og garanteret noget sundere og velsmagende.

Hop ombord i det –
i vil ikke fortryde.

Canard a la St.Marcel a la Mme Stange et filles.
Eller noget…

Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden

HVIS NU LYKKEN OGSÅ ER AT KUNNE HÆKLE I RUNDKREDS…

29/09/2014

Havebuket...

Dahlia...

Hæklemøg...

Aluminia...

Der skal egentlig ikke så meget til at gøre mig glad, tilpas og tilfreds.
Engang var jeg sådan én, der længtes efter at ha’ et sommerhus, en åben pejs, en mand, der gad at hjælpe til, et større drivhus, flere rejser, mere tøj, tyndere lår og invitationer til middage på lækker restaurant.

Nu er jeg ligeglad –
eller måske bare lige glad om jeg har det eller ej.
Lykken bor jo ikke ude i sommerhuset eller ovre i den mand, som er uden initiativ eller nede i lommerne på de nye jeans fra Acne.
Den bor lige inde i mig selv og jeg mærker den hver dag.

Også på dage, som ellers ikke er værd at skrive hjem eller her om, dage med ringe standart og bøvl, det er lige meget, jeg er lige glad, i alle tilfælde når alt kommer til alt og det sørger jeg for at det kommer hver aften, inden jeg lægger mig til at sove.
Jeg gør status over dagen, tænker på de 3 gode og de 3 glade, for tiden skriver jeg dem ikke ned men tænker bare på dem og det er nok.

Lykken bor i mig og jeg giver aldrig slip i den igen.
Aldrig…

I dag er en af de der dage, hvor barren for succes ikke skal sættes alt for højt, en slags minusdag, i alle tilfælde på helbredssiden og den slags orker jeg ikke rigtigt.
Influenzahoved og dryptud og sart skind, jeg er ikke til den slags, ikke til dage, der skal sove væk eller timer med alt for meget tomgang.

Jeg kørte afsted til jobbet i morges og drog retur mod øst, da klokken rundede frokost. Gik på hovedet i seng og tænkte NU skal jeg sove og bare blive rask.
Jeg hverken sov eller blev rask, men jeg så et par afsnit af Elementary og fik tænkt en masse tanker.

Tanker om alvor og leg, om Vrads og gode kokke, om Anders Agger og 2 x Anne med ænder, om bolig og blomsterdyrkning, om min 50 års fødselsdag, om at komme sig og komme over, om mine pigers styrker og mod, om nye strikkeprojekter og gode retter til menukortet.
Om bæredygtighed og oprigtighed, om gode mennesker i mit liv, om min hund og om en 4-hjulstrækker med læderindtræk, om kærlighed og grin og alt muligt andet…

Det står aldrig stille der oppe på øverste etage, tankerne løber og jeg når vidt omkring og lærer hver dag nyt om mine måde at være i verden på, jeg forholder mig kritisk men ikke uden nåde til min egen gøren og laden og det kan der sagtens smutte timer med.
En grubler kunne man måske kalde mig, sådan én, hvor hjernen ville vise høj aktivitet på langt de fleste tider af døgnet, kvaliteten af aktiviteten vil nok svinge, det er jeg faktisk ret sikker på, men det stopper ikke.
For der er altid noget at tænke på og forholde sig til.
Altid.

Og mens jeg tænker videre, så øver jeg mig i at hækle rundt, jeg er ikke god til det, jeg kommer til at presse omgangsstarten én maske hen for hver omgang, så jeg er startet forfra siden billedet herover blev taget og forfra igen, for jeg vil kunne og jeg giver ikke op.
Jeg prøver igen og pludselig lykkes det.

Og når først det gør det, så kan tankerne flyder lettere, end når jeg sidder og bander og det er der vel også en slags lykke i…