Pludselig er det september og solen, de gode temperaturer og den blå himmel er vendt tilbage for en stund.
Der findes næsten intet smukkere end en sensommerdag med højt til himmelen og duften af modne æbler og blommer i luften.
En kop kaffe i en tilbagelænet liggestol.
Lukkede øjne og snuden op mod solen.
Byens lyde som underlægningsmusik og et blødt bredt hundehoved under hånden.
Børn, der motionerer en knirkende trampolin i nabohaven.
Smækkende døre inde i mit hus og lyden af pigernes stemmer ud igennem de åbne vinduer.
“Skal du ha’ kaffe, Laura?” råber Amanda og jeg kender svaret uden at behøve at høre det.
Jeg sidder bare der og sidder og tænker på alt det gode, alt det dejlige og hyggelige, som jeg har i mit liv.
Jeg er vel hvad man roligt kan kalde en heldig og lykkelig kvinde.
“Er du forelsket?!” spurgte en veninde forleden.
“Nææææhhhh – ikke på den måde, ikke på den der kærestemåde, jeg er bare så vild med livet og sådan for tiden” svarede jeg.
Jeg mærkede det sådan helt ind i knoglerne i dag, da jeg sad der i septembersolen.
Det var vidunderligt…
I torsdags var jeg sammen med en lille flok inviteret til en aften i køkkenet sammen med Anne Hjernø i Økologisk Landsforenings hus i Aarhus.
De havde inviteret i anledning af den økologiske uge og fordi de har fået Anne H. til at lave en lille bog med kartoffelopskrifter, økologiske forståes.
De havde også inviteret Kirsten Skjøde Donslund, som oppe i nærheden af Bjerringbro dyrker 17 – eller var det i virkeligheden 19 – forskellige kartoffelsorter og også dejlige sortbrogede grise med krølle på halen.
Jeg havde glædet mig rigtigt meget til at skulle i køkkenet sammen med en blandet flok af unge og mindre unge kvinder, som har det til fælles, at de har en særlig interesse i mad. Ikke bare det at spise den, men også at tilberede den, nørde med den, undersøge den og oftest også vælge den, som giver mening i det lidt større billede, altså økologisk dyrkede råvarer med det størst mulige indhold af gode sunde vitaminer og mineraler.
Det er ikke så ofte, at jeg laver mad sammen med nogen, som elsker det lige så meget, som jeg selv gør, det fik en ende, da jeg skiftede kokkefaget ud med det pædagogiske, og det er bare noget helt særligt at stå ved siden af nogen, der sukker henført på samme måde som én selv, som får et særligt saligt blik, når øjnene hviler på en ekstra god råvarer og som kan tale solen sort om mad, tilberedningsmetoder, særlige gode steder at handle, ælteteknikker, forskellige sukkerarter, umami og glæden ved gult smør.
Jeg elsker det!
Og kunne dér i køkkenet på Silkeborgvej pludselig mærke, hvor meget energi det giver at være lige der ved komfuret og bare lytte og iagttage…
Vi blev så forkælede gjorde vi.
Der var linet op med frugt, nødder, vin og Antons saft og de store imødekommende økologiske smil og perlelatter var også fundet frem og man var ikke et sekund i tvivl om, at man var ventet, velkommen og i godt selskab.
Anne fortalte lidt om kartoffelbogsprojektet og om sit samarbejde med Økologisk Landsforening. Hun talte om sundheden i at spise det, som vokser omkring en, allermest fordi det er det, som passer til vores DNA og baggrunden for disse teser. Hun brænder så tydeligt for de gode råvarer og for at undersøge, hvad der giver god mening omkring dyrkning, transport og optimal udnyttelse.
Kirsten fortalte så varmt og ivrigt om alle sine økologiske kartofler, at det var næsten rørende, det er længe siden, at jeg har mødt så dedikeret et menneske med så stor en viden om en særlig lille knold. Kirsten er en slider, en ildsjæl og en kvinde med noget rigtigt fornuftigt på hjertet og jeg blev meget meget inspireret af at høre hende tale om det at leve sin drøm og knokle igennem for at udbrede sin kærlighed til den ille fine knold.
Planen var madlavning i små grupper og med rig mulighed for at loppe den af på den gode måde med snak og grin og nysgerrighed, for opgaverne var få og hænderne mange og jeg brugte nok allermest tid på at sludre og iagttage.
Jeg var på kartoffelsuppeholdet og da urte-boullionen var tæt på ikke eksisterende, ja så måtte der freestyles med garam marsala, rørsukkersirup, hvidvin og andet godt fra depotet, en fælles insats fra Anne S og Anne H så endte suppen hot og herlig men nok ikke sådan lige at gengive…
Et andet hold lavede kartoffelsamosas og de sidste bagte citronkage med marcipan og kartoffel.
Og heldigvis kom ordsproget “For mange kokke fordærver maden” ikke i spil, det var nærmere noget med for få ovnen gør processen lang, men det var så lige meget, for alle hyggede sig og talte en masse om mad, om blogs, om fotos og redigering af disse og så lidt mere om mad.
Alle inviterede var bloggere og selv om jeg godt ved, at jeg også var der, fordi at jeg er “sådan én”, ja så har jeg det faktisk ret så svært med at betragte mig selv som en del af den klan, jeg er jo bare Anne og bruger aldrig – eller har aldrig før brugt – min blog på den måde.
Men lige dette arrangement havde jeg så meget lyst til, at jeg overvandt den generthed, som jeg faktisk har, når jeg sættes i en forsamling, hvor jeg på en eller anden måde på forhånd er defineret, her som blogger.
