“Tell a complete stranger about a beloved family tradition”

Hvis nogen engang spørger mig, om vi har særlige traditioner i vores familie, så vil jeg kunne diske op med mange.
Nogen af dem er helt sikker gengangere fra andre familier, andre er mere vores egne.
Nogen er vigtige og må aldrig springes over, andre er sådan mere “når vi husker det”-agtige.

Men helt sikkert gælder:
Nybagte Luciaboller d.13.12. i morgenmørket.
Ferier i Sverige med falukorv og mos.
Jordbærselvpluk ved Annexgården.
Nytår med de samme venner hvert år.
Julekortskrivning med småkager og glögg til.
Tændte stearinlys og servietter på bordet hver eneste dag.
Hyldeblomst-tur i juni.
Julepyntet hus på den første søndag i advent.
Små hyggelige og skøre gaver til hinanden, hvis en af os har været på tur.

Og mange mange flere.
Nye er kommet til i de sidste år, hvor vi er blevet en ny familie, og de er blevet fint forenet med de gamle, sådan at det nu bare er vores.

Jeg har spurgt pigerne om traditioner og ens for dem alle tre var, at fødselsdagspigen og de lyse boller blev nævnt som noget af det allerførste.
Så mon ikke man kan konkludere, at de to ting i alle tilfælde er en meget meget fast og vigtig tradition…

Fødselsdagspigen købte min mor til os, da Amanda og Laura var små. HUn havde straks tænkt på Amanda, da hun så de store øjne og den kække opstopper. Vi andre forstod hende.
Figuren er sådan lidt Carl Larsson-ish og meget forskellige fra de andre ting, som bor i vores hjem og også rigtigt meget forskellige fra min mors smag og stil, men den måtte bare med hjem og gives videre til os.

Den lille blonde svenske pige med blomsterkrans i håret kan holde et kertelys i sin ene hånd og hun står altid på fødselsdagsbordet foran den af os, der har fødselsdag og lyset bliver tændt i morgenstunden og igen og igen indtil alle fejringer er ovre.
Ingen fødselsdag uden pigen og hun sætter også rammen for, hvordan blomster m.m. kommer til at se ud på bordet, for de skal jo helst passe til hendes stille farver.

Når fødselsdagen er omme pakkes pigen i skabet igen.
4 gange om året er hun fremme i lyset.
28.2.
28.3.
3.5.
6.7.

Så næste gang er ved Sophies fødselsdag om en lille måneds tid.
En dag, hvor der i mange mange år, blev serveret boller i karry, fordi det var Sophies allerstørste livret, jeg har ikke tal på hvor mange gange, at jeg har stået i bagende varme og kogt boller og bikset karrysauce til 25 mennesker.
Men den tradition er vist efterhånden veget for kagebord og grill…

Fødselsdagspigen har været væltet på gulvet af store kluntede Otto og har brækket benene, men det betyder ikke, at hun må blive i skabet eller måske endda sendes til de evige jagtmarker via containerpladsen. Hun er blevet lappet og står klar med nystrøget forklæde til næste gang, sådan er det, og jeg skal ikke prøve at foreslå andet.

Men det er vel også sådan, at man vænner sig til meget, også underlige piger på bordet og hun er i alle tilfælde rigtig vigtigt for mine piger og derfor smiler jeg også, når jeg tager hende frem og sætter hende på bordet.
Jeg tænker på alle de andre gange, hvor jeg har taget hende ud af mørket i skabet, tænker på de glade forventningsfulde små pigeansigter, jeg hører deres stemmer og de hvinende skrig, når kagekonen mistede hovedet.

Jeg tænker på deres livretter og alle gæsterne, de samme som kommer igen år efter år og som kender og elsker mine piger for lige præcis det og dem de er.
Lykken og varme og samhørigheden er så fint samlet på de dage, hvor man sidder og ser på det barn, som er blevet et år ældre.

Så ingen fødselsdag hos os uden den lille pige på bordet.
Kitch og kærlighed.
Og så altid kæmpe store bjerge af nybagte fødselsdagsboller, for uden dem er det heller ikke helt rigtigt…