Det kan mærkes i luften nu.
At efteråret nærmer sig.

Græsset er vådt – meget vådt – af dug om morgenen og om aftenen forsvinder lyset hurtigere, end jeg er klar til.
Stearinlys, uldtæpper og bløde hjørner i sofaen er gjort klar og tanker omkring regnvejrsdage inde med film, strik og lur er ikke fremmede.

Jeg er ikke klar endnu, slet ikke, men der er jo ingen vej uden om og så kan man vel lige så godt tage imod med varme åbne arme.
Og huestrik…

Jeg har været nedlagt af noget maveonde nogle dage i denne uge. Sådan ret meget nedlagt.
Og det meste af tiden er gået med lange lure i et køligt værelse og forsigtig sipning af te og ristet brød.

Men ind imellem har der været dømt film på Netflix og strikketøj i hænderne, retstrikket blødhed, der skal varme vores hoveder, når vi skal trave skovene tynde sammen med Huxi denne vinter.

Egentlig havde jeg forbandet lyst til at gå i gang med en Kashmir mere, men uden god sort silk mohair fra Garnudsalg gik det ikke. Jeg prøvede at strikke lidt med en lignende – troede jeg – kvalitet fra Drops, men ak og ve det var et sørgeligt syn, slet ikke noget for mine øjne.

Silketråden, som danner kernen i garnet, var tvundet af hvidt og sort, og blev nærmest sådan lidt glimmeragtig ved opstrikning, glimmer er bare ikke Anne S, og så synes jeg også, at mohair’ens fine fimrefibre var noget mere klumpede end på den lækre fra Gug.

Så ingen Kashmir men der imod 2 næsten 3 forskellige udgaver af Sinai, som er at finde i samme bog som Kashmir, nemlig Helga Isagers seneste, The Map Collection…

Til huerne havde jeg smårester af silk mohair i skuffen og jo masser af rester af den tynde uld fra flere års ivrig samlen til huse.

Først strikkede jeg en grå-sort til mig selv.
Så en blå-grå til Amanda.
Og lige om lidt så er der en sort-grå til enten Laura eller Sophie.

Og jeg er ret sikker på, at der kommer flere til, jeg får det så godt, når jeg får brugt af de små sørgelig dunter af uld, der på forunderlig vis bliver ved med at dukke op.

Mon ikke der er en veninde eller to, der trænger til at gå vinteren i møde med lune ører?
Jeg tror det!

Hvis jeg da ellers får tid til at strikke flere –
for i dag er der landet en blød pakke i min postkasse. En pakke sendt afsted med kys fra nord og med 3 nøgler sort inden i.
Og ulden til Kashmir ligger allerede klar. Sort, forskellige nuancer af gråt og så et lille blåt tvist.

Jeg vil tro, at denne weekend, som faktisk er uden planer, vil sætte fut i det store bløde stykke strik…

Huerne er strikket nøjagtigt som opskriften i den lille bog angiver, det var der ingen grund til at pille ved.
Og vægten mangler stadig batteri, så jeg har ikke vejet, men de vejer tæt på ingenting.
Og kan strikkes på en films-tid.

Så det er vel bare at gå i gang, hvis man tænker, at man lige kunne bruge en Sinai…