Jeg har gjort noget vildt!
Virkelig vildt!!
Sprunget ud på dybt vand, nærmest bar og uden svømmevinger, men med vidunderlig destination og muligheder liggende foran mig.
Nyt livsafsnit – ny dagsorden – ny kundekreds – nyt over hele linien og så alligevel ikke, for rutinerne og opgaverne er ikke fremmede og jeg er så klar, som nogen kunne være.
I går skrev min skønne varme veninde Liselotte sådan her:
Lørdag kunne også være at fortælle om, hvor meget det glæder mig, at en at mit hjertes mest dyrebare veninder, Anne, har grebet livet ved struben og udfordret det med kravet om retten til at leve drømmen ud.
At hun sprang. Helt og uforbeholden. Ud på dybt vand, hvor jeg bare så meget ved, at hun kan bunde. Hun er så hamrende talentfuld, sød, varm og passioneret, at Vrads Station ikke kunne have fået en bedre repræsentant. Hun skal være stationsbestyrer. Hun skal gøre alt det, jeg véd, at hun er så utrolig god til. Hun skal servere sund, lækker og god mad og nærværende, passioneret og glad oplevelse til os, der kommer forbi efter årsskiftet. Jeg er én af dem. Du skulle også blive en af dem. Det bliver fantastisk og der er naturligvis allerede rift om hende ?
Liselotte var hurtigere på tasterne end jeg med denne nyhed, måske fordi jeg i virkeligheden har rigtigt svært ved at forstå, at dette her ikke bare er en drøm, vidunderlige drøm, men faktisk mit liv lige om lidt…
Jeg har fået fantastisk opbakning af de få, som vidste noget, opbakning fra de, som er mine nærmeste, men også rigtig meget opbakning fra helt uventet side, derfra kom i virkeligheden deT største hep og mest stålsatte puf “Du kan – du skal” og for det vil jeg være evigt taknemmelig.
Der er så skønne folk omkring mig, jeg er et rigt og heldigt menneske og det ved jeg og husker jeg.
Jeg havde 5 minutter til at skrive en ansøgning, men det var intet problem, for aldrig har jeg dog før skrevet med sådan en lethed, alt kom af sig selv, for det var jo dette her jeg skulle, dette her jeg ville, det måtte bare være sådan.
Men ventetiden – den var grum, for da først jeg havde postet brevet, så var det ikke længere bare en mulighed, et ønske, da blev det så stort et håb, nærmest en livsnødvendighed og minutterne og dagene bare sneglede sig.
Men pyt med det, for nu er alt som det skal være, spændingen, forventningen, glæden, sommerfuglene, ideerne, gejsten, viljen, det hele hamrer og banker og mit smil er stort og bredt og kommer lige fra hjertet.
Vi lever i de helt store følelser i disse dage her i Familien Stange, de store glade og gode følelser og hvor er det bare herligt…
Jeg fik mit første barn som 20 årig og siden da er alle mine beslutninger og valg taget ud fra, hvad der ville være bedst for pigerne.
Sådan er det ikke denne gang, valget om det nye liv i Vrads er taget af mig og for mig, kun mig og det giver mig en energi uden lige og heldigvis springer det samme fra min lille flok, de jubler og smiler lige så stort som mig og jeg ved, at jeg vil kunne hente både praktisk hjælp og kærlig opbakning hos dem.
Jeg er lykkelig for og så tilfreds med, at jeg har prioriteret som jeg har indtil nu, sat pigerne og deres behov og trivsel i højsædet, intet andet har været vigtige, ikke job, ikke fritidsinteresser, ikke veninder eller andet, altid har de 3 været mit udgangspunkt.
Og med det i mente, så er det med sindsro og glæde, at jeg nu vælger for mig, for Anne og hvor fuldstændig fantastisk er det så ikke, at alt falder på plads første gang man griber ud efter mulighederne.
Jeg kniber stadig mig selv i armen, er det sandt dette her?!
Det er det, jeg ved det godt, men det er jo for vildt at drømmene får liv i løbet af bare to-tre uger, fra tanke over handling til håndslag.
Kun den officielle krusedulle på det store alvorlige dokument mangler, men den bliver sat en af de næste dage, og så skal tiden bare gå.
Og gå.
Og gå.
For hvor længe tror du, at jeg synes der er, til vi rammer d.1.1.2015.
LÆNGE….
