Alt står på spring.
Der dufter af både æbleblomster og syren.
Det pipler op af jorden.
Morgenfruer, akelejer, citronmelisse og andet fint.
Og krydderurter, som vi lige har sat i en stor sort kasse ved Sophie dør, vokser sig hurtigt store og sender velduft imod os, når vi stryger hænderne over timian af flere slags, rosmarin og salvie.
Jeg er så klar til endnu en sommer i byhaven…
Ind imellem savner jeg min store smukke og velfriserede have ved vores gamle hus.
En have, hvor alt var planlagt ned i mindste detalje og hvor bedene stod snorlige og plænen ikke lignede et bakkelandskab.
Men så minder jeg mig selv om, hvor heldig jeg egentlig er med egen – lejede – have her midt i byen, en have som bare er vores og ikke en deler, en have til os og Huxi at chille i, tumle i, grille i, tørre tøj i, plante blomster og afgrøder i.
En have med gamle træer til hængekøje og et godt lille drivhus.
Det er jo heldigere end heldigt og så pyt med, at ingen har passet særligt godt på haven og heller ikke har sørget for fine staudebede med tone i tone blomster.
Vi er glade her.
For skvalderkål og et rustent haveskur.
Og så for alle de dejlige ting, som vi allerede har nået at tilføre haven på de 2 somre, vi har boet her…
Så er det officielt slut med umyndige børn herhjemme.
Ingen under 18 mere, ingen, der ikke må køre bil eller stemme til valg.
Store børn, myndige børn, men vel ikke rigtigt voksne bortset fra den ældste.
Amanda fyldte 18 i lørdags og hele dagen var sat af til fejring, hurra og hygge.
Og hold da nu op, som det blev en dejlig dag, livlig og samtidig rolig på den måde, som Amanda holder af, kagebord, gæster, pulled pork og kolde øl, snak, grin, hygge og bare masser af varme til og imellem de, som var her og gav den gas med fejringen…
Jeg synes, at der er gang i mange store ting og følelser her hos os for tiden, Sophies “hjemflytning”, Lauras studentereksaminer og nu Amandas fødselsdag, alt sammen ting, som bringe en masse minder frem om dengang og engang.
Billeder på nethinden, små “lydklip” i hjernen med små bestemte barnestemmer, der siger “Nej – vil selv”, pigebørn med gyldne sommerlokker og små opstoppernæser og blå knæ. De første smil, de første ord, vågne nætter og stille eftermiddagen i sofaen sammen med solvarme trætte børn med sut og klud.
Små trygge viljefaste glade piger, som nu er stærke stolte modige unge kvinder, jeg kan slippe og lade dem flyve og så bare være her, være tilgængelig og være til stede, når det er det, der er brug for.
Og det bliver der jo ved med at være, brug for mor, for forældre, for ind imellem bliver verden stor og uoverskuelig, også selv om man nærmest kan det hele selv…
Jeg tænkte rigtigt længe over, hvad jeg skulle gi’ Amanda i lørdags.
En gave, når man runder de 18, skal være én, som kan holde, noget, som kan følge med videre ud i livet, noget, der markerer overgangen mellem barn og voksen, sådan tænker jeg omkring det. Ikke tøj eller sko, ikke en vasketøjskurv eller et flytte-hjemmefra-sæt i Ikea kvalitet, ikke en elektronisk dimmer, der er forældret i løbet af et lille øjeblik.
Det skal være kram, det skal kunne bruges, det skal kunne huske på.
Jeg har været i 7 sind i de sidste mange uger og så pludselig i fredags på vej hjem fra job kom det til mig.
Aben! Kaj Bojesens fine lille bløde abe!!
Selvfølgelig!
Sådan en til hende den lille sveske, som altid hang om min hals med sine lange arme fast krammende og hælene borende sig ind i mine rygstykker, mit lille chimpanse med de store brune øjne, hende som bare helst hang hos mor og ikke var ret glad for andre, hende der stadig hang der, da hun var 4-5 år.