Jeg tænker ikke, at nogen i virkeligheden opdager, at jeg er frygtlige genert omkring den private Anne, fordi jeg deler så meget af den personlige her, men det er en helt anden snak og har intet med en økologisk kartoffel at gøre.
Men det giver måske bare et lille hint om, hvorfor jeg har det så vanskeligt med ord som bloggerevent og madblogger/modeblogger/økoblogger/haveblogger, jeg er ingen af delene, jeg er bare Anne.
Men en Anne, som stornød at være der i køkkenet med en glad madentusiatisk flok…
Da alle retterne var færdige, blev der dækket op ved langbord med mulighed for mere – ja faktisk masser af – snak om alt og intet og det der imellem.
Om hashtags, kulhydrater, hønsefobi, æstetik, madpakker, børn, Anders Agger, økologi, god chokolade og andet dejligt.
Og der blev taget billeder.
Tæt på og langt fra.
Med og uden blitz.
På skrå og på hovedet.
Med mobiler og spejlrefleks og med og uden store linser.
Mange billeder.
Hele tiden.
Jeg tog ikke mange, for lyset i lokalet var ikke til den slags for mig, jeg tog få billeder ude i gråvejret og støvregnen, det virker for mig, der nægter redigering, jeg vil ha’ den rene vare og så accepterer jeg gerne de begrænsninger, der ligger deri.
Men jeg tog nogen og især de blå kartofler gør sig jo rigtigt godt der på den hvide tallerken på et vejrbidt bord i en gårdhave i Åbyhøj.
Måske har du lyst til at smutte forbi hos et par af de andre inviterede?
Nogle af dem finder du lige her: Little Country Life
Jeg er helt sikker på, at jeg vil vende tilbage til Little Country Life igen og igen, for jeg har en fornemmelse af, at jeg kan blive hjulpet godt på vej der i.f.t. hønseholdeprojektet herhjemme, som jo desværre bliver bremset gang på gang af min ret så udprægede angst for baskende høner.
Det var en dejlig aften og skulle en invitation fra økologerne ryge i min retning en anden gang, så deltager jeg gerne, det var vidunderligt at blive sørget så godt for på en helt almindelig og halvgrå torsdag.
Tak til de grønne damer fra Silkeborgvej, til de skrivende kvinder fra cyberspace og til Kirsten og Anne for drive og engagement.
Jeg er fan…
Og skulle du ha’ lyst til at hoppe i køkkenet med bogen om Skønne økologiske kartofler og Annes bedste kartoffelretter, ja så er den at få sammen med Femina på torsdag.
Kender i det der med, at man gør sit bedste for at overbevise sig selv om, at lige netop efter denne her sommerferie, der vil man prioritere og benhårdt gå efter at bringe ferie-ro og zen med ind i hverdagen?
Man lægger planer for, hvordan det skal kunne la’ sig gøre.
Man laver aftaler.
Man vil.
Man insisterer.
Og så går der alligevel ikke mange dage, før alt bare er ved det gamle igen.
Travlhed – afsted afsted – mange aftaler – fyldte hverdage – tidligt op – sent i seng – for lidt tid.
Det er sket så tit og jeg ærger mig lige meget hver gang.
For der er jo noget ganske særligt over de dage, hvor tempoet holdes under hæsblæsende og hvor tiden til at hænge ud i sofaen eller i skoven er rigelig og ikke noget, der skal presses ind mellem madlavning, vask, transport og andet gøgl.
Damn…
Men hvor er det så godt, at der ligger aftaler om ture ud i landet i kalenderen, ture ud til havet, til klitter og højt til himlen og stille dage i sommerhus med dejlige mennesker.
Aftaler, der gør at man klarer det hæsblæsende og hverdagstravle liv, aftaler, som fylder glæde i hjertet og energi i kroppen og som minder mig om, at mit liv er fyldt med gode ansvarlige omsorgsfulde og ikke mindst meget meget hyggelige og sjove mennesker.
Vi har været afsted i denne weekend.
Nordpå og så til venstre.
Helt derud hvor næste stop er England.
Vi har travet, snakket, spist, daset og drevet.
Vi har vendt verden og forsøgt at klappe den på plads.
Vi har sat spot på glæder og trivsel og forsøgt at ignorere det, som måske ikke lige giver den bedste energi.
Vi har sovet middagslur, strikket, læst, set film og snakket lidt mere.
Og købt lopper.
Og spist RAW lakridskager, som smagte så englene sang og trangen til at gøre efter blev akut.
Og ikke mindst har vi fået renset tankerne og sorteret i godt og skidt, mens vi gik langs vandet og tav, fordi havets brusen næsten overdøvede vores stemmer.
Eller måske tav vi i virkeligheden bare mest fordi, at Vesterhavet næsten gjorde os stumme med sin skønhed og endeløse energi…
Jeg siger til mig selv, at nu holder jeg fast i roen og det mindfuldtfyldte langsomme tempo.
Jeg siger det og så ved jeg, at i morgen er det hverdag og bussen kører og jeg kører med.
Men det er okay.
Helt okay.
For der er nemlig noget, som jeg er blevet så meget bedre til.
Og det er at sørge for at sprede rolige weekender og samvær med dejlige mennesker med gavmild hånd over min årskalender.
Jeg prioriterer det og det gør mig godt.
Det giver modstandskraft og ro inden i at vide, at inden længe, så venter der noget, som ligner disse blå blæsende dage mod nord…