Og også hende, der hvis alt går vel, starter på sit drømmestudie som dyrlæge i eftersommeren 2015.
Hun skulle selvfølgelig ha’ en abe, hende Amanda…
Så det fik hun og også stakke af andre herligheder, bløde pakker, hårde pakker, noget med ledning, noget med ord, kolde kontanter og varme knus.
Og så fik hun kager.
Mange kager!
Hun havde bedt om:
Fødselsdagboller af den fuldfede slags med masser af kardemomme.
Marieboller med creme og bær.
Cheesecake.
Vanillehjerter.
Brownie med saltet karamel-is.
Og hvad man ønsker, det skal man få, når man har fødselsdag, sådan er det.
SÅ der blev bagt. Og bagt. Og bagt igen.
Og for første gang kom de svenske hjerteforme i brug, forme som en sød og varm læser har slæbt hjem fra Sveriges land, for at vi herhjemme kan nyde vanillehjerter, som vi gjorde det i sommer hos Flickorna Lundgren.
Vi er nærmest mætte endnu.
Og som om at eget kageorgie i lørdags ikke var tilstrækkeligt, så havde Oline i Gug også bagt til Amanda i går, da vi kom derop, en kæmpe høj og flot lagkage med både hindbær og citroncreme, ikke et øje var tørt og den smagte bare himmelsk.
Jo jo – hun er skam fejret og forkælet, hende vores rosin, vores B2, Blyp, lillesøs og Kommanda.
Fejret, forkælet, elsket og uundværlig.
Bare lige helt og aldeles sådan som hun skal være…
Kun i et splitsekund i aftes, da hun sagde “Hov forresten mor, jeg skulle jo ha’ de der 50 muffins med i morgen?!” var jeg ved at få nok af fejringen, men vi klarede den sammen. 50 Red Velvet med glasurdut og bær.
Og SÅ var det slut med den fødselsdag.
18 unge smukke glade år er hun, hende vores lillesøster.
Jeg forstår det ikke.
Men jeg forstår og mærker, at jeg rent faktisk ikke ville ha’ undværet et eneste minut af de år, glemte kager eller ej…
Det er ikke fordi, at vi sådan helt er forsvundet, vi er her skam, jeg er, pigerne er, pelsraketterne er.
Livlige og i gang alle sammen, sammen og hver for sig, men alle i højt tempo.
Der er job, skole, eksamen, gallafest, konfirmation, have, indkøb, besøg ude, gæster hjemme og så alt det andet, som har det med at komme væltende ind i livet, velkomment og også lidt af det modsatte, sådan som det er for de fleste af os.
Og i de små lommer af ubesat tid, som dukker op i løbet af dagen, ja der skynder jeg mig ud i haven, der er ramt af det smukkeste danske forår længe…
Jeg stikker kanter af, fylder højbede, stopper dahliaknolde i Huxi-sikre krukker, trimmer krydderurter og roser og forsøger at bekæmpe skvalderkål og mælkebøtter i vores bulede plæne.
Jeg nyder de store hvide og velduftende skyer af blomme- og æbleblomster, jeg nyder stauderne, der maser sig op igennem den fede sorte muld og de vinteroverlevende små frø fra tallerkensmækkere og morgenfruer, der skyder på livet løs.
Jeg kigger på hængekøjen og tænker “Bare lige 5 minutter!” og går så alligevel i gang med at feje, luge, klippe, vande og andet aktivt og jeg elsker det, uden udeliv i haven og jord under neglene og mellem tæerne ville jeg ikke være Anne…
I weekenden kommer jeg nok ind, jeg har hørt noget om sne og kuldegrader og så gider jeg altså ikke høvle rundt ude i haven.
Og så bliver der tid til opdateringer her om Lauras galla, om fremdriften på den islandske stikke-strikke-trøje, om vanillehjerter bagt i nye svenske forme og også til et hurra for Amanda, der fylder 18 år på lørdag.
Men så længe solen bager og spaden er skarp, der er jeg altså i haven og lever det livlige liv.
På den allerdejligste måde…
